At fuldføre løbet
- Tredje del: Kristen livsførelse
Tredje del
Kristen livsførelse
Om Guds frelsesplan
Den Treenige Gud er først og fremmest hellig og retfærdig. Da Faderen ønskede at genoprette det brudte fællesskab med mennesket, forårsaget af syndefaldet, måtte Han derfor iværksætte en frelsesplan, der ikke alene tilvejebragte soning for den synd, som var begået, men den skulle også indeholde foranstaltninger, der gjorde det muligt for menneskene fremadrettet at leve et retfærdigt liv. Vi har som mennesker ikke kun brug for tilgivelse. Når forligelsen har fundet sted, har vi også behov for at blive underlagt nogle betingelser, under hvilke det kan lade sig gøre at praktisere en livsførelse, der har Guds velbehag, således at vi kan bevare vort gudsforhold intakt. Og det bibelske pagtsbegreb tjener netop dette formål.
Guds frelsesplan indeholder således to på hinanden følgende pagter, som begge hviler på Guds pagt med Abraham. Den første, den Gamle pagt, omfatter kun Israel, og dens forskrifter vedrørende gudsdyrkelse er kendetegnet ved at være af midlertidig karakter. Den anden, den Nye pagt, som omfatter alle folkeslagene, er derimod kendetegnet ved at være en permanent ordning, der er et udtryk for Guds fuldkomne vilje. De to pagter har et fælles formål, nemlig at kvalificere de implicerede mennesker til at få del i Guds rige på jorden i den kommende tidsalder.
I det Nye testamente bliver det ofte fremhævet, at Guds frelsesplan består af både en kendt del og en hemmelig del. Viden om den kendte del af den guddommelige frelsesplan er tilgængelig for enhver, som studerer de gammeltestamentlige skrifter, Loven og Profeterne. Og det konkrete udtryk er den form for gudsdyrkelse, som blev praktiseret i Israel under den Gamle pagt. Loven og Profeterne indeholder ganske vist et stort antal profetier om den hemmelige del af Guds frelsesplan, men tolkningen af disse profetier var skjult for alle de generationer, som levede før Kristi komme. Hvilke realiteter, disse profetier refererede til, blev ikke afsløret for noget menneske, før indstiftelsen af den Nye pagt havde fundet sted. Og det er disse hemmeligheder, som blev åbenbaret for Jesu disciple i almindelighed og apostlen Paulus i særdeleshed.
Under den Gamle pagt var Israel genstand for Guds udvælgelse. Det enkelte individ var født til at være jøde. I templet foretog præsterne på hele folkets vegne over for Gud de ceremonielle ofringer, som efter Moseloven var påkrævet for at tilvejebringe soning for synd. Og når en gudfrygtig jøde blev bevidst om, at han havde overtrådt reglerne vedrørende religiøs renhed, genvandt vedkommende sin renhed ved at lade en præst bringe et personligt offer efter forskrifterne. Af ikke mindst de profetiske bøger fremgår det desuden, at hvis en jøde ville gøre sig forhåbninger om at få del i det fremtidige Davidsrige, var det nødvendigt, at han levede et retfærdigt liv i overensstemmelse med de sociale påbud i Loven.
I den nuværende tidsperiode, Menighedens tidsalder, gælder den Nye pagt. Her er Menigheden genstand for Guds udvælgelse. Det enkelte individ bliver en kristen og en del af Kristi legeme gennem den nye fødsel. Takket være Kristi endegyldige sonoffer for al synd har de hellige fået barnekår hos Faderen. Når en kristen får dårlig samvittighed på grund af en syndig handling, bekender han den pågældende overtrædelse, hvorved der opnås tilgivelse og renselse for synd, og vedkommende genvinder sin frimodighed. Jesus underviste sine disciple om, at en kristen må praktisere en retfærdighed, der er langt højere end den, som er foreskrevet i Loven, for at gøre sig fortjent til at få del i Himmeriget, hvilket er det samme som Tusindårsriget. Og en af de hemmeligheder vedrørende Guds frelsesplan, som Paulus gennem ekstraordinære åbenbaringer på en ganske særlig måde fik indsigt i, var, at under den Nye pagt har ”troen på Kristus” erstattet Loven som middel til at opnå denne retfærdighed.
Apostlen og hans modstandere blandt de jødekristne var ikke uenige om den kendsgerning, at ethvert menneske, jøde eller hedning, fik tilgivelse for sine synder på grundlag af Jesu fuldkomne sonoffer, og at ordningen med de ceremonielle ofringer i templet derfor var sat ud af kraft. Det var uden tvivl den mest grundlæggende sandhed i det evangelium, som de kristne i Jerusalem prædikede. Uoverensstemmelsen mellem Paulus og de ”falske brødre” (Gal 2:4) bestod heller ikke i, hvorvidt det var nødvendigt for et genfødt menneske at praktisere en retfærdig livsførelse for at få andel i Himmeriget eller ej. Den del af Guds frelsesplan havde været kendt gennem århundreder, og på det punkt er der ingen ændringer under den Nye pagt. Striden stod derimod om, hvordan en kristen skal opnå den påkrævede retfærdighed!
Mange jødekristne fastholdt, at en betingelse for, at de genfødte kunne arve Riget, var, at de besad den retfærdighed, som opnås gennem overholdelse af Lovens moralske bud og dens forskrifter vedrørende renhed. På trods af voldsom modstand arbejdede apostlen derimod kompromisløst og med stor udholdenhed for udbredelsen af det evangelium, som han havde modtaget gennem åbenbaringer af Herren selv, nemlig at den retfærdighed, der kræves af en kristen for at få del i Himmeriget, kun kan tilegnes ved ”tro på Kristus”.
Skabt i Kristus Jesus til gode gerninger
I Ef 2:8-10 skriver Paulus, ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. / Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. / For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.”
Det græske ord for frelse er ”sozo”, og det har følgende betydninger: At helbrede, at bevare, at frelse, at gøre godt og at gøre hel. I det Nye testamente bliver ordet således brugt i forbindelse med menneskets ånds frelse, nemlig den nye fødsel (Tit 3:4-5), sjælens frelse i forhold til den kommende tidsalder (Matt 16:25; 1 Pet 1:8-9), helbredelse af legemet (Ap G 4:9) og det at undgå fysisk død (Ap G 27:20).
Det er oplagt, at når apostlen i Ef 2:8-9 bruger ordet frelse, refererer han til den nye fødsel. Og i vers 10 fastslår han, at formålet med, at vi er blevet født på ny, er, at vi skal gøre ”gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.” Den nye fødsel skyldes altså udelukkende Guds nåde mod os. Men denne erfaring er ikke det endelige mål, det er kun et delmål, der har til hensigt at sætte os i stand til at udføre Guds vilje i kraft af det guddommelige liv, som har taget bolig i vor ånd.
Der står i Romerbrevet kapitel 5 vers 1-11, ”Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. / Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. / Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, / udholdenheden fasthed, og fastheden håb. / Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os. / For mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde. / Der er næppe nogen, som vil gå i døden for en retfærdig; måske vil man vove livet for en, som er god; / men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. / Så meget mere skal vi, der nu er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod, ved ham frelses fra vreden. / For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever. / Og ikke alene det, vi har også vores stolthed i Gud ved vor Herre Jesus Kristus; ved ham har vi nu fået forligelsen.” I den græske tekst står der ikke i vers 10, at vi skal ”frelses, ved at han lever”, nemlig Kristus, men derimod, at vi skal ”blive frelst ved hans liv.” Og den oversættelse finder vi også i den danske oversættelse af 1948 samt i de engelsksprogede bibeloversættelser King James og New International Version.
Det ovennævnte skriftafsnit omhandler, som det ofte er tilfældet, både fortiden, nutiden og fremtiden. Paulus taler således om fortiden, når han slår fast, at ”Kristus døde for os”, da vi var ”svage”, ”ugudelige”, ”syndere” og Guds ”fjender”, og at vi som et resultat heraf blev ”forligt med Gud”. Vedrørende nutiden gør apostlen først rede for, hvilke privilegier forligelsen har tilvejebragt for de troende, hvorefter han fokuserer på den proces, som er obligatorisk for enhver broder eller søster, der ønsker at opnå, hvad det kristne håb lover vedrørende fremtiden.
Hvilke privilegier er der tale om? Paulus skriver, at vi ”er blevet gjort retfærdige” ”i kraft af hans blod” ”af tro”. At vi derfor har ”fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.” At vi ved Ham i troen har ”fået adgang til den nåde, som vi står i.” Og at ”Helligånden” er blevet os givet. Hvad karakteriserer da processen? Ifølge apostlen består den i, at Gud tillader, at vi udsættes for ”trængsler”, hvilket har til formål at gøre ”udholdenhed” og ”fasthed” til en del af vor personlighed og livsførelse. Når det sker, styrker det vore chancer for at opnå det, som håbet er rettet imod. Og en væsentlig grund til, at vort håb ikke skal blive gjort til skamme, er den, at ”Helligånden” har taget bolig i vort indre menneske.
I vers 10 sammenfattes hele udredningen på følgende måde, ”For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, [blive frelst ved hans liv”]. Det er tydeligt, at forligelsen og frelsen er to forskellige fænomener. Forligelsen vedrører nemlig den nye fødsel og de efterfølgende barnekår hos Faderen, mens frelsen relaterer til den kommende tidsalder. Denne tolkning underbygges af den kendsgerning, at det græske ord for ”frelse” grammatisk står i fremtid. De mennesker, der tales om i dette vers, er født på ny, og de er allerede Guds børn. Pointen i Paulus ́ argumentation er, at de pågældende har mulighed for at blive frelst i kraft af det guddommelige liv, som har taget bolig i deres ånd.
Hvori består det kristne håb? Substansen af det kristne håb er at blive frelst fra ”vreden” (vers 9), hvilket er ensbetydende med at undgå at blive kastet i Gehenna. Og at få del i ”Guds herlighed” (vers 2) i form at Himmerigets velsignelser i den kommende tidsalder.
Nådens herredømme
I anden halvdel af kapitel 5 uddyber apostlen den redegørelse, som han fremlagde for sine læsere i den første halvdel. Han beskriver således menneskets grundlæggende problem og årsagen til dets opståen, samt Guds løsning. Og undervisningen i Rom 5:12-21 kan opsummeres på følgende måde.
Adam foretog en syndig handling, og derved kom synden – defineret som den forføriske magt, som får mennesker til at synde – ind i verden, og som et resultat heraf også døden. Efterfølgende har vi alle uden undtagelse begået syndige handlinger under indflydelse af synden, som har taget ophold i vore legemer. Og derfor er alle mennesker kommet under Guds dom, som består i, at vi er blevet underlagt døden. Det betyder imidlertid ikke kun, at mennesket skal dø fysisk, men også, at vi alle er magtesløse i forhold til at leve i overensstemmelse med Guds vilje. Døden har på denne måde hersket over hele menneskeheden lige siden Adams ulydighed.
Den netop beskrevne sammenhæng bliver benævnt som ”faldet”. Ordet fald betegner en bevægelse til et lavere liggende niveau. I Edens have havde Adam således uhindret fællesskab med Gud, og han levede i fuldstændig afhængighed af Ham. Men Adams synd resulterede i, at han, og resten af menneskeslægten, blev fremmedgjort og afmægtig i forhold til Gud.
Som modstykke til faldet taler Paulus om ”nådegaven”. Den består i, at Jesus Kristus var lydig mod Faderen og udførte en ”retfærdig gerning”, som er ”kommet de mange rigeligt til gode”. Hvordan? Det er ”blevet til retfærdighed” for alle mennesker. Det vil sige, at Kristus har retfærdiggjort det faldne menneske i forhold til Faderen.
Men det betyder også, at ”de der får retfærdighedens overvældende nåde og gave” skal ” få herredømme og liv” ved Jesus Kristus (vers 17). Ved den nye fødsel tager det guddommelige ”liv” bolig i et menneskes ånd. Og i kraft af det guddommelige liv får det pågældende menneske ”herredømme”, således at han eller hun er i stand til at praktisere en retfærdig livsførelse, som har Guds velbehag.
Hvorfor? ”For at nåden, ligesom synden har hersket i og med døden, skal herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre” (vers 21). Dødens regime er blevet afløst af nådens administration. Den ”retfærdighed”, ved hvilken nåden skal herske, er de retfærdige gerninger, som de hellige udfører. Disse foranstaltninger er samtidig iværksat for at virkeliggøre et af de primære formål med Guds frelsesplan, nemlig at kvalificere det enkelte Guds barn til at få ”evigt liv”. Udtrykket ”til evigt liv” indicerer således, at de kristne, som har levet et retfærdigt liv efter den Nye pagts standard, vil få løn i Tusindårsriget. At dette kun kan ske i afhængighed af Kristus, understreges af de afsluttende ord, ”ved Jesus Kristus, vor Herre.”
Lovgerninger eller tro på Kristus
Galaterbrevet er ét langt forsvar for det evangelium, som Paulus prædikede blandt hedningerne. Han indleder sit brev med at fastslå, at han er en apostel, og at han som sådan hverken repræsenterer mennesker eller er udsendt af noget menneske, men at han er udsendt af Jesus Kristus selv.
Derefter introducerer apostlen sine læsere for brevets tema. I kapitel 1 vers 6-9 står der, ”Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, / som slet ikke er et evangelium; der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium. / Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. / Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.”
Det er oplagt, at de ”nogle”, som havde skabt forvirring blandt de troende i Galatien ved at prædike et andet evangelium, der slet ikke var noget evangelium, er den samme type mennesker, som Paulus i Gal 2:4 betegner som ”indsnegne falske brødre”. Der er således tale om jødekristne. Og med baggrund i det netop omtalte afsnit kan vi konstatere, at den forvrængning af Kristi evangelium, som han refererer til, bestod i, at de pågældende forsøgte at overtale de hedningekristne til at lade sig omskære. Vi har tidligere nævnt det forhold, at de kristne i menigheden i Jerusalem stadig overholdt Lovens forskrifter (Ap G 21:20). Og disse prædikanter af jødisk herkomst forkyndte øjensynligt for galaterne, at de måtte overholde Lovens moralske bud og forskrifter vedrørende renhed for at blive frelst i forhold til Himmeriget. Men apostlen går så langt i sin fordømmelse af denne lære, at han indirekte udtaler en forbandelse over disse mennesker.
Paulus begrunder sin kompromisløse holdning over for sine modstandere med følgende udtalelse, ”For jeg gør jer bekendt med, brødre, at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, ikke er menneskeværk. / Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus” (Gal 1:11-12).
Hvad er da indholdet af ”Kristi evangelium”, som apostlen forkyndte for folkeslagene? Der står i Gal 2:14-21, ”Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder? / Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst. / Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt. / Men når vi, ved at søge at blive retfærdige i Kristus, selv er kommet til at stå som syndere, går Kristus så ikke syndens ærinde? Aldeles ikke! / For hvis jeg igen bygger det op, som jeg har brudt ned, så viser jeg mig som en overtræder. / For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. / Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. / Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte.”
Det fremgår af de tre vers, som går forud for det citerede afsnit, at stedet, hvor denne begivenhed fandt sted, er byen Antiokia, der ligger i det nuværende Tyrkiet nær grænsen til Syrien. De mennesker, som efter Paulus ́ opfattelse ”ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed” (vers 14), var ingen mindre end Jesu discipel Peter, nogle lokale jødekristne og apostlens egen samarbejdspartner Barnabas. Deres ”hykleri” (vers 13), som var foregået under pres fra nogle tilrejsende jødekristne fra Jerusalem, bestod i, at de afholdt sig fra at spise sammen med de hedningekristne, som ikke havde ladet sig omskære.
Det er vanskeligt at afgøre, hvor den direkte tale til Peter holder op, og den generelle undervisning adresseret til Galaterbrevets læsere begynder, men det er tydeligt, at hele dette skriftafsnit er henvendt til jødekristne. I vers 14 finder vi en ordret gengivelse af den irettesættelse, som apostlen gav Peter. Der står således, ”Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder? ”Ud fra konteksten kan vi slutte, at det at ”tvinge hedningerne til at leve som jøder”, var ensbetydende med at forsøge at overtale kristne af ikke-jødisk afstamning til at lade sig omskære samt at efterleve Lovens moralske bud og forskrifter vedrørende renhed. Peter deltog sandsynligvis ikke selv direkte i udbredelsen af denne lære og praksis, men Paulus bebrejder ham, at han åbenlyst tog parti for de jødekristne fra Jerusalem i denne principielle sag.
Men han siger samtidig, at Peter, der er jøde, ”lever som hedning og ikke som jøde.” Og der findes adskillige beretninger i Apostlenes Gerninger, som bekræfter, at det forholdt sig sådan. Det evangelium, Peter og de andre disciple prædikede, og den måde, de praktiserede deres gudsdyrkelse på, adskilte sig på mange afgørende punkter fra den lære, som farisæerne og de skriftkloge bekendte sig til. De førstnævnte vidnede for folket, at Jesus var Kristus. At Han var opstået fra de døde og ophøjet til himlen. På det grundlag forkyndte de omvendelse og dåb i Jesu Kristi navn til syndernes forladelse samt det dertil knyttede løfte om Helligånden (Ag G 2:32-36). Og dette budskab var en torn i øjet på ypperstepræsterne og de skriftkloge (Ap G 4:1-22).
De kristnes fællesskab var også i opposition til det fromhedsliv, som blev praktiseret blandt de lovtro jøder. Det var således almindeligt kendt blandt Jerusalems indbyggere, at de jøder, som var kommet til tro på Kristus, dagligt mødtes i hjemmene, hvor der var undervisning, brødsbrydelse, bøn og lovsang (Ap G 2:42- 47).
Over for Peter, Barnabas og de jødekristne i menigheden i Antiokia gør apostlen derefter rede for det centrale punkt i det evangelium, som han prædikede på grundlag af de åbenbaringer, han havde modtaget af Kristus selv. Han siger følgende i Gal 2:15-16, ”Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst. / Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vor lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt.”
Paulus taler til jøder, der er født på ny. Det er mennesker, der har været genstand for Guds udvælgelse i forhold til Menigheden. De har allerede omvendt sig og fået tilgivelse for deres synder, så de er altså blevet retfærdiggjort over for Faderen. Den retfærdighed, apostlen refererer til, når han taler om at ”gøres retfærdig af tro på Kristus”, kan derfor kun være den retfærdighed, som en kristen må praktisere for at få evigt liv. Paulus slår altså fast, at under den Nye pagt er ”lovgerninger”, det vil sige de gerninger, som Loven foreskriver, ikke længere Guds standard for retfærdig livsførelse, men det er derimod de gerninger, som udspringer af de helliges ”tro på Kristus”, i form af lydighed og afhængighed af Ham. Og det gælder for såvel jødekristne som hedningekristne.
I de efterfølgende vers kommenterer apostlen den indvending, som en jødekristen typisk ville fremføre imod det evangelium, han prædikede. Vi læser følgende, ”Men når vi, ved at søge at blive retfærdige i Kristus, selv er kommet til at stå som syndere, går Kristus så ikke syndens ærinde? Aldeles ikke! / For hvis jeg igen bygger det op, som jeg har brudt ned, så viser jeg mig som en overtræder. / For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud” (vers 17-19a). Indvendingen kan formuleres på denne måde: Hvis vi, der er født jøder, kun lever i lydighed mod Kristus og holder op med at overholde Loven, begår vi så ikke synd? Dertil svarer Paulus: Nej! Som genfødte mennesker er vi ikke længere forpligtet til at leve efter Lovens forskrifter, for under den Nye pagt er Loven sat ud af kraft, således at vi frit kan ”leve for Gud”.
Endelig aflægger apostlen sit eget vidnesbyrd, idet han skriver i vers 19b-21, ”Jeg er korsfæstet med Kristus. / Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. / Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte.” Ved hjælp af sit eget eksempel pointerer Paulus, at en kristen ikke bør leve af kødet, det vil sige det gamle menneskes naturlige ressourcer, men i kraft af det guddommelige liv. Hvorefter han tilføjer, at han ikke tilsidesætter Guds nåde mod Israel, da det er indlysende, at den retfærdighed, som opnås ved lovgerninger, er utilstrækkelig i forhold til Guds absolutte standard, for ellers var der jo ingen grund til, at Kristus skulle gå igennem en stedfortrædende død og opstandelse.
Den kendsgerning, at apostlen sammenligner lovgerninger med det at ”tro på Kristus”, og omvendt, indicerer, at den ”tro”, det drejer sig om, ikke består i at fastholde den rette trosbekendelse, men at der derimod er tale om tro omsat i livsførelse!
Apostelmødet i Jerusalem
Det sammenstød mellem Paulus og nogle jødekristne fra Jerusalem, som fandt sted i Antiokia, er også omtalt i Apostlenes Gerninger. I kapitel 15 vers 1-11 står der, ”Der kom nu nogle folk ned fra Judæa og ville belære brødrene: ”Hvis I ikke omskæres efter Moses ́ skik, kan I ikke blive frelst.” / Da det førte til strid og ikke så lidt diskussion mellem Paulus og Barnabas og disse folk, besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem for at tale om dette stridsspørgsmål. / De blev så udstyret til rejsen af menigheden og tog gennem Fønikien og Samaria; her fortalte de om hedningernes omvendelse og vakte stor glæde hos alle brødrene. / Da de kom til Jerusalem, blev de modtaget af menigheden og apostlene og de ældste og fortalte om alt, hvad Gud havde gjort mod dem. / Men nogle troende fra farisæernes parti rejste sig og sagde: ”Man bør omskære dem og pålægge dem at holde Moseloven.” / Apostlene og de ældste trådte sammen for at drøfte denne sag. / Efter megen diskussion rejste Peter sig og sagde: ”Brødre, I ved, at Gud for længe siden blandt jer udvalgte mig, for at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til tro. / Og Gud, som kender hjerterne, har bekræftet det ved at give dem Helligånden ligesom os. / Og han har ikke gjort forskel på os og dem, idet han har renset deres hjerter ved troen. / Hvorfor udæsker I da Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi har magtet at bære? / Men vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de.”
I vers 7 minder Peter sine tilhørere om de begivenheder, som fandt sted i forbindelse med, at han prædikede for hedningerne i Cornelius ́ hus (Ap G 10:1-48). Derefter peger han på den kendsgerning, at Gud selv vedkender sig de hedningekristne, da Han har ”renset deres hjerter ved troen” og givet dem Helligånden. Han drager den slutning, at det at lægge et ”åg” på deres nakke i form af Loven, derfor er ensbetydende med at modarbejde Gud. Og endelig slår han fast, at i Menighedens tidsalder gør Gud ikke forskel på jøder og hedninger, hvilket indebærer, at både de jødekristne og de hedningekristne bliver ”frelst ved Herren Jesu nåde”. Teksten omhandler mennesker, henholdsvis af jødisk og hedensk afstamning, som allerede er født på ny, så det er indlysende, at den frelse, der refereres til i vers 1 og vers 11, må vedrøre de pågældendes forhold til Himmeriget. Denne antagelse bekræftes af den omstændighed, at det græske ord for at ”blive frelst” står i fremtid i begge vers.
Vi læser videre i vers 12-21, ”Hele forsamlingen tav stille og lyttede, mens Barnabas og Paulus fortalte om alle de tegn og undere, som Gud havde gjort blandt hedningerne gennem dem. / Da de tav, tog Jakob ordet og sagde: ”Brødre, hør på mig! / Simeon har fortalt, hvordan Gud allerede har sørget for at skaffe sig et folk af hedninger for sit navn. / Og det stemmer overens med profeternes ord, sådan som der står skrevet: / ’Derefter vender jeg tilbage og genopbygger Davids faldne hytte; jeg genopbygger det, der er revet ned, og genrejser den, / så at de øvrige mennesker kan søge Herren, alle de folk, som mit navn er nævnt over, siger Herren, som har gjort dette / kendt fra evighed af.’ / Derfor mener jeg, at vi ikke skal skabe vanskeligheder for de hedninger, der vender om til Gud, / men skrive til dem, at de skal holde sig fra besmittelse med afguder og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod. / For Moses har fra gammel tid sine forkyndere i alle byer og læses op i synagogerne hver eneste sabbat.””
Jakob tilslutter sig Peters synspunkt vedrørende sagen, idet han gentager at ”Gud allerede har sørget for at skaffe sig et folk af hedninger for sit navn” (vers 14). Dernæst supplerer han med et ikke helt ordret citat fra Amos ́ Bog kapitel 9 vers 11-12, hvor Herren profeterer, at Han vil genopbygge Davids faldne hytte, ”så at de øvrige mennesker kan søge Herren.” Efter således at have underbygget Peters indlæg ved hjælp af Skriften, foreslår han, at de udfærdiger et brev til de hedningekristne, hvori de formaner dem til blot at holde sig fra utugt, samt at undlade at spise afgudsofferkød, kød af kvalte dyr og blod.
Beretningen i Apostlenes Gerninger kapitel 15 fortsætter således, ”Så besluttede apostlene og de ældste sammen med hele menigheden at udvælge nogle af dens mænd og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. Det blev Judas, der kaldtes Barsabbas, og Silas, som var ledende mænd blandt brødrene. / De fik denne skrivelse med: ”Apostlene og de ældste, jeres brødre, hilser vore brødre af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien. / Vi har hørt, at der er kommet nogle fra os, som har forvirret jer og foruroliget jer med deres ord; men vi har ikke givet dem noget påbud. / Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus. / Det er mænd, som har vovet deres liv for vor Herre Jesu Kristi navn. / Vi sender altså Judas og Silas, for at de mundtligt kan fortælle jer det samme. / For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, / at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!” / Så blev de sendt af sted, og de kom til Antiokia, hvor de samlede hele menigheden og overrakte brevet. / Da de havde læst det, blev der glæde over denne formaning” (vers 22-31).
Paulus formaner galaterne
Efter i Galaterbrevet kapitel 2 vers 14b-21 at have omtalt sin forkyndelse henvendt til de jødekristne taler apostlen igen direkte til de hedningekristne. Han skriver således, ”Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede. / Dette ene vil jeg have at vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro? / Er I så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed? / Er alt det sket med jer til ingen nytte – hvis det da virkelig var til ingen nytte? / Han, der giver jer Ånden og gør underværker iblandt jer – gør han det, fordi I gjorde lovgerninger, eller fordi I hørte i tro?” (Gal 3:1-5).
Paulus indleder med at minde om det centrale i evangeliet, nemlig Jesu Kristi stedfortrædende død og opstandelse. Og han bebrejder galaterne, at de tilsyneladende har glemt betydningen af denne sandhed og ladet sig overtale til at overholde nogle af Lovens forskrifter. Derefter sammenligner han på ny de to modsatrettede principper ”tro” og ”lovgerninger”. Først spørger han sine læsere, om de blev født på ny og fik ”Ånden” ved at gøre lovgerninger eller ved at tro det budskab, der blev forkyndt. Apostlen besvarer selv indirekte spørgsmålet, idet han siger, ”I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed?” Med denne udtalelse fokuserer han på de to forskellige kraftkilder, som er virksomme i forbindelse med henholdsvis tro og lovgerninger. Og ud fra vers 2-3 kan vi fastslå, at det at ”tro” er ensbetydende med at leve i kraft af Ånden, mens ”lovgerninger” udføres i kraft af kødet.
Der står videre i vers 6, ”Det er som med Abraham: ”Han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.” Dette udsagn vedrører ikke Abrahams udvælgelse. Gud åbenbarede sig ikke for patriarken, fordi han havde gjort sig fortjent til det, men Han handlede udelukkende på grundlag af sin egen viljes beslutning. Udvælgelsen var ikke betinget af tro fra Abrahams side. Hans tro opstod først efter, at Herren havde åbenbaret sig for ham. Så den ”retfærdighed”, som patriarken opnåede ved tro på Gud, må være identisk med Guds standard for et menneskes livsførelse. Denne antagelse bekræftes af 1 Mos 26:5, hvoraf det fremgår, at Gud lovede Abraham, at alle jordens folk skulle velsignes i hans afkom, fordi han adlød Ham og holdt hans bud, befalinger og love. Og den omstændighed, at Paulus sidestiller den retfærdighed, patriarken tilegnede sig ved tro, med den retfærdighed, som de troende under den Nye pagt forventes at besidde, godtgør, at der også i det sidstnævnte tilfælde er tale om retfærdig livsførelse.
”I dig skal alle folkeslagene velsignes”
I forlængelse af den ovennævnte formaning (Gal 3:1-5) begrunder apostlen sit eget teologiske standpunkt ud fra nogle udvalgte skriftsteder i det Gamle testamente. Paulus ́ undervisning i Gal 3:7-4:31 kan sammenfattes på den følgende måde.
Guds frelsesplan hviler på dette løfte til Abraham, ”I dig skal alle folkeslagene velsignes” (Gal 3:8). Løftet om velsignelse blev givet til Abraham ”og til hans afkom”, som er ”Kristus” (Gal 3:16). Og gennem Kristus er både jøder og hedninger omfattet af løftet (Gal 3:14). Velsignelsen består i de privilegier, som er indeholdt i den Nye pagt. Det vil primært sige barnekår hos Gud ved den nye fødsel. Apostlen skriver således til menigheden i Galatien, som bestod af både jødekristne og hedningekristne, ”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus” (Gal 3:26). Og han tilføjer i Gal 4:26, ”Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder.” De genfødte er med andre ord himlens børn.
Velsignelsen indebærer imidlertid også, at de hellige bliver kandidater til at arve sammen med Kristus. I Gal 3:27-29 står der, ”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. / Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, / og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.” Denne sandhed omtales også i Gal 4:7, hvor det hedder, ”Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.”
Der går således en direkte linje fra Abraham til Kristus. Firehundrede og tredive år efter at Abraham havde fået løftet og frem til Kristi komme, blev Israel ganske vist underlagt Moseloven, men kun som en midlertidig ordning. Formålet var at give Guds folk en rettesnor med hensyn til livsførelse. Paulus kalder Loven en ”opdrager” (Gal 3:24), og han forklarer, at den blev føjet til ”for overtrædelsernes skyld” (Gal 3:19). Men de gerninger, som Loven foreskrev, var ikke udtryk for Guds fuldkomne standard for retfærdighed. Og apostlen slår fast, at de lovtro jøder, der levede under den Gamle pagt, ikke skal få del i den samme arv, som de lydige genfødte, der har levet under den Nye pagt (Gal 4:30).
De mennesker, både jøder og hedninger, som levede under den Gamle pagt, er ifølge løftet til Abraham bestemt til at få del i den Nye pagts velsignelser. Men de pågældende var alligevel ”umyndige” og trælle ”af verdens magter” (Gal 4:3), altså magtesløse i forhold til at leve op til Guds standard for livsførelse, fordi løftet endnu ikke var indfriet.
Det evangelium, Paulus forkyndte, lyder således: ”Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: ”Forbandet er enhver, der hænger på et træ” – / for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os” (Gal 3:13-14). Med disse vers henviser apostlen til den nye fødsel og de efterfølgende barnekår. Og i Gal 4:4-7 tilføjer han, ”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, / for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. / Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! / Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.” Her påpeger Paulus, at som Guds børn har vi også fået mulighed for at få del i den arv, som er knyttet til den Nye pagt.
Hvori består arven? I Gal 5:13 bruger apostlen udtrykket at ”arve Guds rige”. Vi kan derfor fastslå, at det at arve er ensbetydende med at få del Riget. Nærmere betegnet at regere med Kristus i Tusindårsriget. Denne forståelse vedrørende arven bekræftes i Gal 6:7-8, hvor der står, ”Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste: / Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden.” Det er således tidligere, i afsnittet om Kristi domstol, blevet godtgjort, at udtrykket ”evigt liv” er synonymt med det privilegium at få del i Himmeriget.
Princippet for kristen livsførelse
Med udgangspunkt i den undervisning, som er refereret i det ovenstående, fortsætter Paulus med at formane sine hedningekristne læsere. Han skriver følgende i Gal 5:1-6, ”Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg! / Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer. / Jeg vidner igen, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven. / I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden. / For af tro forventer vi ved Ånden det håb, som retfærdigheden giver. / For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed.”
Apostlen indleder med at konkludere, at Kristus har løskøbt de hellige, så de frit kan tjene Gud! Og han advarer hedningerne mod at lade sig tvinge til at trælle under Loven. Det fremgår af de efterfølgende vers, at det afgørende er, hvorvidt de genfødte er ”i Kristus” erfaringsmæssigt eller ej. At være ”i Kristus” erfaringsmæssigt er ensbetydende med at have samme liv og samme vilje som Kristus. Det vil med andre ord sige at leve i kraft af det guddommelige liv og praktisere en retfærdig livsførelse i overensstemmelse med Guds vilje.
Galaterbrevets forfatter slår således fast, at hvis de hedningekristne lader sig omskære, ”vil Kristus intet gavne” dem. For ”enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven.” Og de, der ”søger at blive retfærdige ved loven”, er ”afskåret fra Kristus”. De er ”faldet ud af nåden”. Det betyder naturligvis ikke, at de pågældende ikke længere er Guds børn. Den omstændighed, at en hedningekristen lader sig omskære, resulterer ikke i, at vedkommendes genfødsel bliver annulleret. Det betyder derimod, at den troende ikke længere er ”i Kristus” erfaringsmæssigt. Og derfor har han eller hun ikke mulighed for at praktisere en livsførelse, der lever op til den standard for retfærdighed, som er gældende under den Nye pagt. For de genfødte, jøder såvel som hedninger, der er ”i Kristus” erfaringsmæssigt, har det imidlertid ingen betydning, om de før deres omvendelse blev omskåret eller ej.
Endelig formulerer Paulus i én sætning princippet for kristen livsførelse, idet han siger, ”For af tro forventer vi ved Ånden det håb, som retfærdigheden giver” (vers 5). Ved tro på Kristus og i kraft af Ånden, det vil sige det guddommelige liv, har vi mulighed for at opnå en retfærdighed, i form af livsførelse, der lever op til Guds standard. Og i den grad det sker, har vi også lov til at forvente, at vort håb om at få del i arven vil gå i opfyldelse. Den tro, der her tales om, er altså ikke en indre overbevisning om åndelige sandheder, men derimod ”tro, virksom i kærlighed.” Det er således tro omsat i handling.
Om tro og gerninger
Jakob, Herrens bror, skriver i sit brev til de jødekristne, som boede udenfor Israels grænser, disse formanende ord, ”Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle. / Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. / Den, der er ordets hører, men ikke dets gører, ligner en, som betragter sit eget ansigt i et spejl: / Han betragter nok sig selv, men går bort og har straks glemt, hvordan han så ud. / Men den, der fordyber sig i frihedens fuldkomne lov og bliver ved den og ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør” (Jak 1:21-25).
Ordet ”frelse” i vers 21 refererer ikke til menneskets ånds frelse, det vil sige den nye fødsel. Der er derimod tale om sjælens frelse. Det ”ord”, der er indplantet i de hellige, og som de må tage imod for at opnå deres sjæles frelse, er Skriftens formaninger vedrørende discipelskab. Og at tage imod ordet med sagtmodighed er ensbetydende med at adlyde ordet. Opfordringen til at være ”ordets gørere, ikke blot dets hørere” viser da også med al ønskelig tydelighed, at afsnittet handler om kristen livsførelse.
I vers 25 henviser Jakob til den lov, som gælder under den Nye pagt, nemlig ”frihedens fuldkomne lov”. At være underlagt denne lov er et stort privilegium, men det indebærer samtidig en betydelig forpligtelse for de troende. Det er således op til det enkelte menneske, på grundlag af Skriften og under Helligåndens vejledning, selv at afgøre, hvad der er rigtigt at gøre i enhver given situation. Vel vidende at vi alle engang vil blive stillet til regnskab for vore gerninger, eller eventuelt mangel på samme.
Vi læser videre i Jakobs Brev kapitel 2 vers 14-26, ”Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham? / Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, / og en af jer så siger til dem: ”Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt,” men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? / Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død. / Nogen vil indvende: ”Én har tro, en anden har gerninger.” Vis mig da din tro uden gerninger, så skal jeg med mine gerninger vise dig min tro. / Du tror, at Gud er én; det gør du ret i. Det tror de onde ånder også – og skælver. /
Tåbelige menneske, ønsker du bevis på, at tro uden gerninger er ufrugtbar? / Blev vor fader Abraham ikke gjort retfærdig af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret? / Som du ser, virkede troen sammen med hans gerninger, og det var af gerningerne, hans tro blev fuldkommen. / Dermed gik det skriftord i opfyldelse, som lyder: ”Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed,” og han blev kaldt Guds ven. / I ser altså, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro alene. / Blev skøgen Rahab ikke ligeledes gjort retfærdig af gerninger, da hun modtog sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden vej? / For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt.”
Begrebet tro omfatter flere forskellige aspekter af kristenlivet. Tro er først og fremmest betegnelsen for den erkendelse, der opstår hos et menneske, når vedkommende får en åbenbaring af en åndelig sandhed. Den slags tro er virksom i forbindelse med menneskers omvendelse og genfødsel. Men i andre sammenhænge er tro på Gud synonymt med lydighed imod Ham. Da er der tale om, at de helliges tro kommer til udtryk i form af retfærdig livsførelse i overensstemmelse med Guds standard. Det er tydeligt, at det er det sidstnævnte aspekt af troen, som Jakob har i tankerne i det ovenstående citat.
Der er ifølge det Nye testamente ikke noget modsætningsforhold mellem tro og gerninger. Tværtimod, tro og livsførelse hører uløseligt sammen. Den tro, der frelser en kristens sjæl fra vreden og giver adgang til Himmeriget er ikke en passiv tro. Det er derimod tro omsat i handling. Det er netop, hvad Jakob giver udtryk for gennem de følgende spørgsmål, ”Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham?” (vers 14). At tro på Guds eksistens og hans suverænitet er ikke tilstrækkeligt. Det er den klare holdning bag udtalelsen i vers 19, hvor der står, ”Du tror, at Gud er én; det gør du ret i. Det gør de onde ånder også – og skælver.”
Jakobs tilkendegivelser er ikke til at tage fejl af. I vers 17 skriver han, ”Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død.” Og han tilføjer senere, ”Tåbelige menneske, ønsker du bevis på at tro uden gerninger er ufrugtbar?” (vers 20). Der bliver altså slået fast, at tro uden gerninger er død og ufrugtbar! Derefter minder Jakob sine læsere om Abraham, idet han fremhæver, at for patriarkens vedkommende ”virkede troen sammen med hans gerninger, og det var af gerningerne, hans tro blev fuldkommen” (vers 22). Pointen er den, at en kristens tro først bliver fuldkommen, når den omsættes i handling.
Konklusionen på Jakobs undervisning finder vi i vers 24, og den lyder således, ”I ser altså, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro alene.”
Den opmærksomme læser vil have lagt mærke til, at Jakob og Paulus i henholdsvis Jak 2:23 og Gal 3:6 bruger det samme skriftsted om Abraham i deres argumentation. Det drejer sig om 1 Mos 15:6, hvor der står, ”Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.” En hurtig gennemlæsning af de pågældende afsnit kan give det indtryk, at de to brevskrivere tolker dette citat vidt forskelligt, idet Jakob skriver, at et menneske bliver gjort retfærdigt af gerninger, mens Paulus siger, at et menneske bliver retfærdiggjort af tro.
Der er imidlertid ikke tale om en selvmodsigelse i Skriften. Det er vigtigt at gøre sig klart, at temaet i Galaterbrevet er troens frie gerninger kontra lovgerninger, mens temaet i Jakobs Brev er passiv tro kontra tro omsat i gerninger. Paulus bruger citatet som argument for, at det er gerninger udført ifølge frihedens fuldkomne lov (Gal 5:1), og ikke lovgerninger, der har Guds velbehag. Jakob fremhæver også frihedens fuldkomne lov, og under henvisning til citatet påpeger han, at tro uden gerninger er død og ufrugtbar.
Paulus og Jakob er således enige om, at det er frihedens fuldkomne lov, som gælder under den Nye pagt. Paulus ́ ærinde er at forklare de hedningekristne, at de ikke behøver at lade sig omskære og gøre lovgerninger for at blive frelst. Mens Jakobs ærinde er at minde de jødekristne om, at tro uden gerninger er ufrugtbar, og derfor ikke i stand til at frelse en kristens sjæl i forhold til Himmeriget. Det er derfor en misforståelse at tro, at Paulus plæderer for tro uden gerninger. Det gør han på ingen måde, tværtimod!
Det Nye testamente fordømmer altså både ”lovgerninger” og ”tro uden gerninger”. Og det samstemmende vidnesbyrd fra alle forfatterne til de forskellige breve er, at en retfærdig livsførelse ved tro på Jesus Kristus er en forudsætning for, at en kristen kan få del i det evige liv i den kommende tidsalder.
I dag er der vel stort set ingen kristne, der ønsker at praktisere ”lovgerninger” i bogstavelig forstand, hvorimod ”tro uden gerninger” er et udbredt problem, især blandt protestantiske kristne. Der er således ingen tvivl om, at Jakobs budskab til de hellige uden sammenligning er det mest relevante for kristenheden i vor samtid.
”Livets ord”
Hovedtemaet i Johannes ́ Første Brev er kristen livsførelse. Apostlen indleder sine formaninger på denne måde, ”Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord / – og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os – / det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. / Dette skriver vi, for at vor glæde kan være fuldkommen” (1 Joh 1:1-4).
Det er Johannes ́ vidnesbyrd, at Kristus er ”livet” og ”det evige liv”. Han er det guddommelige liv, som tager bolig i et menneske i forbindelse med den nye fødsel. Og de mennesker, der lever i kraft af Kristi opstandelsesliv, skal gå ind til livet i den kommende tidsalder. Apostlen forkynder dette budskab, for at de hellige må bevare fællesskabet med Faderen og Jesus Kristus.
Fællesskabet med Faderen og fællesskabet med Kristus er to sider af samme sag, og gennem brevet omtaler Johannes skiftevis de to aspekter af vort gudsforhold. Men med henblik på at fremme forståelsen af apostlens undervisning, vil de passager, der omhandler forholdet til henholdsvis Faderen og Kristus, i det følgende blive gennemgået adskilt.
Fællesskabet med Faderen
I 1 Joh 4:9-10 gør apostlen rede for, hvad der er grundlaget for vort fællesskab med Faderen. Der står, ”Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. / Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.” Vort forhold til Faderen bygger således på Kristi sonoffer for vore synder. Og det er Guds vilje, at de troende, efter at have modtaget syndernes forladelse, skal leve et nyt liv ved Ham. Det sidstnævnte er muligt takket være den nye fødsel. Johannes refererer netop til genfødslen, når han i kapitel 5 vers 1a skriver, ”Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud.”
Apostlen afslutter brevet med at minde sine læsere om de privilegier, som er blevet de hellige til del i Kristus. Vi læser følgende, ”Men vi ved, at Guds søn er kommet, og at han har givet os forstand, så vi kan kende ham, som er den Sande; og vi er i den Sande, i hans søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv” (1 Joh 5:20). Udtrykket ”den Sande” refererer til Faderen. Den sidste sætning, ”Han er den sande Gud og det evige liv”, viser derimod tilbage til ”Jesus Kristus”. Vi har altså fået åbenbaring om Faderen, og vi er i Ham, begge dele gennem hans søn Jesus Kristus, som selv er en del af Treenigheden.
Hvad fordrer Faderen da af sine børn under den Nye pagt? Svaret findes i 1 Joh 3:23-24a, og det lyder således, ”Og dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, som han har påbudt os. / Den, der holder hans bud, bliver i Gud og Gud i ham.” Guds befaling til os er altså, at vi skal leve i troen på Kristus og elske hinanden. For erfaringsmæssigt at blive ”i Gud”, og Gud ”i ham”, må et genfødt menneske desuden praktisere generel lydighed mod Gud. Dette forhold bekræftes af følgende udsagn, ”For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge” (1 Joh 5:3).
I sit brev omtaler Johannes imidlertid nogle specifikke områder, hvor vor livsførelse må være i overensstemmelse med Guds vilje, hvis vi som kristne ønsker at bevare vort fællesskab med Faderen intakt. Det første, han nævner, er vort forhold til syndige handlinger. Der står i 1 Joh 1:5-10, ”Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham og bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. / Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. / Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. / Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. / Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. / Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os.”
Et menneske, der er født på ny, vil fortsat falde i synd. Kristus har sonet al synd i hele verden én gang for alle, og ved hans blod er vi til stadighed rene over for vor himmelske Fader. Men når Helligånden gør os opmærksom på, at vi har begået en syndig handling, vil bevidstheden om denne synd udgøre en blokering i vort forhold til Faderen. Dette kommer til udtryk ved, at vi mister frimodigheden i vort åndelige liv. For at bevare fællesskabet med Faderen må vi derfor bekende vor synd. Det at ”vandre i lyset” er ensbetydende med, at ”vi bekender vore synder”, hver gang vi bliver bevidst om synd i vore liv. Og når ”vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (vers 9). Den, der bekender sin synd, vil erfare, at hans besmittede samvittighed bliver renset, og at han genvinder frimodigheden i sit gudsforhold.
I kapitel 2 vers 1-2 tilføjer apostlen, ”Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; / han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder.” Kristus er altså ikke alene død og opstanden for vor skyld, men Han gør også tjeneste som vor mellemmand over for Faderen i Himlen!
Ifølge Johannes er der et andet aspekt vedrørende vor livsførelse, som kan hindre vort fællesskab med Faderen, nemlig vort forhold til verden. Han formaner de hellige på følgende måde, ”Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; / for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. / Og verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid” (1 Joh 2:15-17).
Det nytestamentlige begreb ”verden” er en betegnelse for den åndelige magtstruktur og det værdisystem, der gennemsyrer hele samfundet, og som er underlagt Djævelens herredømme (1 Joh 5:19). Denne åndelige magtstruktur og dette værdisystem, som opretholdes gennem dæmoners aktivitet på jorden, er kendetegnet ved på alle måder at være i opposition til Faderen. Verden og Faderen er i et direkte modsætningsforhold. Så en kristen, der elsker ”det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods” har ingen frimodighed over for Faderen. Det er derfor vigtigt, at vi handler ud fra rene motiver, når vi færdes i verden i forbindelse med de gøremål, som er en naturlig del af menneskelivet. Og vi bør tage os i agt, således at vi ikke går på kompromis med Guds riges værdier i vor omgang med ikkekristne mennesker. Apostlen skriver imidlertid disse opmuntrende ord til de hellige, i kapitel 5 vers 4-5, ”For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro. / Og hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn?”
Johannes peger på et tredje punkt angående en kristens livsførelse, som også må være i overensstemmelse med Guds vilje, hvis han eller hun vil bevare fællesskabet med Faderen. Det drejer sig om vort forhold til ”brødrene”, det vil sige den lokale menighed. Vi finder et længere afsnit om dette emne i apostlens første brev kapitel 3. Her indleder han sin undervisning på følgende måde, ”For dette er det budskab, I har hørt fra begyndelsen: Vi skal elske hinanden / og ikke være som Kain, der var af den Onde og slog sin bror ihjel. Og hvorfor slog han ham ihjel? Fordi hans gerninger var onde, men hans brors retfærdige. / I må ikke undre jer, brødre, hvis verden hader jer. / Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene. Den, der ikke elsker, bliver i døden. / Enhver, som hader sin broder, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig” (vers 11-15).
Udtrykket at gå ”over fra døden til livet” i vers 14 refererer til den nye fødsel. Johannes slår således fast, at vor kærlighed til brødrene er et bevis på, at vi er født på ny. Dette er tilfældet, fordi kærligheden til brødrene er af guddommelig oprindelse. Det fremhæves også i 1 Joh 4:7, hvor der står, ”Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud.” Senere i kapitel 4 gør apostlen opmærksom på, at kærlighed til Gud og kærlighed til brødrene er to uadskillelige størrelser, idet han skriver, ”Hvis nogen siger: ”Jeg elsker Gud,” men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. / Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder” (vers 20-21).
Der er altså en stående befaling til de kristne om at elske hinanden. Og i det førnævnte afsnit bliver vi som læsere advaret mod at være som Kain, der hadede sin broder for hans retfærdige livsførelse, fordi hans egne gerninger var onde. En kristen, hvis livsførelse ikke er i overensstemmelse med Guds vilje, vil uvilkårligt forsøge at undgå de helliges fællesskab, fordi han her vil føle sig afsløret. Men den, som praktiserer en livsførelse, der har Guds velbehag, vil naturligt føle sig hjemme blandt brødrene, og derfor vil han opsøge fællesskabet.
Johannes fortsætter sin undervisning i kapitel 3 på følgende måde, ”Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. / Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? / Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed. / Deraf kan vi vide, at vi er af sandheden, og over for ham kan vi bringe vort hjerte til ro, / hvad end vort hjerte fordømmer os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt. / Mine kære, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed over for Gud, / og hvad vi end beder om, får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, som behager ham” (vers 16-22).
Det er tydeligt, at der ikke er tale om følelser, men om kærlighed, som kommer til udtryk i form af fysisk og materiel omsorg. Apostlen opfordrer således de troende til at elske ”i gerning og sandhed”. Og når vi praktiserer den slags kærlighed, da vil vort hjerte ikke fordømme os, og derfor vil vi have ”frimodighed over for Gud”.
Der står desuden i 1 Joh 4:11-12 om de kristnes indbyrdes kærlighed, ”Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. / Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.” Det fremgår af dette udsagn, at Guds kærlighed, som Han har vist os gennem sin søn, først er blevet gjort fuldkommen i os, når vi elsker hinanden.
Vi må konkludere, at den enkelte genfødtes livsførelse får konsekvenser for hans eller hendes forhold til Faderen. Det fjerde og sidste punkt, som Johannes fokuserer på i den forbindelse sammenfatter de tre forudgående punkter. Det allervigtigste for, at vi som Guds børn kan have frimodighed over for Faderen, er således at være ”i Kristus” erfaringsmæssigt. Hvilket indebærer, at vi lever i kraft af det guddommelige liv i lydighed mod Kristus.
Apostlen advarer derfor sine læsere mod tilstedeværelsen af såkaldte ”antikrister” i de lokale menigheder, det vil sige mennesker, som netop var kendetegnet ved, at de ikke forkyndte evangeliet om Kristus. Vi læser disse ord i 1 Joh 2:20-24, ”Men I er blevet salvet af den Hellige og har alle kundskab. / Jeg skriver ikke til jer, at I ikke kender sandheden, men at I kender den og ved, at ingen løgn kommer af sandheden. / Hvem er en løgner, om ikke den, der benægter, at Jesus er Kristus? Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen. / Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen. Den, der bekender Sønnen, har også Faderen. / I skal lade det, I har hørt fra begyndelsen, blive i jer. Hvis det, I har hørt fra begyndelsen, bliver i jer, vil også I blive i Sønnen og i Faderen.”
Denne formaning er adresseret til mennesker, som er ”blevet salvet af den Hellige” og har fået ”kundskab” om sandheden, nemlig budskabet om at Jesus er Kristus! Men for at de pågældende kunne opretholde fællesskabet med Sønnen og dermed også med Faderen, tilskynder Johannes dem indtrængende til at lade alt det, de havde hørt fra begyndelsen, ”blive” i sig. Det er således en opfordring, der er aktuel for enhver kristen.
Fællesskabet med Kristus
Vi har barnekår hos Faderen alene på grundlag af Kristi stedfortrædende død og opstandelse. Der er intet, vi kan gøre yderligere for at forbedre vores stilling over for vor himmelske Fader. Det er fuldbragt! Det afgørende i vort forhold til Faderen er, at vi lever på en sådan måde, at vi kan bevare vor frimodighed over for Ham.
Det forholder sig imidlertid anderledes med vort forhold til Kristus. Han er Herre, og vi er hans disciple. Vor tro på Kristus bør komme til udtryk ved, at vi gennem vor livsførelse opbygger en retfærdighed efter den Nye pagts standard. Det er kun muligt, når vi lever i kraft af Kristi opstandelsesliv, som har taget bolig i vor ånd ved den nye fødsel. På dommens dag skal vi alle over for Ham stå til regnskab for vore gerninger. Og da vil det blive afgjort, hvem der er værdige, og hvem der ikke er værdige, til at få del i det evige liv, det vil sige Tusindårsriget.
Det er Kristus, som apostlen taler om, når han i 1 Joh 2:28- 29 skriver, ”Og nu, kære børn, bliv i ham, for at vi kan have frimodighed, når han åbenbares, og ikke skal stå med skam over for ham ved hans genkomst. / Når I ved, at han er retfærdig, forstår I, at enhver, som gør retfærdigheden, er født af ham.” Der er i særdeleshed to betydningsbærende udtryk i disse vers, nemlig at ”blive i ham” og at ”gøre retfærdigheden”. Som hyrde for Guds hjord er Johannes bevidst om, at han er medansvarlig for de helliges åndelige tilstand, og derfor formaner han dem til at blive i Kristus. Og derefter belærer han dem om, at det at blive i Kristus erfaringsmæssigt er ensbetydende med at gøre retfærdigheden.
Der står videre i 1 Joh 3:1-3, ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham. / Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. / Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.” Johannes fastslår, at vi allerede er Guds børn takket være den kærlighed, som Faderen har vist os i Kristus. Derefter pointerer han, at det endnu ikke er blevet åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Det er en kendt sag, at vi alle vil blive iklædt et opstandelseslegeme, så det, som ifølge apostlen endnu ikke er åbenbaret, må være den enkelte kristnes position i den kommende tidsalder. Nærmere betegnet om vi vil få del i Himmeriget, eller om vi vil blive kastet i Gehenna. Det kristne ”håb” består i ved opstandelsen at ”blive ligesom ham”, nemlig Kristus. Og enhver, der nærer dette håb, må stræbe efter at gøre fremgang med hensyn til renfærdig livsførelse.
Johannes fortsætter sin formaning med disse ord, ”Enhver, som gør synden, begår også lovbrud, for synd er lovbrud. / I ved, at han blev åbenbaret for at bære vore synder, og der er ikke synd i ham. / Enhver, som bliver i ham, synder ikke; enhver, som synder, har ikke set ham og kender ham ikke. / Kære børn, lad ingen føre jer vild. Den, der gør retfærdigheden, er retfærdig, ligesom han er retfærdig. / Den, der gør synden, er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen. Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger. / Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. / Derved bliver det åbenbart, hvem der er Guds børn, og hvem der er Djævelens børn: enhver, som ikke gør retfærdighed, er ikke af Gud, lige så lidt som den, der ikke elsker sin broder” (1 Joh 3:4-10).
Temaet i dette skriftafsnit er ”at gøre synd” versus ”at gøre retfærdigheden”. Apostlen minder sine læsere om, at ”Djævelen har syndet fra begyndelsen” (vers 8), samt at Guds søn blev åbenbaret ”for at bære vore synder” (vers 5) og ”for at tilintetgøre Djævelens gerninger” (vers 8). Hvorefter han erklærer, at enhver, som er ”født af Gud” (vers 9) og ”bliver i ham” (vers 6) ikke gør synd, fordi Guds sæd, det vil sige det guddommelige liv, bliver i ham. En kristen kan altså ikke være ”i Kristus” erfaringsmæssigt og samtidig gøre synd. Johannes gør desuden gældende, at ”de, der gør synden”, ikke har set Kristus og ikke kender Ham (vers 6). De har med andre ord endnu ikke fået en fuld åbenbaring af Kristus. De pågældende er ”af Djævelen” (vers 8) i den forstand, at de stadig lever i kraft af den gamle Adam, som allierede sig med Djævelen i forbindelse med syndefaldet. Og gennem deres livsførelse følger de stadig Djævelens eksempel.
Hovedbudskabet i apostlens redegørelse er dette: ”Kære børn, lad ingen føre jer vild. Den, der gør retfærdigheden, er retfærdig, ligesom han er retfærdig” (vers 7). Et retfærdigt menneske er altså kendetegnet ved, at han gør retfærdige gerninger. Det kan umiddelbart forekomme overraskende, at Johannes betegner en kristen, der ikke ”gør retfærdighed” og ikke ”elsker sin broder”, som et Djævelens barn (vers 10), men det er ikke desto mindre tilfældet. Formuleringen ”den, der ikke elsker sin broder” forudsætter nemlig, at den person, som forsømmer at elske, selv er et Guds barn. I modsat fald ville den anden jo ikke være hans broder. På grundlag af vers 10 kan vi således udlede, at det ydre kendetegn på, at et menneske er et Guds barn, er, at vedkommende gør retfærdighed og elsker brødrene.