At fuldføre løbet
Herunder kan du læse bogen online. Du kan klikke dig igennem kapitlerne i indholdsfortegnelsen
Apostlen Paulus
Det Nye testamente indeholder en del oplysninger om Paulus ́ baggrund. Han var jøde, født i Tarsus i det nuværende Tyrkiet, men voksede op i Jerusalem, hvor han blev uddannet i Loven hos en kendt lærer, der hed Gamaliel (Ap G 22:3). Han havde romersk statsborgerskab fra fødslen (Ap G 22:27-28), hvilket betyder, at hans familie må have haft en forholdsvis høj social status i samfundet. Som ung var han en lovtro farisæer, og han var kendt for at være meget radikal i sin måde at praktisere jødedommen på (Ap G 26:4-5).
Derfor blev han også en indædt modstander af de kristne, og han nøjedes ikke med at bekæmpe dem med ord. I sin forsvarstale over for kong Agrippa, i Ap G 26:9-11, siger Paulus, ”Vel har jeg selv været af den mening, at man burde gøre meget for at bekæmpe Jesu, nazaræerens, navn, / og det gjorde jeg i Jerusalem. Jeg fik fuldmagt fra ypperstepræsterne og lod mange af de hellige sætte i fængsel, og når de skulle henrettes, stemte jeg for det. / I alle synagoger har jeg ofte med straf forsøgt at tvinge dem til bespottelse. Så voldsomt rasede jeg imod dem, at jeg forfulgte dem helt til byer i udlandet.”
Der indtraf imidlertid en skelsættende begivenhed i Paulus ́ liv, som bogstavelig talt kom til at vende op og ned på hele hans tilværelse. Lukas skriver i Ap G 9:1-3, ”Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten / og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem.” I ovennævnte forsvarstale beretter apostlen selv om, hvad der derefter skete. Der står således i Ap G 26:13-18, ”Undervejs, konge, så jeg midt om dagen et lys fra himlen stråle om mig og mine ledsagere, et lys med stærkere glans end solens. / Vi faldt alle til jorden, og jeg hørte en røst tale til mig på hebraisk: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden. / Jeg spurgte: Hvem er du, Herre? Og Herren svarede: Jeg er Jesus, som du forfølger. / Men rejs dig nu op på dine ben! For jeg har vist mig for dig netop for at udvælge dig til tjener og til vidne både om det, du har set, og om det, jeg vil lade dig se, / når jeg redder dig fra folket og fra hedningerne. Dem sender jeg dig til / for at åbne deres øjne, så de vender om fra mørke til lys og fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndsforladelse og få samme lod som alle de andre, der er helliget ved troen på mig.”
Det, der sker her, er noget ganske enestående. Den opstandne Kristus åbenbarer sig, efter sin himmelfart, for den mand i Israel, som var allermest fjendtligt indstillet over for de kristne, og udvælger ham suverænt til at være sin tjener. Paulus var overbevist om, at Jesus havde været en gudsbespotter, og derfor forsøgte han med alle midler at udrydde enhver, der bekendte hans navn. Men i det øjeblik han så lyset og hørte Jesu stemme, blev han slået til jorden. Han var overhovedet ikke i tvivl om, at han stod over for en autoritet, som han måtte adlyde, og spørger derfor, ”Hvem er du, Herre?” Hvortil Herren svarer, ”Jeg er Jesus, som du forfølger.”
Umiddelbart efter at have oplevet historiens vel nok mest pludselige og dramatiske omvendelse, blev Paulus gjort bekendt med, at han var forudbestemt til at være Kristi tjener, og at han i den egenskab skulle udføre en helt speciel opgave. Jesus proklamerer nemlig, ”For jeg har vist mig for dig netop for at udvælge dig til tjener og til vidne både om det, du har set, og om det, jeg vil lade dig se, / når jeg redder dig fra folket og fra hedningerne. Dem sender jeg dig til / for at åbne deres øjne, så de vender om fra mørke til lys og fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndsforladelse og få samme lod som alle de andre, der er helliget ved troen på mig.”
Paulus bliver altså kaldet til at vidne om to ting. Han skal, for det første, bevidne det, han lige ”har set”, nemlig at Kristus er opstået fra de døde. For det andet skal han aflægge vidnesbyrd om det, Jesus senere ”vil lade” ham ”se”. Det, der gør apostlens tjeneste speciel, er, at målgruppen for hans forkyndervirksomhed er hedningerne. Og det må have været en stor udfordring for Paulus at acceptere Herrens ord om, at de hedninger, der ved hans vidnesbyrd skulle blive ført til omvendelse og tro på Kristus, ville få samme lod som ”alle andre”, det vil sige som de kristne af jødisk herkomst.
I sin beretning i Apostlenes Gerninger kapitel 9, fortæller Lukas, at Paulus var blind efter sit møde med den opstandne Kristus, og at hans ledsagere derfor måtte hjælpe ham ind i Damaskus. Her tilbragte han de næste tre dage i bøn og faste. Da sagde Herren i et syn til en discipel ved navn Ananias, at han skulle opsøge Paulus og bede for ham, så han kunne få sit syn igen og blive fyldt med Helligånden. Ananias adlød Herren, og i den forbindelse udtalte han følgende profeti over Paulus, ”Vore fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans vilje og se den Retfærdige og høre ham tale med egen mund. / For du skal over for alle mennesker være hans vidne om det, du har set og hørt” (Ap G 22:14-15).
Hvad apostlen foretog sig herefter, læser vi om i Ap G 9:19b- 20, hvor der står, ”Han blev nogle dage hos disciplene i Damaskus, / og han prædikede straks i synagogerne, at Jesus er Guds søn.” Det vakte naturligvis stor forbavselse blandt indbyggerne i Damaskus, da de blev vidne til, at den farisæer, der var kommet til byen for at tage dem, der påkaldte Jesu navn, til fange og føre dem til retsforfølgelse i Jerusalem, nu selv forkyndte, at Jesus var Kristus.
I Galaterbrevet gør Paulus i korte træk rede for, hvordan de første år af hans tjeneste som hedningeapostel kom til at forløbe. Han skriver således i Gal 1:15-17, ”Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede / at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod, og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.”
Apostlen siger, at han ikke rådførte sig med nogen af kød og blod, så vi må formode, at han har tilbragt en periode i ensomhed. Hvad lavede Paulus alene i Arabien umiddelbart efter sin omvendelse? Svaret finder vi utvivlsomt i 2 Korintherbrev kapitel 12, i en sammenhæng, hvor forfatteren er i færd med at fremføre et forsvar for sin aposteltjeneste. Der står i vers 1-5, ”Stolt vil jeg være, selv om det ikke nytter, og nu kommer jeg til syner og åbenbaringer fra Herren. / Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel. / Og jeg ved om dette menneske – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – / at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale. / Dette menneske vil jeg være stolt af, men jeg vil ikke være stolt af mig selv, undtagen af min magtesløshed.”
Det ”menneske i Kristus”, der fjorten år tidligere blev rykket bort til den tredje himmel og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale, er Paulus selv. Jesus havde befalet ham at vidne om det, han havde set, og det, Han senere ville lade ham se. Og Ananias profeterede, at han var udvalgt til at kende Guds vilje og ”se den Retfærdige og høre ham tale med egen mund.” Alt taler for, at apostlen netop modtog disse ekstraordinære åbenbaringer, mens han opholdt sig i afsides områder i Arabien.
Kristus-hemmeligheden
Hvad var da indholdet af de særlige åbenbaringer, som apostlen Paulus fik i Arabiens ørken? Det afslører han i Ef 3:1-7, idet han siger, ”Derfor bøjer jeg mine knæ, jeg, Paulus, Kristi Jesu fange for jer hedningers skyld / – så sandt I har hørt om det hverv, Gud af sin nåde har givet mig med henblik på jer: / Ved en åbenbaring er hemmeligheden gjort kendt for mig, sådan som jeg kort skrev om det før. / Når I læser det, kan I se, at jeg har fået indsigt i Kristus-hemmeligheden. / I tidligere slægtled blev den ikke gjort kendt for menneskenes børn, sådan som den nu er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter ved Ånden: / At hedningerne er medarvinger og medindlemmede i legemet og har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus i kraft af det evangelium, / som jeg blev tjener for ved Guds nådegave, der blev skænket mig ved hans kraft og styrke.”
Ligesom det havde været tilfældet med de tolv apostle, blev Paulus kaldet til at være apostel af Kristus selv. Det skete, da Jesus, efter sin himmelfart, viste sig for ham på vejen uden for Damaskus. Det ”hverv”, som Gud gav ham, det vil sige hans aposteltjeneste, var imidlertid unikt, fordi han var den første, der fik indsigt i Kristus-hemmeligheden. Det fik han, ikke gennem noget menneske, men ved en åbenbaring, der blev givet ham direkte af den opstandne Herre, Jesus Kristus. Paulus var fuldt ud bevidst om karakteren af den tjenestegerning, han var blevet betroet. I Gal 1:11-12 skriver han, ”For jeg gør jer bekendt med, brødre, at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, ikke er menneskeværk. / Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus.”
Kristus-hemmeligheden, som de slægtled, der levede før Paulus, ikke havde haft kendskab til, består i dette: At hedningerne er medarvinger og medindlemmede i Legemet og har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus i kraft at det evangelium, Paulus ved Guds nåde blev tjener for.
Tidligere i Efeserbrevet, nemlig kapitel 2, fortæller apostlen de hedningekristne, hvad denne hemmelighed vedrørende Guds frelsesplan betyder for dem, ”Husk derfor, at I, der var født som hedninger og blev kaldt uomskårne af dem, der kalder sig omskårne, dem der har en legemlig omskærelse, gjort med hænder / – husk, at I dengang var adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. /
Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. / For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. / Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred / og for ved korset at forsone dem begge med Gud i ét legeme, og dermed dræbte han fjendskabet. / Og han kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. / For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen. / Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand” (vers 11-19).
Distinktionen mellem jøde og hedning, som var et grundlæggende element i Guds pagt med Israel, er ophævet under den Nye pagt og erstattet af ”ét nyt menneske” i Kristus. Men havde de tolv apostle ikke også forstået denne sandhed? Svaret er nej! Peter var ganske vist lydig mod Åndens tilskyndelse og havde forkyndt evangeliet for hedninger i Cornelius ́ hus. Ved den lejlighed blev han til sin store overraskelse vidne til, at Helligånden faldt over forsamlingen, på samme måde som disciplene havde erfaret det på pinsedag. De andre apostle anerkendte også, at Gud havde gjort dette, men de opfattede hændelsen som et særligt udslag af Guds nåde.
Ud fra Lukas ́ beretning i Apostlenes Gerninger kan vi konstatere, at de tolv apostle ikke adlød Jesu befaling til dem om at gå ud og gøre ”alle folkeslagene” til hans disciple. De blev derimod i Jerusalem. Der står, i Ap G 8:1, om de begivenheder, som fandt sted umiddelbart efter mordet på Stefanus, ”Samme dag udbrød der en stor forfølgelse af menigheden i Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæa og Samaria.” Der tilføjes i vers 4, ”De, der var blevet spredt, begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet.” I Ap G 11:19 læser vi desuden, ”De, der var blevet spredt under den forfølgelse, der udbrød i anledning af Stefanus, rejste nu rundt helt til Fønikien og Cypern og Antiokia, men forkyndte kun ordet for jøder.” De kristne fra Jerusalem, som var blevet spredt over et stort geografisk område på grund af forfølgelsen, forkyndte altså evangeliet overalt, hvor de kom frem, men vel at mærke kun for jøderne. Det fremgår dog af de efterfølgende vers, at nogle cyprioter og kyrenæere, som kom til Antiokia, også forkyndte evangeliet om Herren Jesus for grækerne.
Disse oplysninger sætter Paulus ́ tjeneste i relief. Apostlen skriver da også videre om sit apostelkald i Efeserbrevet kapitel 3, ”Jeg, den ringeste af alle de hellige, fik den nåde at forkynde evangeliet om Kristi uransagelige rigdom for hedningerne / og at oplyse alle om, hvad frelsesplanen er med den hemmelighed, som fra evighed af lå skjult i Gud, alle tings skaber, / så at Guds visdom i al sin mangfoldighed nu gennem kirken kan blive gjort kendt for myndigheder og magter i himmelrummet / efter hans beslutning fra evige tider, som han gennemførte ved Kristus Jesus, vor Herre” (vers 8-11).
I indledningen af de fleste af sine breve understreger Paulus, at han er Jesus Kristi apostel ved Guds vilje, og at han har en helt speciel kaldelse til at forkynde evangeliet. Han fik større åbenbaringer end noget andet menneske, der har levet under den Nye pagt. Og han var udmærket klar over, hvor stort et ansvar, der var lagt på hans skuldre. I 1 Kor 9:16 udtaler han således, ”At jeg forkynder evangeliet, giver mig ingen grund til stolthed, for jeg er tvunget til det, og ve mig, hvis jeg ikke forkynder det.” Senere i brevet, i kapitel 15 vers 10, siger han om det arbejde, han har udført som Jesu apostel, ”Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; jeg har arbejdet mere end nogen af dem, det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig.”
Opfyldelsen af Guds løfter til Abrahams efterkommere
På pinsedag, efter Kristi opstandelse og himmelfart, talte apostlen Peter til folket, og han sagde blandt andet, ”Israelitter, hør disse ord: Jesus fra Nazaret – en mand, der er udpeget af Gud for jer ved mægtige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer, sådan som I selv ved – / ham fik I udleveret efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden, og ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham. / Men Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden” (Ap G 2:22-24). Apostlen slår altså fast, at det var Guds vilje, at det jødiske folk skulle fornægte Jesus og bære skylden for hans henrettelse. Og derefter proklamerer han over for sine tilhørere, at Han er opstået fra de døde.
I Apostlenes Gerninger det tredje kapitel taler Peter igen til jøderne, og vi læser følgende i vers 17-26, ”Vel ved jeg, brødre, at I har handlet i uvidenhed ligesom jeres ledere; / men Gud har på den måde opfyldt det, han forud har forkyndt ved alle profeterne, at hans salvede skulle lide. / Derfor skal I omvende jer og vende om, for at jeres synder kan blive slettet ud; / så skal de tider komme fra Herren, da vi kan ånde frit, og han skal sende den Salvede, som forud var bestemt for jer, og det er Jesus; / han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund. / Moses har jo sagt: ’Herren jeres Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer, en af jeres egne; ham skal I adlyde i alt, hvad han forkynder for jer. / Men enhver, der ikke adlyder denne profet, skal udryddes fra folket.’ / Også alle de andre profeter, som har talt, både Samuel og de følgende, har forkyndt om disse dage. / I er børn af profeterne og af den pagt, som Gud oprettede med jeres fædre, da han sagde til Abraham: ’Alle jordens slægter skal velsignes i dit afkom.’ / Det var for jer som de første, at Gud oprejste sin tjener og sendte ham for at velsigne jer, når I hver især vender jer bort fra jeres ondskab.”
Apostlen omtaler her både fortiden, nutiden og fremtiden. Han siger først om de begivenheder, der udspillede sig i forbindelse med Jesu korsfæstelse, ”Vel ved jeg, brødre, at I har handlet i uvidenhed ligesom jeres ledere; / men Gud har på den måde opfyldt det, han forud har forkyndt ved alle profeterne, at hans salvede skulle lide” (vers 17-18). Jødernes forkastelse af Jesus var således et led i Guds frelsesplan, for på den måde kunne de gammeltestamentlige profetier om Kristus gå i opfyldelse.
Derefter formaner han sine landsmænd, ”Derfor skal I omvende jer og vende om, for at jeres synder kan blive slettet ud” (vers 19). Senere, i vers 25-26, refererer Peter til den Nye pagt, som nu var trådt i kraft på grundlag af Kristi død og opstandelse, idet han siger, ”I er børn af profeterne og af den pagt, som Gud oprettede med jeres fædre, da han sagde til Abraham: ’Alle jordens slægter skal velsignes i dit afkom.’ / Det var for jer som de første, at Gud oprejste sin tjener og sendte ham for at velsigne jer, når I hver især vender jer bort fra jeres ondskab” Her taler Peter tydeligvis om Guds løfte til Abraham vedrørende hans ”afkom”, det vil sige Kristus.
De mellemliggende vers handler imidlertid om Guds løfter til Abrahams ”efterkommere”, det vil sige det jødiske folk, og disse løfter gjaldt en for disciplene fjern fremtid. Der står således, ”Så skal de tider komme fra Herren, da vi kan ånde frit, og han skal sende den Salvede, som forud var bestemt for jer, og det er Jesus; / han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund. / Moses har jo sagt: ’Herren jeres Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer, en af jeres egne; ham skal I adlyde i alt, hvad han forkynder for jer. / Men enhver, der ikke adlyder denne profet, skal udryddes fra folket.’ / Også alle de andre profeter, som har talt, både Samuel og de følgende, har forkyndt om disse dage” (vers 20-24).
Noget af det sidste, Jesus sagde offentligt, er ifølge Mark 14:62, ”Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.” Herren proklamerede altså, at Han efter sin himmelfart ville komme tilbage til jorden. Og i det ovenstående skriftafsnit afslører apostlen, at når Kristus kommer igen, da skal de tider oprinde, ”da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund” (vers 21). Derefter citerer han Moses for at sige, ”Herren jeres Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer, en af jeres egne; ham skal I adlyde i alt, hvad han forkynder for jer” (vers 22). Udtrykket ”jeres egne” refererer til jøderne, og det efterfølgende udsagn, ”ham skal I adlyde i alt, hvad han forkynder jer”, er ikke en befaling, men en del af profetien. Det er altså en forudsigelse af, at Israel skal adlyde Kristus i alt, hvad Han forkynder det, når Han kommer synligt tilbage til jorden.
Peter bekendtgjorde således for de jøder, der lyttede til ham i Salomos Søjlegang, at den opstandne Jesus engang skulle vende tilbage og opfylde alle de fantastiske løfter, Gud gennem profeterne har givet det jødiske folk. Det er alle sammen løfter, der har deres grundlag i Guds pagt med Abraham. Det drejer sig først og fremmest om rettighederne til det forjættede land. Der står i 1 Mos 15:18, ”Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: ”Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden.”
Profeten Esajas beskriver de næsten paradisiske forhold, der skal herske i det kommende Storisrael, sådan, ”Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. / Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. / Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. / Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund” (Esa 11:6-9).
Da skal den Nye pagt gælde for Israel, og hele folket skal nyde godt af alle de velsignelser, som udspringer af Jesu stedfortrædende død og opstandelse. Vi læser følgende i Jeremias ́ Bog kapitel 31 vers 31-34, ”Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, / en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. / Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. / Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: ”Kend Herren!” For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.”
Også hos Ezekiel finder vi mange stærke profetier om, hvordan den Almægtige Gud engang skal opfylde alle de løfter, Han har givet Abraham og hans efterkommere. Med henblik på det, der skulle komme i en fjern fremtid, udtalte profeten blandt andet disse ord, ”Dette siger Gud Herren: Det er ikke for jeres skyld, jeg gør dette, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, som I har vanhelliget blandt de folk, I kom til. / Jeg vil hellige mit store navn, som er blevet vanhelliget blandt folkene, fordi I vanhelligede det. Så skal folkene forstå, at jeg er Herren, siger Gud Herren, når jeg for øjnene af dem viser min hellighed på jer. / Jeg vil hente jer fra folkene og samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres eget land. / Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer fra al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; / jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. / Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. / I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud” (Eze 36: 22-28).
Dette skriftafsnit bekræfter den sandhed, at Guds udvælgelse ikke er noget, et menneske kan gøre sig fortjent til. Herren udvælger suverænt mennesker ud fra sin egen viljes beslutning. Og de løfter, Gud én gang har givet et menneske, står urokkeligt fast. Når Menighedens tidsalder er slut, vil Gud således samle jøderne fra alverdens lande og lade dem tage deres ejendomsland i besiddelse. I overensstemmelse med løfterne i den Nye pagt skal Abrahams efterkommere til den tid også få del i den nye fødsel. Herren skal give dem ”et nyt hjerte og en ny ånd” i deres indre, så de følger hans love og omhyggeligt holder hans bud.
Spørgsmålet er imidlertid, hvem der helt konkret er omfattet af dette løfte. Gælder løftet kun for de jøder, der skal overleve den store trængsel, eller vedrører denne forjættelse alle jøder, inklusive dem, som har levet under den Gamle pagt? Vi kan konstatere, at hvis løftet kun gælder den rest, som overlever trængslen, så er der tale om forholdsvis få mennesker. Men hvad siger Skriften om dette?
Svaret finder vi i det efterfølgende kapitel hos Ezekiel. Her læser vi, at profeten af Herren blev ført ud i en dal fyldt med menneskeknogler. Der står i Eze 37:4-6, ”Da sagde han til mig: ”Du skal profetere om disse ben og sige til dem: I indtørrede ben, hør Herrens ord! / Dette siger Gud Herren til disse ben: Jeg giver jer livsånde, så I bliver levende. / Jeg fæster sener på jer, dækker jer med kød, trækker hud over jer og giver jer livsånde, så I bliver levende. Så skal I forstå, at jeg er Herren.”” Mens Ezekiel talte, nærmede benene sig hinanden, hvorefter de blev overtrukket med sener, kød og hud, men de havde stadig ingen livsånde. På Herrens befaling profeterede han derefter, ”Kom, livsånde, fra de fire verdenshjørner, og blæs ånde i disse dræbte, så de bliver levende”(vers 9). Og i vers 10 læser vi, at livsånden kom ind i de skeletter, der var blevet gendannet som legemer, og de rejste sig op som ”en umådelig stor hær”.
Derpå talte Herren igen til Ezekiel og sagde, ”Menneske, disse ben er hele Israels folk; de siger: ’Vore ben er indtørrede, vort håb er slukket, det er ude med os!’/ Derfor skal du profetere og sige til dem: Dette siger Gud Herren: Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. / Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. / Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren”” (Eze 37:11-14). Dette er ikke billedtale, det skal forstås bogstaveligt! Det er altså ikke kun den rest af jøder, der overlever den store trængsel, som engang skal bo trygt i landet og få del i den Nye pagts velsignelser. Nej, Guds løfter til Israel omfatter hele folket.
Gennem profeten forkynder Herren, i Eze 37:24-27, ”Min tjener David skal være konge over dem, og de skal alle have én hyrde. De skal følge mine bud og omhyggeligt holde mine love. / De skal bo i det land, jeg gav min tjener Jakob, der hvor deres fædre boede. De og deres børn og børnebørn skal bo der for evigt, og min tjener David skal være deres fyrste til evig tid. / Jeg slutter en fredspagt med dem; det skal være en evig pagt. Jeg gør dem talrige, og jeg giver dem min helligdom for evigt. / Min bolig skal være hos dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.” Udtrykket ”min tjener David” refererer til den herliggjorte Kristus, og Han skal, som englen Gabriel forkyndte for jomfru Maria, regere over det kommende fredsrige på jorden (Luk 1:31- 33).
Gud er Gud! Ingen eller intet kan hindre Ham i at handle efter sin egen viljes beslutning. Herren lovede Abraham, at hans efterkommere skulle blive talrige som himlens stjerner, og at de skulle få det forjættede land i eje. Og i tidens fylde vil Han indfri sit løfte.
”Himmerigets hemmeligheder”
Gud gav imidlertid Abraham endnu et løfte, nemlig dette, ”Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom” (1 Mos 22:18). Det er et løfte, som vedrører Guds frelsesplan for alle jordens folk! Herren bekræftede dette løfte både over for Isak og Jakob. Der bliver sagt til sidstnævnte i 1 Mos 28:14, ”I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes.” I Gal 3:16 slår Paulus fast, at Abrahams ”afkom” er Kristus. I det følgende vil vi således undersøge, hvordan Gud i sin visdom og almagt gennemfører sin beslutning om at velsigne alle jordens slægter i Kristus.
Det fremgår tydeligt af de fire evangelier, at der var to sider af Jesu tjeneste på jorden. Herren underviste både i det offentlige rum og i den private sfære. Alt, hvad Jesus gjorde og sagde i sin offentlige tjeneste, var, som der i korthed er gjort rede for i det ovenstående, i overensstemmelse med Guds pagt med Israel. Men sideløbende hermed finder vi i evangelierne en fuldstændig anderledes undervisning, der var forbeholdt den lille gruppe af mennesker, som Kristus havde valgt at omgive sig med.
Der står i Luk 6:12-16, ”I de dage gik han engang op på bjerget for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud. / Da det blev dag, kaldte han sine disciple til sig, og blandt dem udvalgte han tolv, som han også kaldte apostle: / Simon, som han også gav navnet Peter, og hans bror Andreas og Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus / og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus ́ søn, og Simon, som kaldtes zeloten, / og Judas, Jakobs søn, og Judas Iskariot, som blev forræder.” Blandt de disciple, som fulgte Ham, udvalgte Jesus altså tolv mænd, som Han kaldte apostle, et græsk ord som bærer betydningen udsending, budbringer og repræsentant. Markus skriver, ”Jesus gik op på bjerget og kaldte dem til sig, som han selv ville, og de kom hen til ham. / Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike / og have magt til at uddrive dæmoner” (Mark 3:13-15). De tolv apostle meldte sig ikke frivilligt, de blev derimod udvalgt af Herren. Formålet med deres udvælgelse var for det første, ”at de skulle være sammen med ham”, og for det andet, ”at han kunne sende dem ud for at prædike / og have magt til at uddrive dæmoner.”
Apostlene skulle således tage del i Jesu offentlige tjeneste. I Matt 10:5-8 læser vi følgende, ”Disse tolv sendte Jesus ud og befalede dem: ”Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer; / men gå derimod til de fortabte får af Israels hus. / Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! / Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet.”” De var altså udsendinge på Kristi vegne, udstyret med autoritet til at forkynde det samme budskab og udføre de samme undere og tegn blandt folket, som Han selv gjorde.
De tolv apostle var imidlertid først og fremmest udvalgt til at være sammen med Jesus hver dag døgnet rundt i omkring tre og et halvt år. De var således vidner til, hvordan Herren underviste folkeskaren, helbredte de syge og uddrev de onde ånder. Og de lyttede til alle de samtaler, Jesus førte med farisæerne og de skriftkloge. Men når apostlene var alene med Herren, talte Han meget ofte til dem om forskellige begivenheder, der skulle komme til at ske i fremtiden.
Efter at have fortalt Lignelsen om sædemanden, i Matt 13:4-8, sagde Jesus, ”Den, der har ører, skal høre!” (vers 9). Der står videre i vers 10-11, ”Disciplene kom hen til ham og spurgte: ”Hvorfor taler du til dem i lignelser?” / Han svarede dem: ”Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder, men de andre er det ikke givet.”” I vers 16-17 tilføjer Herren, ”Salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører. / For sandelig siger jeg jer: Mange profeter og retfærdige har længtes efter at se det, I ser, og fik det ikke at se, og høre det, I hører, og fik det ikke at høre.” Jesus giver her udtryk for, at de tolv apostle var privilegerede både i forhold til ”de andre”, det vil sige de jødiske ledere i deres samtid, og i forhold til de afdøde ”profeter og retfærdige”, fordi det var dem ”givet at kende himmerigets hemmeligheder.” De var med andre ord udvalgt til at få indblik i nogle aspekter af Guds frelsesplan, som indtil da havde været skjult for menneskene.
Men hvad er det helt konkret, Jesus refererer til, når Han bruger udtrykket ”Himmerigets hemmeligheder”? Det første, Kristus betroede sine apostle, var, at Han skulle lide en smertefuld død i Jerusalem og opstå igen fra de døde tre dage senere. Matthæus skriver, ”Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. / Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: ”Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!” / Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: ”Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil”” (Matt 16:21-23).
Peter havde overhovedet ingen forudsætning for at forstå det, Herren lige havde sagt. Apostlen var kommet til tro på, at Jesus var Kristus. Det vil sige Messias, der ifølge Skrifterne skulle komme og være konge over Israel til evig tid. For ham gav det derfor ingen mening, når Jesus talte om, at Han skulle dø i Jerusalem. Moseloven og de profetiske bøger er ganske vist fyldt med billeder på Jesu forsoningsværk og udsagn herom, men korsets hemmelighed var skjult for de jøder, som levede under den Gamle pagt.
De andre apostle havde derfor heller ingen mulighed for at fatte betydningen af Jesu ord. I Mark 9:30-32 står der da også, ”De brød op og drog igennem Galilæa, og Jesus ville ikke have, at nogen skulle vide det, / for han underviste sine disciple og sagde til dem: ”Menneskesønnen overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel, og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter.” / Men de forstod ikke, hvad han sagde, og de var bange for at spørge ham.” Senere, kort tid før Herren begav sig til Jerusalem for sidste gang, taler Han igen til apostlene om den skæbne, som ventede Ham. Vi læser i Luk 18:31-34, ”Han tog de tolv til side og sagde til dem: ”Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: / Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; / de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.” / Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.”
Den anden hemmelighed, som Jesus indviede apostlene i, var, at Helligånden skulle komme og tage bolig i dem. I Joh 14:15-18 siger Han til de tolv, ”Elsker I mig, så hold mine bud; / og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: / sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. / I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. / Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.” Det, Jesus her taler om, er den nye fødsel. Altså et fænomen, der hører den Nye pagt til, og apostlene havde ifølge sagens natur intet begreb om, hvad dette indebar.
Derefter fortsætter Jesus med ordene, ”Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve./Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer” (Joh 14:19-20). Herren omtaler igen sin forestående død og opstandelse, og Han lader apostlene vide, at de i modsætning til verden skal komme til at se Ham igen. Jesus forudsiger desuden, at de til den tid ikke blot skal tro på Sønnens enhed med Faderen, men at det samtidig skal blive åbenbaret for dem, at de selv er ét med den opstandne Kristus.
Senere i kapitlet taler Herren om den gerning, som Helligånden skulle gøre i apostlene, nemlig at minde dem om alt, hvad Han havde sagt. Jesus advarer dem mod at blive fortvivlet over, at Han skal forlade dem, og slår fast, at hans bortgang i virkeligheden skal blive til gavn for dem. Der står således i vers 25-28, ”Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. / Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. / Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! / I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg.” Jesus vidste udmærket godt, at apostlene ikke forstod alt dette, derfor siger Han i vers 29, ”Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker.”
Til sidst lod Kristus sine apostle forstå, at der stadig var meget, som Han ønskede at åbenbare for dem, men at Helligånden, efter at have taget ophold i deres indre menneske, skulle undervise dem om hele Guds frelsesplan. I Joh 16:12-15 læser vi, ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. / Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. / Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. / Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.”
Mødet med den opstandne Kristus
Forfatterne til de fire evangelier fortæller samstemmende, at Maria Magdalene og nogle andre kvinder, som de første, gik ud til Jesu grav tidligt søndag morgen. De erfarede, at graven var tom, og blev derfor ganske forfærdede. Da viste nogle engle sig for dem, som forkyndte, at Jesus var opstået fra de døde. Kvinderne fik befaling om at bringe budskabet om Jesu opstandelse til apostlene og samtidig minde dem om, at Han havde givet dem besked om at mødes med Ham i Galilæa.
Lukas skriver om det videre forløb, ”Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og alle de andre. / Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder, som var sammen med dem. De sagde dette til apostlene, / men det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne. / Dog rejste Peter sig og løb ud til graven, og da han bøjede sig ind, så han linnedklædet og ikke andet. Han gik så hjem, forundret over, hvad der var sket” (Luk 24:9-12). Peter og de andre apostle havde, som det klart fremgår af dette afsnit, endnu ikke forstået, hvad Jesus havde sagt om sin død og opstandelse.
Senere på dagen viste Herren sig i sit opstandelseslegeme for to disciple, mens de gik på vejen mellem Jerusalem og en landsby, som hed Emmaus. Mens de gik og talte om de begivenheder, der havde fundet sted i Jerusalem under påskehøjtiden, slog Jesus følge med dem. Efter at have lyttet til deres samtale et stykke tid spurgte Han dem, hvad det var, de gik og talte om. Dette møde er udførligt beskrevet i Lukasevangeliet kapitel 24, og der står i vers 17b-18, ”De standsede og så bedrøvede ud, / og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: ”Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?” Da Jesus spurgte dem om, hvad der da var sket, svarede de, ”Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket / – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. / Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. / Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, / men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. / Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke” (vers 19b-24).
Beretningen giver os et udmærket indtryk af den skuffelse og forvirring, der herskede blandt apostlene og de øvrige disciple, som havde vandret sammen med Herren. De havde lyttet til Jesu undervisning om Guds frelsesplan, men Himmerigets hemmeligheder var stadig ikke blevet åbenbaret for dem. Vi læser videre i vers 25-27, ”Da sagde han til dem: ”I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. / Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?” / Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.”
Derefter gik Herren med disciplene hjem, og i vers 30-32 står der, ”Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. / Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. / De sagde til hinanden: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” Og selv om det allerede var aften, brød de straks op og gik tilbage mod Jerusalem, ivrige efter at fortælle de elleve apostle, at de havde mødt Kristus. Da de nåede frem til stedet, hvor apostlene og de andre var forsamlede, blev de mødt med begejstrede vidnesbyrd om, at Jesus var opstået fra de døde. Og de berettede selv om, hvad de havde oplevet.
Så skete følgende, ”Mens de talte om dette, stod han midt iblandt dem, og han siger til dem: ”Fred være med jer!” / De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd, de så. / Men han sagde til dem: ”Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? / Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.” / Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder. / Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: ”Har I noget at spise her?” / De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det. /
Så sagde han til dem, ”Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.” / Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, / og han sagde til dem: ”Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, / og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, / og I skal være vidner om alt dette. / Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje”” (Luk 24:36-49).
Johannes beretter, at Jesus ved samme lejlighed overførte Helligånden til apostlenes indre menneske, det vil sige deres ånd. Det var opfyldelsen af det løfte, som Han havde givet dem mod slutningen af sin tjeneste på jorden. Der står således i Joh 20:19- 23, ”Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: ”Fred være med jer!” / Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. / Jesus sagde igen til dem: ”Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” / Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: ”Modtag Helligånden! / Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”
Før sin død og opstandelse havde Kristus ofte talt til apostlene om de åndelige sandheder, som vedrører den Nye pagt. På det tidspunkt forstod de intet af det, Han sagde. Men takket være Herrens udlægning af Skrifterne og Helligåndens åbenbaring i deres hjerter, kom de nu gradvist til erkendelse af Himmerigets hemmeligheder. Det første, de forstod, var at Jesus virkelig var opstået fra de døde. Derefter fik de indblik i den kendsgerning, at Jesus ved sin død, på menneskenes vegne, over for Faderen havde bragt det endegyldige sonoffer for al synd. Og endelig gjorde Herren det klart for dem, at hovedformålet med deres kaldelse og aposteltjeneste var, at de skulle være vidner om hans opstandelse og forkynde dette budskab for alle folkeslag.
I Joh 20:22 læste vi, ”Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: Modtag Helligånden!” I kraft af Jesu ord og symbolske handling, erfarer apostlene, at Helligånden tager bolig i dem. De bliver med andre ord født på ny. Derefter sagde Han, ”Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje” (Luk 24:49). Det er tydeligt, at der er tale om to forskellige erfaringer af Helligåndens virke. Først modtager apostlene Helligånden i deres egen ånd, hvorved de får del i Kristi opstandelsesliv. Men Herren befaler alligevel, at de efter hans himmelfart skal vente i Jerusalem, indtil Helligånden kommer over dem med ”kraft” til at udføre den opgave, Han har givet dem.
I Matthæusevangeliet kapitel 28 vers 16-20 skriver apostlen, ”Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. / Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. / Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. / Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, / og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”” Tre år tidligere havde Jesus tilbragt en nat i bøn på dette bjerg, hvorefter Han havde udvalgt de tolv apostle. Judas Iskariot var død, og den opstandne Kristus gav nu de resterende elleve sin sidste befaling. Det var en præcisering af det, Han allerede havde sagt til dem i Jerusalem, nemlig at de ved forkyndelse og dåb skulle gøre mennesker fra alle folkeslag til hans disciple.
Lukas indleder Apostlenes Gerninger på følgende måde, ”I min første bog fortalte jeg dig, Theofilus, om alt det, som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen / lige til den dag, han blev taget op til himlen, efter at han ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle, han havde udvalgt. / Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige” (Ap G 1:1-3).
Derefter finder vi en beskrivelse af Jesu Himmelfart, som fandt sted på Oliebjerget lige uden for Jerusalem. Der står i vers 9-11, ”Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. / Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. / De sagde: ”Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”
De tolv apostles særstilling
Vi kan således konstatere, at de tolv apostle har en helt unik position i Guds frelsesplan. De tog del i Jesu offentlige tjeneste over for Israels hus, men de blev også specielt udvalgt til at forkynde evangeliet om Jesus Kristus for såvel jøder som hed- ninger. Det betyder, at de både har del i Guds pagt med Israel og i Menighedens administration under den Nye pagt.
Apostlene adskiller sig fra de øvrige jøder, som var blevet Jesu disciple, ved at have fået et særligt løfte, der vedrører Guds pagt med Israel. Det fremgår klart af Matt 19:28, hvor vi læser følgende, ”Jesus sagde til dem: ”Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.”” Herren taler her om sit synlige komme, efter den store trængsel, når Han skal oprette fredsriget i Israel. Da skal der være tolv troner, hverken mere eller mindre. Det, at dømme Israels tolv stammer, er altså et privilegium, som kun de tolv apostle har del i. Det bliver bekræftet i Luk 22:28-30, idet Jesus siger til apostlene, ”Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, / og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, / for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.”
Men Kristi tolv apostle har imidlertid også en særstilling inden for den Nye pagt. Mod slutningen af sin tjeneste bad Jesus således en profetisk bøn for de tolv mænd, som Han selv havde udvalgt. Denne bøn er gengivet i Johannesevangeliet kapitel 17, og apostlen skriver i vers 9-19, ”Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; / alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. / Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi. / Da jeg var sammen med dem, holdt jeg dem fast ved dit navn, det du har givet mig, og jeg vogtede dem, og ingen af dem gik fortabt, undtagen fortabelsens søn, for at Skriften skulle gå i opfyldelse. / Nu kommer jeg til dig; og sådan taler jeg i verden, for at de fuldt ud må have min glæde i sig. / Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden. / Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. / De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden. / Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed. / Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden. / Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden.”
Over for Faderen omtaler Kristus sine apostle som ”dem, du har givet mig.” Og Han siger, ”De er i verden”, men ”de er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.”
Om sit eget forhold til dem fastslår Jesus følgende: ”Jeg er herliggjort i dem”, samt ”da jeg var sammen med dem, holdt jeg dem fast ved dit navn, det du har givet mig, og jeg vogtede dem, og ingen af dem gik fortabt, undtagen fortabelsens søn, for at Skriften skulle gå i opfyldelse.” Senere tilføjer Han, ”Jeg har givet dem dit ord”, og ”ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden. / Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden.”
De egentlige bønner for apostlene lyder således, ”Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi”, dernæst ”jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde”, og endelig ”hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed.”
Apostlene blev altså udvalgt af verden og givet til Kristus af Faderen for igen at blive udsendt til verden. Den kendsgerning, at de elleve fandt det nødvendigt at finde en mand, der kunne overtage Judas ́ plads, er med til at understrege aposteltjenestens enestående karakter. Lukas citerer Peter således, i Ap G 1:21- 22, ”Derfor bør en af de mænd, som var sammen med os hele tiden, mens Herren Jesus gik ind og ud hos os, / lige fra Johannes ́ dåb indtil den dag, han blev taget op til himlen fra os – en af dem bør sammen med os være vidne om hans opstandelse.” Der står videre i vers 23-26, ”De opstillede så to, Josef, der kaldtes Barsabbas med tilnavnet Justus, og Matthias, / og bad: ”Herre, du som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt / til at overtage den tjeneste og apostelgerning, som Judas har forladt for at gå bort til det sted, hvor han hører til.” / Så kastede de lod mellem dem, og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve.”
I de nytestamentlige skrifter finder vi flere andre udtalelser om de tolv apostles særstilling under den Nye pagt. I Ap G 2:42- 43 læser vi om den første menighed i Jerusalem, ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. / Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene.” Det er bemærkelsesværdigt, at der står ”apostlenes lære” og ikke Kristi lære. Ret beset var der jo tale om Kristi lære formidlet af apostlene, men udtrykket understreger den autoritet, som de tolv havde. En af apostlene, nemlig Peter, siger da også, i sit andet brev kapitel 3 vers 1-2, ”Mine kære, det er nu det andet brev, jeg skriver til jer, og i dem begge prøver jeg at vække jeres retfærdige sind ved at minde jer om, / at I skal huske de ord, som tidligere er talt af de hellige profeter, og vor Herre og frelsers bud, som I har fået gennem jeres apostle.”
I Efeserbrevet finder vi et andet skriftsted, som i stærke vendinger fastslår, at Jesu apostle er blevet betroet en helt speciel tjeneste i Menighedens tidsalder og dermed i Guds endelige frelsesplan. Paulus skriver således til de hedningekristne i menigheden i byen Efesos, ”Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. / I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. / I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. / I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden” (Ef 2:19-22). Det, Paulus mener, er ikke, at apostlene selv er menighedens grundvold. Det kan ikke være tilfældet, eftersom han i 1 Kor 3:11 siger, ”For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus.” Menighedens grundvold er Kristus, men denne grundvold er blevet lagt af de tolv apostle.
Det sidste skriftafsnit, vi vil fremhæve i denne forbindelse, er Åb 21:9-14, hvor Johannes beskriver Det nye Jerusalem, ” Så kom en af de syv engle med de syv skåle, der var fyldt med de sidste syv plager. Den sagde til mig: ”Kom, jeg vil vise dig bruden, Lammets hustru.” / Og englen førte mig i Ånden op på et stort, højt bjerg og viste mig den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud / med Guds herlighed. Dens stråleglans er som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis. / Den har en stor og høj mur med tolv porte, og over portene tolv engle og indskrevne navne, det er Israels tolv stammers navne: / mod øst tre porte, mod nord tre porte, mod syd tre porte og mod vest tre porte. / Og byens mur har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle.”
I disse vers flyder billedet af Lammets hustru og Det nye Jerusalem sammen i et. Lammets hustru er Det nye Jerusalem og omvendt. Byen består altså af levende sten. Over bymurens tolv porte står navnene på Israels tolv stammer, og dens tolv grundsten bærer navnene på Lammets tolv apostle. Den kendsgerning, at navnene på såvel Israels tolv stammer som de tolv apostle er omtalt, fortæller os, at troende fra både den Gamle pagt og den Nye pagt er repræsenteret i fællesskab.
Det var således Guds vilje at bruge disse tolv jævne mænd fra Galilæa som specielle redskaber til at gennemføre sin frelsesplan. Og for dem vil udvælgelsen få konsekvenser, der rækker helt frem til den Nye himmel og den Nye jord. Af alle de hellige fra Menighedens tidsalder er de nemlig de eneste, som har del i det privilegium at få deres navne skrevet på grundstenene i muren omkring Det nye Jerusalem.
Forord
Adskillige års intensivt studium af Bibelen har givet mig en klarere forståelse af Guds frelsesplan. ”Vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis” (1 Kor 13:9), og jeg har måttet revidere min opfattelse på mange områder. Jeg er således nået frem til en endelig afklaring med hensyn til udvælgelsen og dommen samt Skriftens undervisning om kristen livsførelse.
Udgivelsen af denne bog sker i lydighed mod Herrens kald, og det er min bøn, at disse bibelstudier må bidrage til, at Guds folk vokser i erkendelsen af Kristus. Al ære til Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!
”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.”
2 Tim 3:16-17
INDHOLD
Overvejelser vedrørende den nye fødsel
”I dit afkom skal alle jordens slægter velsignes”
Opfyldelsen af Guds løfter til Abrahams efterkommere
Mødet med den opstandne Kristus
Forholdet mellem Paulus og de jødekristne i Jerusalem
Jesu undervisning om udvælgelsen under den Nye pagt
Jesu undervisning om de kristnes forhold til Himmeriget
”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre!”
At sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget
Tredje del: Kristen livsførelse
Skabt i Kristus Jesus til gode gerninger
Lovgerninger eller tro på Kristus
”I dig skal alle folkeslagene velsignes”
Princippet for kristen livsførelse
Guds kærligheds fuldendelse i de hellige
”I skal være hellige, for jeg er hellig”
Den gode livsførelse i Kristus
Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt
De ”fik givet” at gøre retfærdige gerninger
Kristi sidste formaninger til sin menighed
Første del
Udvælgelsen
Er den nye fødsel, eller mangel på samme, en følgevirkning af menneskets eget valg, eller er den udelukkende et resultat af Guds vilje og hans suveræne indgriben?
Overvejelser vedrørende den nye fødsel
Vi vælger som bekendt ikke selv at blive født, og ingen af os har haft nogen som helst indflydelse på, hvor i verden det fandt sted, eller i hvilken tidsalder det skete. Der findes således en stor gruppe af mennesker, for hvem det ovenstående spørgsmål er nemt at besvare. Det drejer sig om dem, som aldrig fik mulighed for at høre evangeliet.
Til denne kategori hører først og fremmest de mennesker, der levede før Jesu Kristi død og opstandelse. Den nye fødsel er et fænomen, der er knyttet til den Nye pagt. Vi kan derfor slå fast, at alle de slægtled, som fandtes før vor tidsregning, hverken har haft mulighed for at vælge eller fravælge dette privilegium, og det gælder for mennesker af såvel jødisk som af hedensk herkomst. Dertil skal lægges de mange befolkningsgrupper og enkeltpersoner, der ganske vist har levet efter Kristus, men som aldrig blev konfronteret med budskabet, fordi de befandt sig et sted på kloden, hvor det ikke blev forkyndt. For alle disse menneskers vedkommende kan vi konstatere, at årsagen til, at de ikke erfarede at blive født på ny, under ingen omstændigheder kan være, at de selv fravalgte dette. Deres skæbne i forhold til den nye fødsel blev derimod afgjort på forhånd i kraft af den geografiske og historiske sammenhæng, de blev født ind i. Og da disse grundvilkår er forordnet af Gud, er vi nødsaget til at drage den slutning, at det var Guds vilje og hensigt, at disse mennesker ikke skulle fødes på ny!
Hvordan forholder det sig da med den resterende gruppe af mennesker, som har haft mulighed for at høre evangeliet og erfare den nye fødsel? Altså den kategori, som samtlige nulevende personer i princippet tilhører.
Først kan vi konstatere, at ingen af os selv har valgt at blive født i Menighedens tidsalder og i et land, hvor evangeliet bliver forkyndt. Det beror alt sammen på Guds suveræne beslutning, og Han kunne lige så godt have ladet os føde som hedninger under den Gamle pagt. Derefter må vi indsnævre det spørgsmål, som var udgangspunktet for disse overvejelser, så det lyder som følger: Forholder det sig således for de mennesker, der lever under den Nye pagt, at Gud i sin almagt har valgt kun at lade nogle få del i den nye fødsel, mens Han undlader at give andre andel deri, eller er vort forhold til dette privilegium afhængigt af et personligt valg?
Vi ved fra Skriften, at der er en sammenhæng mellem omvendelse og den nye fødsel, men det er vigtigt at forstå, at der er tale om to væsensforskellige fænomener. Nogle kristne er i stand til at sætte dato på tidspunktet for deres omvendelse, for andre har omvendelsen været en proces, der har foregået gennem en længere periode, men kun få troende er i stand til nøjagtig at afgøre, hvornår de blev født på ny. Det ser ud som om, at den afgørende forskel på omvendelsen og den nye fødsel er den, at menneskets selvstændige vilje er involveret i forbindelse med omvendelsen, hvorimod den nye fødsel udelukkende skyldes et suverænt guddommeligt indgreb.
Når ordet om Kristus bliver forkyndt, bliver nogle mennesker ramt, mens andre er fuldstændig upåvirkede. Hvorfor forholder det sig sådan? Det er fordi, at forståelsen af evangeliets sandhed er intuitiv. Det vil sige, at det ikke er en indsigt, et menneske kan ræsonnere sig frem til. Det sker heller ikke ved viljens magt. Det er en pludselig erkendelse, som har karakter af åbenbaring. Intet menneske bliver omvendt alene på grundlag af en intellektuel forståelse af evangeliet. Det kan kun ske under indflydelse af Helligånden. Menneskets selvstændige vilje er per definition egenrådig, men omvendelsen er netop karakteriseret ved, at et menneskes vilje, på grundlag af Helligåndens åbenbaring og tilskyndelse, underkaster sig Guds vilje. Erfaringsmæssigt kan vi konstatere, at Gud tilsyneladende kun giver denne mulighed for at omvende sig til nogle mennesker, mens Han bevidst undlader at give den til andre.
Paradoksalt nok ved vi, som kristne, grundlæggende kun meget lidt om, hvad der egentlig sker med et menneske, der erfarer at blive født på ny. Det skyldes, at den nye fødsel er et resultat af et guddommeligt indgreb, som tilsyneladende finder sted uden at menneskets selvstændige vilje er involveret. Samtidig med, at Helligånden forvandler vort indre menneske, overfører Han det guddommelige liv til vor ånd. Gud ændrer således fundamentalt vor personlighed og fører os fra én kategori af eksistens over i en anden. Og ifølge sagens natur har vi ingen bevidsthed om denne transformation, og den for os nye åndelige virkelighed, før underet har fundet sted.
Statistisk er der under den Nye pagt en stor grad af sammenfald mellem forekomsten af henholdsvis omvendelse og den nye fødsel hos det enkelte menneske. Det er derfor nærliggende at spørge, om den nye fødsel er Guds belønning til dem, der omvender sig, således at disse mennesker indirekte selv vælger at blive født på ny. Til dette synspunkt kan fremføres følgende indvending: Den ovenstående beskrivelse af Guds handlemåde over for mennesker afslører det gennemgående princip, at Han suverænt beslutter, hvilke fundamentale livsvilkår det enkelte individ skal leve under, og at det kun er inden for den eksistentielle ramme, som vi er blevet placeret i af Gud, at vi har mulighed for at gøre brug af vor selvstændige vilje. Erfaringen af den nye fødsel forårsager i sandhed en radikal ændring af et menneskes livsvilkår, og det ville være i strid med dette guddommelige grundprincip, hvis Han, direkte eller indirekte, lod den nye fødsel være bestemt af de pågældende menneskers eget valg. Derfor er det mere sandsynligt, at det udbredte sammenfald mellem omvendelse og den nye fødsel ganske enkelt skyldes den kendsgerning, at Helligånden udvirker omvendelse i netop de mennesker, som Faderen på forhånd har besluttet at lade føde på ny.
Vi har altså vægtige grunde til at antage, at den nye fødsel er Guds suveræne værk, som intet menneske selv kan vælge eller fravælge, endsige kan gøre sig fortjent til. Det betyder, at på samme måde som en jøde under den Gamle pagt ikke selv havde valgt at blive en del af Guds udvalgte folk, således har en kristen heller ikke selv valgt at blive en del af Kristi legeme. Disse betragtninger må imidlertid kunne stå deres prøve i lyset af Skriften, så derfor vil vi i det følgende foretage en grundig undersøgelse af, hvad Guds ord siger om dette emne.
I. Guds pagt med Abraham
Israels stilling som Guds udvalgte folk, frem for alle andre folkeslag på jorden, stammer fra patriarkerne Abraham, Isak og Jakob. Vi kan læse følgende i 1 Mosebog kapitel 12 vers 1-3, ”Herren sagde til Abram: ”Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. / Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. / Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.”” Abraham, som på det pågældende tidspunkt hed Abram, adlød den guddommelige befaling, og da han kom til Kana ́an, sagde Herren til ham, ”Jeg vil give dine efterkommere dette land” (1 Mos 12:7). Gud gav således Abraham følgende løfter: At han skulle blive til ”et stort folk”, og at hans ”efterkommere” skulle få ”dette land” i eje. At Han ville ”velsigne” ham og gøre hans ”navn stort”, samt gøre ham til ”en velsignelse”. Ja, at ”alle jordens slægter” skulle velsignes i ham.
Herren bekræftede flere gange disse løfter over for Abraham, og da patriarken var nioghalvfems år gammel, viste Han sig igen for ham og oprettede sin pagt med ham. Der står i 1 Mos 17:3-11, ”Abram kastede sig ned, og Gud talte til ham: / ”Jeg indgår en pagt med dig, og du skal blive fader til en mængde folkeslag. / Du skal ikke længere hedde Abram. Dit navn skal være Abraham, for jeg gør dig til fader til en mængde folkeslag. / Jeg gør dig uhyre frugtbar; jeg gør dig til folkeslag, og konger skal nedstamme fra dig. / Jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt, en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud. / Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana ́an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud.” / Og Gud sagde til Abraham: ”Du og dine efterkommere skal holde pagten i slægt efter slægt. / Dette er min pagt med dig og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres. / I skal lade jeres forhud omskære, og det skal være tegn på pagten mellem mig og jer.”” Gud indstiftede således en evig pagt med Abraham og hans efterkommere, en pagt hvori Han, i tillæg til sine tidligere løfter, proklamerede, ”Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud.” Og samtidig befalede Herren, at alle af mandkøn skulle lade sig omskære som tegn på Guds pagt med Abraham og hans efterkommere.
Senere, efter at Gud havde sat Abraham på prøve på Moria bjerg, råbte Herrens engel til ham fra himlen, ”Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, / vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. / Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig” (1 Mos 22:16-18).
Herren udvalgte altså suverænt Abraham til at blive stamfader til sit ejendomsfolk. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at Gud kun ønskede at indgå sin pagt med Isak, mens Ismael ikke er omfattet af pagtens velsignelse. Det fremgår af 1 Mos 17:18-21, der lyder som følger, ”Og Abraham sagde til Gud: ”Måtte Ismael leve for dit ansigt!” / Men Gud sagde: ”Nej, din kone Sara skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Isak. Med ham vil jeg oprette min pagt som en evig pagt for hans efterkommere. / Men med hensyn til Ismael bønhører jeg dig. Jeg vil velsigne ham og gøre ham uhyre frugtbar og talrig. Tolv høvdinge skal han blive far til, og jeg vil gøre ham til et stort folk. / Men min pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig næste år ved denne tid.”” Den kendsgerning, at det var Guds vilje at opfylde sine løfter til Abraham gennem Isak, og ikke gennem Ismael, understreges senere, da Herren viste sig for Isak og sagde til ham, ”Du må ikke drage ned til Egypten. Bliv i det land, jeg giver dig besked om; / du skal bo som fremmed her i landet, så vil jeg være med dig og velsigne dig. Jeg vil give dig og dine efterkommere alle disse lande, og jeg vil opfylde den ed, jeg tilsvor din far Abraham. / Dine efterkommere vil jeg gøre så talrige som himlens stjerner, og jeg vil give dine efterkommere alle disse lande, og alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, / fordi Abraham adlød mig og holdt mine bud, mine befalinger, mine lovbud og mine love” (1 Mos 26:2-5).
Nøjagtig det samme forhold gør sig gældende med hensyn til Isak og Rebekkas to sønner, Esau og Jakob. Gud havde på forhånd valgt at indgå sin pagt med Jakob, og ikke med Esau. Det bliver tydeliggjort i 1 Mosebog 25 vers 23, hvor Herren bekendtgør følgende over for Rebekka, ”To folk er i dit moderliv, to folkeslag skal udgå af dit skød. Det ene folk skal være stærkere end det andet, og den ældste skal trælle for den yngste.” I Romerbrevet kapitel 9 bekræfter Paulus i utvetydige vendinger, at det var Guds forudbestemte vilje at udvælge Jakob frem for Esau, idet han skriver, ”Men ikke nok med det; sådan også, da Rebekka skulle have børn med én mand, vor fader Isak: / Endnu inden de var født, endsige havde gjort noget godt eller ondt, blev der – for at Guds beslutning om udvælgelse skulle stå fast, / ikke på grund af gerninger, men fordi han selv kalder – sagt til hende: ”Den ældste skal trælle for den yngste.” / Der står jo skrevet: ”Jeg elskede Jakob, men hadede Esau”” (vers 10-13).
Tre gange læser vi om, at Herren åbenbarer sig for Jakob og over for ham gentager de løfter, som er indeholdt i Guds pagt med Abraham. Første gang var, da Jakob på sin fars opfordring var på vej til Paddan-Aram for at finde sig en hustru blandt sin mors slægtninge. Der står i 1 Mos 28:13-15, ”Med ét stod Herren foran ham og sagde: ”Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. / Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. / Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.”” Den anden gang, Herren udtalte sine løfter til Jakob, var tyve år senere, da han som en moden mand var vendt hjem fra opholdet hos sin morbror Laban. Om dette møde med Gud læser vi således, ”Han velsignede ham / og sagde til ham: ”Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.” Og han gav ham navnet Israel. / Han sagde til ham: ”Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. / Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere”” (1 Mos 35:9b-12). Den tredje gang, Gud gav sig til kende for Jakob på denne måde, var da den aldrende patriark var på vej til Egypten, sammen med hele sin husstand, for dér at søge tilflugt fra hungersnøden. Vi finder følgende i 1 Mos 46:2-4, ”Gud sagde til Israel i et nattesyn: ”Jakob, Jakob!” Da han svarede ja, / sagde Gud: ”Jeg er Gud, din fars Gud. Du skal ikke være bange for at drage ned til Egypten, for dér vil jeg gøre dig til et stort folk. / Jeg vil selv drage med dig ned til Egypten, og jeg vil selv bringe dig tilbage, og Josef skal lukke dine øjne.””
På grundlag af de ovennævnte skriftsteder kan vi således konstatere, at det var Guds vilje at udvælge Abraham, frem for alle andre mennesker på jorden, og at indgå en evig pagt med ham. Den Almægtige har samtidig besluttet, at pagten skulle omfatte Abrahams søn og sønnesøn, Isak og Jakob, samt sidstnævntes efterkommere. De ”efterkommere”, som omtales adskillige gange i disse skriftafsnit, er altså Jakobs tolv sønner, der blev stamfædre til Israels tolv stammer. Og det er dem, som ifølge Guds løfte skulle blive ”talrige som himlens stjerner” og få ”landet” i eje for evigt. I parentes skal det bemærkes, at Levi stamme ikke fik tildelt noget egentligt landområde, blot nogle byer. Herren, Israels Gud, var deres lod. Til gengæld fik Josefs to sønner Efraim og Manasse, på deres fars vegne, del i landet på lige fod med Israels øvrige ti stammer. Se 1 Mos 48:3-6; Josva 13:14; Josva 14:4.
Hele Israel er altså omfattet af den velsignelse, som Gud har overøst Abraham med. Det fremgår imidlertid af de profetier, som Jakob udtalte over sine sønner umiddelbart før sin død, at der er én stamme, som har en særstilling frem for de andre, nemlig Juda stamme. Jakobs profeti om Juda, i 1 Mos 49:8-12, lyder sådan, ”Juda, dig skal dine brødre prise, din hånd griber dine fjender i nakken; din fars sønner skal kaste sig ned for dig. / Juda er en løveunge, fra rov er du vendt hjem, min søn; som en løve har han lagt sig til hvile, som en hunløve, hvem tør vække ham? / Scepteret viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker, ham skal folkene adlyde. / Han binder sit æsel til vinstokken, sit æselføl til vinranken; han vasker sin klædning i vin, sin dragt i drueblod. / Hans øjne er mørkere end vin, hans tænder hvidere end mælk.” Løftet om landet gælder alle Israels stammer, men denne profeti viser tydeligt, at herredømmet på en speciel måde er knyttet til Juda stamme.
Kong David var af Juda stamme. Og det faktum, at Gud har forudbestemt Juda til at være hersker, blev bekræftet mange år senere, da profeten Natan overbragte David følgende budskab, ”Dette siger Hærskarers Herre: Jeg har hentet dig fra græsgangen, hvor du vogtede får, til at være fyrste over mit folk Israel, / og jeg var med dig overalt, hvor du gik, og udryddede alle dine fjender foran dig. Jeg har skabt dig et navn som de største på jorden. / Jeg har givet mit folk Israel et sted at bo, og jeg har plantet det, så det kan bo der uden frygt, og uden at voldsmænd længere skal kue det, sådan som de før gjorde, / dengang jeg måtte indsætte dommere over mit folk Israel. Jeg har undertvunget alle dine fjender. Og nu forkynder jeg for dig: Herren vil bygge dig et hus. / Når dine dage er omme, og du er gået til dine fædre, vil jeg lade en efterkommer, en af dine sønner, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. / Han skal bygge mig et hus, og jeg vil grundfæste hans trone til evig tid. / Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn. Min trofasthed vil jeg ikke tage fra ham, sådan som jeg tog den fra din forgænger. / Jeg vil indsætte ham i mit hus og i mit kongedømme til evig tid, og hans trone skal være grundfæstet til evig tid” (1 Krøn 17:7-14).
Guds pagt med Israel
Da Herren oprettede sin pagt med Abraham, gav Han ham således flere løfter, der var så store, at de må have overgået patriarkens fatteevne. To af disse løfter gjaldt hans efterkommere, og de lød sådan, ”Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana ́an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud” (1 Mos 17:8).
Fire hundrede år senere åbenbarede Gud sig for Moses i ørkenen, og ved den anledning blev han kaldet til at føre israelitterne ud af Egypten og lede dem til Kana ́an. Da Moses var kommet til Egypten, talte Herren igen til ham. Vi læser i 2 Mos 6:2-5, ”Gud talte til Moses og sagde til ham: ”Jeg er Herren! / Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige, men under mit navn Jahve gav jeg mig ikke til kende for dem. / Jeg oprettede også min pagt med dem om at give dem Kana ́an, det land hvor de boede som fremmede. / Nu har jeg hørt israelitternes jamren over, at egypterne har gjort dem til trælle, og jeg husker på min pagt.”” Derefter fik Moses befaling om at overbringe israelitterne følgende budskab fra Herren, ”Jeg er Herren! Jeg vil føre jer bort fra tvangsarbejdet i Egypten og befri jer fra trældommen. Jeg vil udfri jer med løftet arm og under hårde straffedomme. / Jeg vil tage jer til mig som mit folk, og jeg vil være jeres Gud. Så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud, som fører jer bort fra tvangsarbejdet i Egypten. / Jeg vil føre jer til det land, som jeg svor, jeg ville give Abraham, Isak og Jakob; det vil jeg give jer til ejendom. Jeg er Herren!”” (vers 6-8).
Gennem sin tjener Moses gentager Gud altså de to ovennævnte løfter til Abraham over for israelitterne. Det første, Herren proklamerer, er, ”Jeg vil tage jer til mig som mit folk, og jeg vil være jeres Gud” (vers 7). Det andet er, ”Jeg vil føre jer til det land, som jeg svor, jeg ville give Abraham, Isak og Jakob; det vil jeg give jer som ejendom” (vers 8). Som Abrahams efterkommere var israelitterne Guds udvalgte folk. Men Herren er en nidkær Gud, som kræver absolut lydighed og hengivenhed af sit folk. Så israelitternes status som Guds ejendomsfolk indebar, at de måtte leve op til en højere åndelig og moralsk standard end hedningenationerne. I 3 Mos 11:44a står der således, ”For jeg er Herren jeres Gud; I skal hellige jer og være hellige, for jeg er hellig.” Det er grunden til, at Gud pålagde israelitterne at overholde Moseloven.
Efter at Herren havde ført folket ud af Egypten, slog de lejr ved Sinaj bjerg. Her indstiftede Gud sin pagt med Israel på grundlag af de Ti bud, samt Lovens ceremonielle bestemmelser om ofringer og de moralske påbud. Vi finder følgende beskrivelse i 2 Mos 24:4-8, ”Så skrev Moses alle Herrens ord ned, og næste morgen byggede han et alter ved bjergets fod og rejste tolv stenstøtter, en for hver af Israels tolv stammer. / Derpå satte han israelitternes unge mænd til at bringe brændofre og at ofre tyre som måltidsofre til Herren. / Moses tog den ene halvdel af blodet og hældte det i skåle, og den anden halvdel stænkede han på alteret. / Derpå tog han pagtsbogen og læste den op for folket, og de sagde: ”Vi vil adlyde Herren og gøre alt, hvad han befaler.” / Så tog Moses blodet og stænkede det på folket og sagde: ”Dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med jer på grundlag af alle disse ord.””
Som incitament til at overholde pagten lovede Gud folket, at han ville velsigne dem, hvis de var lydige mod Ham, samtidig med at Han advarede dem om, at de ville opleve trængselstider, hvis de var ulydige. Moses talte til israelitterne, på Herrens vegne, og sagde, ”Hvis I vandrer efter mine love og omhyggeligt følger mine befalinger, / vil jeg give jer regnen til rette tid, så landet kan give sin afgrøde og træerne på marken deres frugt. / Hos jer skal tærsketiden vare lige til vinhøst og vinhøsten lige til såtid, og I skal spise jer mætte i jeres eget brød og bo trygt i jeres land. / Jeg vil give jer fred i landet, så I kan gå til ro, uden at nogen skræmmer jer op, og jeg vil udrydde rovdyrene i landet. Sværd skal ikke hærge jeres land; / I skal forfølge jeres fjender, og foran jer skal de falde for sværdet” (3 Mos 26:3-7). Og der står videre i vers 14-17, ”Men hvis I ikke hører på mig og ikke følger alle disse befalinger, / hvis I forkaster mine love og vrager mine retsregler, og ikke følger alle mine befalinger, men bryder min pagt, / da vil jeg til gengæld gøre sådan ved jer: Jeg vil hjemsøge jer med rædsler, svindsot og feber, der slukker lyset i jeres øjne og tager livskraften fra jer. Forgæves skal I så jeres sæd, jeres fjender får udbyttet at spise. / Jeg vender mig mod jer, så I bliver slået af jeres fjender, og jeres modstandere kommer til at herske over jer; I skal flygte, selv om ingen forfølger jer.”
Efter fyrre års ørkenvandring gjorde folket holdt øst for Jordan, og her talte Moses igen til dem med mange formaninger fra Herren. I den forbindelse finder vi følgende udtalelse, som stemmer overens med de erfaringer, israelitterne havde gjort i de mellemliggende år, ”Du skal være forvisset om, at Herren opdrager dig, som en mand opdrager sin søn” (5 Mos 8:5). Israelitterne har lige siden, gang på gang, måttet sande, at det ikke kun medfører privilegier, men også forpligtelser at være Guds udvalgte folk. Ja, hele Israels historie er en én lang anskuelsesundervisning i dette åndelige princip.
Vi ved fra det Nye testamente, at Loven kun var beregnet til at gælde i en begrænset periode. Den er ikke evig, men af midlertidig karakter. Den blev indført for at tjene et formål i forhold til Guds frelsesplan, nemlig at pege hen på den endelige ordning, som skulle komme senere. I Hebr 10:1 skriver forfatteren, at ”loven kun indeholder en skygge af de kommende goder og ikke selve tingenes skikkelse.” Og Paulus siger i Gal 3:23-24, ”Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares, / så at loven var vores opdrager, indtil Kristus kom, for at vi kunne blive retfærdige af tro.”
”I dit afkom skal alle jordens slægter velsignes”
Den opmærksomme læser vil have bemærket, at Gud gav Abraham ét løfte mere, som vi endnu ikke har omtalt. Det er uden sammenligning det største løfte, Herren nogensinde har givet noget menneske. Det lyder således, ”I dig skal alle jordens slægter velsignes” (1 Mos 12:3). Dette løfte blev gentaget og præciseret over for Abraham i 1 Mos 22:18, hvor der står, ”Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.”
I forhold til Guds udvælgelse regnes Abrahams slægt gennem Isak og Jakob, og Herren bekræftede da også sit løfte til Abraham over for de to patriarker. Til Isak sagde Han, i 1 Mos 26:4-5, ”Dine efterkommere vil jeg gøre så talrige som himlens stjerner, og jeg vil give dine efterkommere alle disse lande, og alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, / fordi Abraham adlød mig og holdt mine bud, mine befalinger, mine lovbud og mine love.” Og løftet til Jakob lød sådan, ”Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes” (1 Mos 28:14).
Apostelen Paulus, der, gennem en åbenbaring af Herren selv, på en helt speciel måde havde fået indblik i Guds frelsesplan, skriver i Gal 3:16, ”Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: ”og til dine afkom” i flertal, men i ental: ”og til dit afkom”, og det er Kristus.” Abrahams, Isaks og Jakobs ”efterkommere” er, som der er blevet gjort rede for i det ovenstående, israelitterne. Men Abrahams ”afkom” er Kristus!
Det Nye testamente indledes med ordene, ”Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn” (Matt 1:1). Det er en klar tilkendegivelse af, at Jesus ikke alene er Abrahams ”afkom”, i hvem alle jordens slægter skal velsignes, men også den ”efterkommer” af Davids slægt, hvis kongedømme og trone, ifølge Herrens løfte, skulle blive grundfæstet til evig tid. Natan profeterede således i 1 Krøn 17:11-14, ”Når dine dage er omme, og du er gået til dine fædre, vil jeg lade en efterkommer, en af dine sønner, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. / Han skal bygge mig et hus, og jeg vil grundfæste hans trone til evig tid. / Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn. Min trofasthed vil jeg ikke tage fra ham, sådan som jeg tog den fra din forgænger. / Jeg vil indsætte ham i mit hus og i mit kongedømme til evig tid, og hans trone skal være grundfæstet til evig tid.” Jesus af Nazaret er altså Kristus, Guds salvede, som i én og samme person er opfyldelsen Herrens løfter til både Abraham og David.
Englen Gabriel forkyndte da også for Maria, ”Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. / Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; / han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Luk 1:31-33). Og Lukas beretter, i sit evangelium kapitel 2, om en mand ved navn Simeon, som var retfærdig og from og ventede Israels trøst. For ham havde Helligånden åbenbaret, at han ikke skulle dø, før han havde set Herrens salvede. Da han så forældrene komme til templet for at bringe Jesus frem for Herren, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud. Ordene er gengivet sådan i vers 29-32, ”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. / For mine øjne har set din frelse, / som du har beredt for alle folk: / Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.” Det er interessant at lægge mærke til, at Simeon her taler om Herrens frelse, som er beredt, ikke alene for Israel, men for ”alle folk”.
Gennem profeten Natan havde Herren proklameret over for David, om hans efterkommer, hvis kongedømme skulle blive grundfæstet til evig tid, ”Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn” (1 Krøn 17:13a). Umiddelbart før Jesus indledte sin offentlige tjeneste, lod Han sig døbe i Jordanfloden af Johannes Døber. Og ved den lejlighed lod Faderen selv sin røst lyde fra himlen og gav Jesus det vidnesbyrd, at Han var Guds søn. Der står i Matt 3:16-17, ”Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; / og der lød en røst fra himlene: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.” I Luk 9:28-35 læser vi om, at Jesus, på et senere tidspunkt, tog Peter, Johannes og Jakob op på et bjerg for at bede. Her blev Han forvandlet for øjnene af disciplene, og de så hans herlighed. Derefter kom Moses og Elias til syne, også i herlighed, og de talte med Kristus ”om den udgang, han skulle opfylde i Jerusalem” (vers 31). Da skete det, at de alle først blev overskygget af en sky og siden indhyllet i den, samtidig med at Faderens røst igen lød fra oven, ”Det er min udvalgte søn. Hør ham!” (vers 35).
Jesu offentlige tjeneste
Det er vigtigt at forstå, at Jesus over for folket i Israel ikke forkyndte det evangelium, som vi kender i dag. Den Nye pagt, som er kendetegnet ved den nye fødsel, var ikke trådt i kraft, fordi Jesus endnu ikke var død og opstanden. Han forkyndte derimod evangeliet om Himmeriget! Det vil sige det himmelske rige på jorden, Davidssønnens fredsrige, der blandt andet er profeteret om i Esajas ́ Bog det ellevte kapitel.
Lukas skriver, at Jesus i begyndelsen af sin tjeneste kom til Nazaret, hvor Han gik ind i synagogen. Her læste Han følgende højt fra Esajas ́ Bog, ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, / for at udråbe et nådeår fra Herren” (Luk 4:18-19). Alle de tilstedeværende vidste, at dette skriftafsnit handlede om Messias, og derfor var deres øjne spændt rettet mod Ham. Derefter proklamerede Jesus, ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse” (vers 21). De undrende tilhørere forstod det næppe, men ved denne lejlighed aflagde Herren det vidnesbyrd om sig selv, at Han var den Salvede, som på hebraisk hedder Messias og på græsk Kristus.
I Matt 4:17 står der, ”Fra da af begyndte Jesus at prædike: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Og vi læser videre i vers 23-24, ”Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket. / Og rygtet om ham nåede ud i hele Syrien, og de kom til ham med alle, der led af forskellige sygdomme og var plaget af lidelser, og med besatte, månesyge og lamme, og han helbredte dem.” Matthæus skriver i kapitel 8 vers 16-17, at ”han drev ånderne ud ved sit ord og helbredte alle de syge, / for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger: Han tog vore lidelser, han bar vore sygdomme.”
Det, at tro på Jesus, var for jøderne ensbetydende med at tro på, at Han var Messias, det vil sige Kristus, som skulle komme og genoprette fredsriget i Storisrael. Esajas profeterede om det messianske rige, ”Ingen indbygger skal sige: ”Jeg er syg!” Folket, der bor der, har fået synden tilgivet” (Esa 33:24). Jesu helbredelses – og udfrielsestjeneste var således en forsmag på Rigets velsignelser og samtidig et bevis på, at Han var Kristus. Da Johannes Døber sendte sine disciple til Jesus for at spørge, om Han var den, som skulle komme, lød svaret, ifølge Matt 11:4-6, ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: / Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. / Og salig er den, der ikke forarges på mig.” I Matt 12:28 argumenterer Jesus over for de fjendtligsindede farisæere, ”Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.” Og Johannes beretter følgende, ”Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.” / Jesus svarede dem: ”Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig”” (Joh 10:24-25).
Hvordan blev Jesus så modtaget af sin samtid? I Matt 4:25 står der, ”Og store folkeskarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis, Jerusalem og Judæa og fra den anden side af Jordan.” Jesu tjeneste tiltrak sig meget stor opmærksomhed, ikke mindst blandt mennesker fra de lavere sociale lag i samfundet. Selv når Herren opholdt sig i afsides liggende egne af landet, blev Han opsøgt af folkeskaren. Markus skriver i kapitel 6 vers 32-34, ”Så sejlede de i båden ud til et øde sted for at være alene. / Men mange så dem tage af sted, og de genkendte dem, og fra alle byerne strømmede folk sammen til fods, og de nåede frem før dem. / Og da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem om mange ting.” Evangelisten skildrer derefter, hvad der skete, da Jesus vendte tilbage til den tættere befolkede vestbred af Genezaret Sø, ”Og da de var kommet over søen, nåede de land ved Genezaret og lagde til dér. / Og da de kom op fra båden, genkendte folk ham straks / og skyndte sig rundt i hele egnen og begyndte at bære de syge på bårer hen, hvor de hørte han var. / Og hvor han end kom ind i landsbyer og byer og gårde, lagde man de syge på torvet, og de bad ham om at måtte røre bare ved kvasten på hans kappe; og alle, der rørte ved ham, blev frelst” (Mark 6:53-56).
Overalt hvor Herren kom frem, helbredte Han således de syge, og udfriede de dæmonbesatte. Men de mennesker, som så de mange undere og tegn, der skete omkring Jesus, kom ikke nødvendigvis til tro på, at Han var Kristus. De tolv disciple og de øvrige mennesker, som tilhørte inderkredsen omkring Jesus, var overbevist om, at Han var den Salvede, som skulle komme. I Matt 16:16 lyder Simon Peters bekendelse, ”Du er Kristus, den levende Guds søn.” Men blandt det jødiske folk i almindelighed herskede der nogen uenighed om, hvem Han var. Det fremgår af de følgende citater fra Johannes ́ Evangelium. Der står i Joh 7:11- 13, ”Jøderne ledte nu efter ham under festen og sagde: ”Hvor er han?” / Og blandt folk var der megen snak om ham. Nogle sagde: ”Han er en god mand.” Andre sagde: ”Nej, han fører folket vild.” / Ingen talte dog offentligt om ham af frygt for jøderne.” I vers 31 skriver Johannes videre, ”Men af folkeskaren kom mange til tro på ham, og de sagde: ”Når Kristus kommer, vil han så gøre flere tegn, end denne mand har gjort.”” Og han tilføjer senere, ”Nogle i folkeskaren sagde, da de hørte de ord: ”Han er sandelig Profeten.” / Andre sagde: ”Han er Kristus.” Men nogle sagde: ”Kommer Kristus da fra Galilæa? / Siger Skriften ikke, at Kristus kommer af Davids slægt og fra Betlehem, den landsby, David var fra?” / Sådan blev der uenighed i folkeskaren på grund af ham” (vers 40-43).
Den generelle holdning blandt de religiøse ledere i Israel var den, at Jesus ikke kunne være Kristus, fordi Han efter deres opfattelse ikke overholdt Moseloven. Og deres logik var, at hvis Jesus ikke var Messias, måtte Han være et almindeligt menneske, og det var derfor at betragtede som gudsbespottelse, når Han gjorde krav på at være Guds søn. Den store opmærksomhed, som Jesu forkyndelse og de mange undere og tegn fremkaldte blandt befolkningen, udgjorde samtidig en alvorlig trussel mod ypperstepræsternes og farisæernes position som landets åndelige ledere. Derfor var de ivrige efter at finde en måde, hvorpå de definitivt over for folket kunne afsløre Jesus som en falsk profet.
Jesus for sin del respekterede Moseloven, og Han opfordrede ikke mennesker i sin samtid til at undlade at overholde Lovens bud, tværtimod. Da der på et tidspunkt kom en mand til Ham og spurgte, ”Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?”, lød svaret, ”Men vil du gå ind til livet, så hold budene!” (Matt 19:16-17). Herren kom ofte i ordveksling med farisæerne og de skriftkloge, men Han bebrejdede dem aldrig, at de overholdt Moseloven. Det, Jesus gang på gang kritiserede dem for, var deres tolkning af Loven og måden hvorpå, de praktiserede deres gudsdyrkelse.
Vi læser for eksempel i Matt 9:9-13, ”Og da Jesus gik videre derfra, så han en mand, som hed Matthæus, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: ”Følg mig!” Og han rejste sig og fulgte ham. / Mens Jesus sad til bords i huset, kom der mange toldere og syndere og sad til bords med ham og hans disciple. / Da farisæerne så det, spurgte de hans disciple: ”Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?” / Men da Jesus hørte det, sagde han: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. / Gå hen og lær, hvad det vil sige: ’Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.’ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.””
For farisæerne og de skriftkloge var det at overholde budene blevet et middel til at opnå social status, og de havde kun foragt tilovers for mennesker, der ikke var i stand til at leve op til den samme moralske og åndelige standard, som de selv foregav at praktisere. De var derfor forargede over, at Jesus havde samkvem med mennesker, som havde et tvivlsomt omdømme. Jesus forklarede dem, at hans opgave var at opsøge og hjælpe mennesker, der havde brug for åndelig vejledning. Og Han gjorde dem opmærksom på, at Gud ifølge Skriften tillagde barmhjertighed langt større værdi end diverse ceremonielle ofringer.
Markus skriver om en lignende konfrontation mellem Jesus og farisæerne i kapitel 3 vers 1-6, ”Jesus gik atter ind i synagogen. Dér var der en mand med en vissen hånd. / Og de holdt øje med, om Jesus ville helbrede ham på sabbatten, så de kunne anklage ham. / Og han sagde til manden med den visne hånd: ”Rejs dig og kom ind i midten!” / Så sagde han til dem: ”Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?” Men de tav. / Han så rundt på dem med vrede, og bedrøvet over deres forhærdede hjerte sagde han til manden: ”Ræk hånden frem!” Han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen. / Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel.” Det er tydeligt, at farisæerne overhovedet ingen medfølelse havde med den pågældende mand. De var udelukkende interesseret i at skaffe bevis for, at Jesus forbrød sig mod Loven, så de kunne anklage Ham for at forføre folket, og dermed retfærdiggøre sig selv. Jesus gennemskuede deres hensigter, og deres afstumpethed og hykleri vakte både vrede og bedrøvelse hos Ham.
I næsten et helt kapitel gengiver Matthæus, hvordan Jesus på et senere tidspunkt i barske vendinger gav udtryk for sin mening om farisæernes og de skriftkloges misforståede opfattelse af, hvordan gudsdyrkelse skulle praktiseres under den Gamle pagt. Det er rystende læsning. I Matt 23:23-28 står der, ”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. / I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen. / Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I renser bæger og gryde udenpå, men indeni er de fulde af rovlyst og griskhed. / Du blinde farisæer, rens først bægeret for det, der er indeni, så vil det også være rent udenpå. / Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. / Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed.”
Der tegner sig således et billede af en befolkning i Israel, der var delt i to lejre, når det gælder opfattelsen af, hvem Jesus var. På den ene side var der folkeskaren, som fulgte Herren overalt, hvor Han kom frem. De lyttede gerne til hans undervisning, og de priste Gud for de tegn og undere, som skete ved hans hænder. Og vi har grund til at tro, at et flertal af disse mennesker anså Jesus for at være Kristus. På den anden side var der ypperstepræsterne og farisæerne, som følte, at deres position som åndelig elite i landet var truet af Jesu tilstedeværelse, og de forsøgte derfor at bekæmpe Ham med alle til rådighed stående midler. De fleste af dem så gerne, at Jesus blev arresteret og henrettet, men de tøvede med at gribe til handling, fordi de frygtede, at det ville forårsage optøjer blandt folket.
Jesus vidste naturligvis besked om de to modsatrettede holdninger til hans person, som fandtes i befolkningen. Og inspireret af Helligånden udtaler Han et profetisk budskab, der giver os indsigt i Guds vilje med hensyn til udvælgelse blandt de jøder, der blev konfronteret med Menneskesønnen. I Luk 10:21- 22 står der, ”I samme stund jublede Jesus i Helligånden og sagde: ”Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. / Alt har min fader overgivet mig, og ingen ved, hvem Sønnen er, undtagen Faderen, og ingen ved, hvem Faderen er, undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.””
Dette udsagn er højst overraskende, men meningen er ikke til at tage fejl af. Det var ikke nogen tilfældighed, at det overvejende var mennesker, der ikke havde modtaget anden oplæring i Loven end den, de havde fået i synagogen, som begejstret tog imod Jesus som Kristus, mens de skriftkloge forkastede Ham. Det var heller ikke et resultat af de pågældende menneskers egen beslutning på baggrund af rationelle overvejelser. Nej, det forholdt sig således, fordi det var Guds vilje! Det var Gud selv, der havde ”skjult dette for vise og forstandige.” Og det var Ham, som havde ”åbenbaret det for umyndige.” Vi kan altså konkludere, at Gud på forhånd havde besluttet at åbenbare Jesu sande identitet for nogle mennesker og samtidig holde den skjult for andre. Nogle mennesker var altså forudbestemt til at komme til tro på Kristus, mens andre var forudbestemt til ikke at komme til tro.
Det strider mod den menneskelige tankegang, at Gud skulle forhindre nogle menneske i at komme til tro. Men det er faktisk Skriftens klare vidnesbyrd, at det var tilfældet for flertallet af ypperstepræsternes og de skriftkloges vedkommende. Johannes skriver sådan, ”Skønt han havde gjort så mange tegn for øjnene af dem, troede de ikke på ham, / for at det ord af profeten Esajas skulle gå i opfyldelse: Herre, hvem troede på det, de hørte af os? For hvem blev Herrens arm åbenbaret? / Derfor kunne de ikke tro, for Esajas har også sagt: Han har blindet deres øjne og forhærdet deres hjerte, for at de ikke skal se med øjnene og fatte med hjertet og vende om, så jeg må helbrede dem. / Det sagde Esajas, fordi han så hans herlighed og talte om ham. / Ikke desto mindre kom mange, endog af Rådets medlemmer, til tro på ham. Men på grund af farisæerne bekendte de det ikke, for ikke at blive udelukket af synagogen. / De elskede nemlig ære fra mennesker frem for ære fra Gud” (Joh 12:37-43).
Jesus kendte til Guds frelsesplan, og Han vidste derfor også besked, både om de lidelser, der ventede Ham, og om hvad der senere skulle ske med det jødiske folk. I Luk 13:34-35 udtaler Jesus således følgende profeti, ”Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. / Se, jeres hus bliver overladt til jer selv. Jeg siger jer: I skal ikke se mig mere, før den dag kommer, da I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!”
Jesu korsfæstelse
Der var én begivenhed, som mere end nogen anden forårsagede, at mange mennesker kom til tro på, at Jesus var Kristus, nemlig den, at Herren opvakte Lazarus fra de døde. Da Jesus betroede sine disciple, at Lazarus var død, udbrød Han da også efterfølgende, ”Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må komme til tro” (Joh 11:15). Evangelisten Johannes gør udførligt rede for den sammenhæng, der var mellem dette bemærkelsesværdige tegn og de begivenheder, som fandt sted under den efterfølgende påske.
Der står i kapitel 11 vers 45-48, ”Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. / Men nogle af dem gik til farisæerne og fortalte dem, hvad Jesus havde gjort. / Ypperstepræsterne og farisæerne kaldte da Rådet sammen og sagde: ”Hvad gør vi? Den mand gør mange tegn. / Lader vi ham blive ved på den måde, vil alle snart tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort tempel og vort folk.””
Opvækkelsen af Lazarus udgjorde et alvorligt problem for ypperstepræsterne og farisæerne. Det var et mægtigt under, som ikke var sket i en fjern afkrog af landet, men i Betania, kun nogle få kilometer fra Jerusalem, og rygtet herom blev hurtigt spredt blandt befolkningen. Martha og Maria var forholdsvis velhavende, så de jøder, som var kommet ud til søstrene for at trøste dem i sorgen over deres bror, må have været ansete mennesker. Til stor ærgrelse for farisæerne var mange af disse jøder kommet til tro på Jesus på grund af det, de havde set. Det var altså ikke længere kun folkeskaren, der anså Jesus for at være Kristus, men det gjaldt også adskillige mennesker fra de højere sociale lag af samfundet. Det, Rådets medlemmer frygtede allermest, var utvivlsomt, at den store folkeskare, som flokkedes omkring Jesus, skulle forsøge at gøre oprør mod den romerske besættelsesmagt i landet. Det ville nemlig efter al sandsynlighed resultere i, at de selv, af romerne, ville blive frataget deres politiske magt.
Johannes skriver videre i vers 49-54, ”Men en af dem, Kajfas, som var ypperstepræst det år, sagde til dem: ”I forstår ikke noget som helst. / I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde.” / Det sagde han ikke af sig selv; men som ypperstepræst det år profeterede han, at Jesus skulle dø for folket; / og ikke for folket alene, men også for at samle Guds spredte børn til ét. / Fra den dag af var de besluttet på at slå ham ihjel. / Derfor færdedes Jesus ikke længere offentligt blandt jøderne, men gik ud på landet, nær ørkenen, til en by ved navn Efraim; dér blev han sammen med disciplene.” Ypperstepræsten overbeviste altså de øvrige tilstedeværende om, at de var nødsaget til at slå Jesus ihjel, for på den måde at forhindre, at situationen kom yderligere ud af kontrol. Ja, overraskende nok står der, at han profeterede, at Jesus skulle dø for folket.
Næste gang vi hører om, at Jesus optræder offentligt, var i dagene op til den årlige fejring af påskefesten i Jerusalem. I Joh 12:12-19 læser vi følgende, ”Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. / De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte: Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge! / Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet: / Frygt ikke, Zions datter! Se, din konge kommer, ridende på et æsels føl. / Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. / Skaren, som havde været med ham, da han kaldte Lazarus ud af graven og oprejste ham fra de døde, vidnede om det. / Det var også derfor, skaren var gået ham i møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette tegn. / Da sagde farisæerne til hinanden: ”Her kan I se, det nytter ikke noget. Se bare, alverden løber efter ham.””
Få dage senere lod ypperstepræsterne og de skriftkloge Jesus tage til fange. Derefter blev Herren ført frem for Rådet, hvor de ved hjælp af falske vidneudsagn forsøgte at få Ham dømt til døden. Vidnesbyrdene stemte imidlertid ikke overens, og Jesus undlod at svare på deres anklager. Så blev Han spurgt af ypperstepræsten Kajfas, ”Er du Kristus, den Velsignedes søn?” (Mark 14:61). Og der står videre i vers 62-64, ”Jesus svarede: ”Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.” / Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: ”Hvad skal vi nu med vidner? / I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?” Og de dømte ham alle skyldig til døden.”
Efter denne fingerede rettergang overgav ypperstepræsterne og folkets ældste Jesus til Pilatus, der var den romerske statholder i området. Deres anklage mod Ham lød således, ”Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge” (Luk 23:2). Beretningerne i de fire evangelier giver os et glimrende indblik i retssagens videre forløb. Pilatus, der udmærket vidste, at ypperstepræsterne havde udleveret Jesus på grund af misundelse, fandt ingen skyld hos Ham, og han ønskede derfor, at processen skulle ende med frifindelse. Folkeskaren forventede, at de, som det var skik og brug, skulle få en fange løsladt under festen, og statholderen gav dem valget mellem en berygtet oprører ved navn Barabbas og Jesus af Nazaret. Det gjorde han i håbet om, at de ville vælge at få Jesus frigivet. I Matt 27:20 står der imidlertid følgende, ”Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte skarerne til at bede om at få Barabbas løsladt og få Jesus henrettet.” På denne udspekulerede måde lykkedes det ypperstepræsterne og farisæerne at gøre den folkeskare, som kun nogle få dage tidligere havde hyldet Ham som Israels konge, medskyldig i Jesu død.