At fuldføre løbet

V. Dommen over folkeslagene

Gud gennemfører sin frelsesplan i overensstemmelse med sin egen viljes beslutning. Det værk, som Faderen har begyndt i de mennesker, der er genstand for hans udvælgelse, det er Han også mægtig til at fuldende. I det foregående er der blevet gjort rede for, hvordan Herren vil virkeliggøre sit forsæt med henholdsvis Israel og Menigheden. Og vi har set, at disse guddommelige planer ikke alene indbefatter den nye fødsel, men også Guds vilje vedrørende helliggørelse og den endelige herliggørelse (Rom 8:29-30).

Men hvad med de mennesker, der ikke er omfattet af Faderens udvælgelse? Det drejer sig om de mange millioner individer, som hverken var jøder eller genfødte kristne og derfor ifølge Bibelens definition er hedninger. Hvordan vil Gud dømme dem?

     I Rom 2:6-16 skriver Paulus om Guds retfærdige dom, ”Han vil gengælde enhver efter hans gerninger: / Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv; / og over dem, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten, kommer vrede og harme. / Nød og angst rammer hvert menneske, som gør det onde, både jøde, først, og græker; / herlighed og ære og fred får enhver, som gør det gode, både jøde, først, og græker. / For Gud gør ikke forskel på nogen. /

     De, som har syndet uden loven, vil også gå fortabt uden loven. Og de, som har syndet under loven, vil blive dømt efter loven. / For det er ikke dem, som hører loven, der er retfærdige for Gud, men de, som gør loven, vil blive gjort retfærdige. / For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. / De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden – / på den dag, da Gud dømmer det, som skjuler sig i mennesker, efter mit evangelium ved Kristus Jesus.”

     Det fremgår tydeligt af dette skriftafsnit, at hedningerne vil blive dømt efter deres gerninger! Akkurat ligesom det er tilfældet med jøderne og de kristne. Gud er retfærdig, og det, Han kræver af et menneske med hensyn til retfærdig livsførelse, står i forhold til, hvad vedkommende er blevet betroet. En hednings grundvilkår er sammenlignelige med en jødes, fordi begge parter lever i kraft af det naturlige menneske, det vil sige kødet. Den store forskel på de to kategorier er, at jøderne har modtaget en langt større åbenbaring end hedningerne. Israels folk har nemlig fået Loven med dens ceremonielle og moralske bud som vejleder vedrørende livsførelse, mens folkeslagene kun har deres samvittighed som rettesnor for korrekt adfærd. Den standard for livsførelse, Gud forventer af en hedning, er derfor generelt lavere end den standard, Han fordrer af en jøde.

     Ethvert menneskes samvittighed fordømmer intuitivt mord, tyveri, løgn og hor. Og vi har alle en veludviklet retfærdighedssans, som især kommer til udtryk, når det er os selv, der bliver krænket af andre. Så inderst inde ved den enkelte godt, hvad der er rigtigt at gøre mod et medmenneske i en given situation. Et menneskes samvittighed er imidlertid også formet under påvirkning af det kulturelle, religiøse og sociale miljø, som vedkommende har været en del af gennem sin opvækst. At leve efter sin samvittighed er derfor også ensbetydende med at følge de generelle normer, som er fremherskende i det samfund, man tilhører. Forudsat at disse normer ikke strider mod ens egen indre samvittighed.

     Når apostlen erklærer, at Gud ikke gør forskel på nogen (vers 11), betyder det således, at alle mennesker vil blive dømt retfærdigt på grundlag af deres handlinger under hensyntagen til de grundvilkår, som de hver især blev tildelt. Hvilke mulige udfald foreligger der, når Gud, i skikkelse af Kristus, skal dømme hedningerne? Der står i vers 7-8, ”Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv; / og over dem, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten, kommer vrede og harme.”

     Det græske ord for ”evig” betyder, som nævnt flere gange tidligere, tidsalder. Formuleringen i de ovenstående vers kan derfor kun forstås således, at de hedninger, ”der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode,” vil få del i Himmeriget i den kommende tidsalder, mens ”dem, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten,” i samme periode vil blive udsat for Guds vrede i form af Gehenna. Det vil sige, at der findes de samme to alternative muligheder for hedningerne som for jøderne. Det bekræftes også i de efterfølgende vers 9-10, der lyder som følger, ”Nød og angst rammer hvert menneske, som gør det onde, både jøde, først, og græker; / herlighed og ære og fred får enhver, som gør det gode, både jøde, først, og græker.”

     Hvor og hvornår vil domsafsigelsen over hedningerne finde sted? For de hedningers vedkommende, som overlever den store trængsel, finder vi svaret i Matt 25:31-46, hvor der står, ”Når menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. / Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; / fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. / Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. / For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, / jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. / Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? / Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? / Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? / Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. / Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. / For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, / jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. / Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? / Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! / Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.”

     Stedet, hvor denne domstol skal stå, er Jerusalem (Sal 122:3-5). Tidspunktet er umiddelbart efter jødernes dom, altså i forbindelse med Kristi synlige genkomst. Dommeren er den herliggjorte Kristus. Og de mennesker, hvis livsførelse er genstand for bedømmelse, tilhører ”folkeslagene”. Det vil ifølge bibelsk terminologi sige personer, som hverken er jøder eller kristne.

     Kongen skal dele de tilstedeværende ind i to grupper. Den ene gruppe bliver betegnet dels som ”de retfærdige” dels som de ”velsignede”, og til dem bliver der sagt, ”Kom, I som er min faderes velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.” Den anden gruppe, der bliver benævnt som de ”forbandede”, bliver derimod tiltalt således, ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.” Og Jesus slutter sin beretning med at slå fast, at de sidstnævnte skal gå bort til ”evig straf”, mens de førstnævnte skal gå ind til ”evigt liv”.

     Da evig betyder tidsalder, kan vi drage den slutning, at både belønningen og straffen vedrører den kommende tidsalder. Det ”rige”, som de velsignede skal arve, er således Himmeriget, mens den ”evige ild”, som de forbandede vil blive udsat for, er Gehennas ild. Der står ganske vist, ”den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle”, og vi ved fra Åb 20:10, at Djævelen til slut vil blive styrtet i Ildsøen. Men selvom det er den samme ild, der er virksom i henholdsvis Ildsøen og Gehenna, er der, som der er blevet redegjort for i afsnittet om Gehennas ild, vægtige grunde til at antage, at Ildsøen og Gehenna er to væsensforskellige fænomener.

     Hvori består den fortjeneste, som kvalificerer de retfærdige til at arve Himmeriget? De har gjort gode gerninger. De har med uselviske motiver tilfredsstillet deres medmenneskers basale behov for mad, tøj, husly, lægehjælp og omsorg. Hvad består de forbandedes forseelse i? De har forsømt at gøre gode gerninger. Da de stod over for mennesker i nød, undlod de at hjælpe. Disse mennesker bliver således bedømt på grundlag af deres gerninger. Og beskaffenheden af deres livsførelse er bestemmende for deres forhold til Himmeriget.

     De ”retfærdige” vil komme til at udgøre de folkeslag, som de sejrende kristne skal regere over i Tusindårsriget sammen med Kristus (Åb 2:26-28). De førstnævnte vil blive overført til det genoprettede Davidsrige uden at have gået igennem døden. De og deres efterkommere skal ligesom de retfærdige af jødisk afstamning, som overlever den store trængsel (Esa 65:20-23), avle børn i Tusindårsriget og dø i en meget høj alder.

     De retfærdige fra folkeslagene vil utvivlsomt bøje sig ned for kongernes Konge og herrernes Herre, når de ser Ham. Og profetien i Joel 3:1-5 indicerer, at mange hedninger, lige så vel som personer af jødisk herkomst, vil blive født på ny ved Kristi synlige genkomst. Der står således, ”Det skal ske derefter: Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner. / Selv over jeres trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage. / Jeg sætter tegn på himlen og på jorden, blod og ild og røgsøjler. / Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer. / Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. For på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være redning – som Herren har sagt – for de undslupne, som Herren kalder på.”

     Det betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at alle deres efterkommere, i generation efter generation, vil komme til at erfare den nye fødsel. 

 

VI. Den store hvide trone

I det følgende vil der blive redegjort for, hvornår og hvordan Kristus skal dømme alle de mange generationer af døde, der tilhører den kategori af mennesker, som i Skriften betegnes som ”folkeslagene”. Det vil sige de mennesker, som hverken tilhører Israel eller Menigheden, fordi de ikke er genstand for Faderens udvælgelse. Men først vil vi kort nævne de vigtigste eskatologiske begivenheder, som skal finde sted, før denne domstol bliver afviklet.

     I Johannes ́ Åbenbaring kapitel 19 vers 18-20 skriver apostlen således om et af de mange syn, han så under sit fangenskab på øen Patmos, ”Og jeg så dyret og jordens konger og deres hære samlet for at føre krig mod ham, der rider på hesten, og mod hans hær. / Men dyret blev grebet, og sammen med den falske profet, som havde gjort tegnene for dets øjne og dermed forført dem, der tog dyrets mærke og tilbad dets billede. De blev begge styrtet levende i ildsøen, der brænder med svovl. / De øvrige blev dræbt med det sværd, der stod ud af rytterens mund, og alle fuglene åd sig mætte i deres kød.”

     Den nuværende tidsalder vil altså blive afsluttet med, at Kristus besejrer de hære, som følger ”dyret”, det vil sige Antikrist. Og i den forbindelse vil ”dyret” blive kastet i Ildsøen sammen med ”den falske profet”. Johannes fortsætter sin redegørelse, idet han siger, ”Og jeg så en engel stige ned fra himlen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i hånden. / Englen greb dragen, den gamle slange, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år / og styrtede ham i afgrunden og satte lås og segl for ham, for at han ikke mere skal forføre folkeslagene, før de tusind år er omme. Derefter skal han slippes løs en kort tid” (Åb 20:1- 3). Satans tilfangetagelse og nedstyrtning til afgrunden, hvor han vil blive holdt indespærret i tusind år, er, som det er blevet nævnt flere gange tidligere, indledningen til den næste tidsalder, nemlig Tusindårsriget. Vi ved fra profetierne i det Gamle testamente, at Gud skal genoprette naturen, der blev ødelagt af de mange plager, som hærgede i endetiden, og at der i de næste tusind år vil herske retfærdighed, fred og tider med velfærd for de jøder og hedninger, som skal befolke jorden.

     I Åb 20:7-10 forklarer apostlen, hvad der vil ske efter Tusindårsriget. Der står, ”Når de tusind år er omme, skal Satan slippes løs fra sit fængsel / og gå ud og forføre folkeslagene i alle de fire verdenshjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig, talrige som havets sand. / De drog op på jordens flade og omringede de helliges lejr og den elskede by, men der faldt ild ned fra himlen og fortærede dem. / Og Djævelen, som forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl, hvor også dyret og den falske profet er, og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.”

     Fredens tidsalder bliver afløst af en periode med konflikt og oprustning. Efterkommerne af de hedninger, som fik del i Tusindårsriget, vil på dette tidspunkt blive forført af Djævelen, så de beslutter at sende deres hære mod Jerusalem. Men angrebsplanerne bliver forpurret, da alle folkeslagenes tropper vil blive fortæret af ild fra himlen. Og derefter skal Djævelen få sin endelige straf. Han vil nemlig blive styrtet i Ildsøen, hvor han sammen med dyret og den falske profet skal pines i Evighedernes evigheder.

     Derefter beretter Johannes om det følgende ærefrygtindgydende syn, ”Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. / Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. / Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt enhver efter sine gerninger. / Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. / Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen” (Åb 20:11-15)

     I mødet med den Almægtige vil alle de tilstedeværende falde på deres ansigt. Og alle, bortset fra de allermest forhærdede sjæle, vil omvende sig på stedet. David profeterede om dette i Salme 22 vers 28-30, hvor der står, ”Hele den vide jord skal huske Herren og vende tilbage til Herren; alle folkenes slægter skal kaste sig ned for dig. / For kongemagten tilhører Herren, han hersker over folkene. / Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham, alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.” Patriarken taler ikke om Israel, men om, at ”alle folkenes slægter”, ”alle, der sover i jorden”, en dag skal kaste sig ned for Herren.

     Og Paulus udtrykker sig meget kategorisk, når han i Filip 2:9- 11 skriver, ”Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, / for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, / og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud faders ære.” Der er absolut ingen undtagelser. Alt og alle skal bøje knæ og bekende, at Jesus Kristus er Herre. Det gælder altså også alle de mennesker, som tilhører folkeslagene.

     Betegnelsen ”livets bog” forekommer kun syv gange i det Nye testamente. Der er imidlertid anvendt to forskellige græske ord for ”bog” i forbindelse med udtrykket ”livets bog.” Ordet ”biblos”, der bare betyder bog, bruges tre gange, nemlig i Filip 4:3, Åb 3:5 og Åb 20:15. Mens det græske ord ”biblion”, der er en diminutiv form af ”biblos”, som betyder ”lille bog”, bliver benyttet i henholdsvis Åb 13:8, Åb 17:8, Åb 20:12 samt Åb 21:27. Ordlyden i Åb 20:12 burde derfor have været, ”Og en anden livets lille bog blev åbnet.” Og i det følgende vil den mere korrekte betegnelse, ”Livets lille bog”, blive brugt i forbindelse med de fire ovennævnte skriftsteder.

     De mennesker, som bliver dømt ved den Store hvide trone, kommer alle fra folkeslagene. Den kendsgerning, at Livets lille bog er nævnt i denne sammenhæng, må betyde, at der er hedninger, hvis navne er indskrevet i netop denne bog. Ja, en nærlæsning af teksterne afslører faktisk, at Livets lille bog kun er nævnt i relation til mennesker fra folkeslagene. Udtrykket ”de, der bor på jorden”, som forekommer både i Åb 13:8 og Åb 17:8, refererer således til folkeslagene. Og at Åb 20:12 og Åb 21:27 også handler om folkeslagene er indlysende.

     Men hvem er indskrevet i Livets lille bog? Og hvad indebærer det for et menneske at have sit navn skrevet i Livets lille bog? Svaret på det andet spørgsmål finder vi i Johannes ́ Åbenbaring kapitel 21 vers 23-27, der handler om tilstandene på den Nye jord i Evighedernes evigheder. Der står således, ”Og byen har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys. / Folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger komme ind i den med deres herligheder. / Dens porte lukkes ikke om dagen, og nat er der aldrig dér. / Folkeslagenes herligheder og kostbarheder bringes ind i den. / Men intet vanhelligt kommer derind, og det gør heller ingen, der øver afskyelighed og løgn, men kun de, der står indskrevet i livets [lille] bog, Lammets bog.”

     Den by, der her er tale om, er Det nye Jerusalem. Vi ved, at Israel og Menigheden tilsammen udgør befolkningen i byen, ja, de er Det nye Jerusalem. I de ovenstående vers omtales henholdsvis ”folkeslagene” og ”jordens konger”. Der står, at folkeslagene skal vandre i lyset fra byen (vers 24), og at deres herligheder og kostbarheder ”bringes ind” i den (vers 26). De skal altså ikke selv bringe deres herligheder ind i Det nye Jerusalem, men andre skal gøre det for dem. Jordens konger adskiller sig fra folkeslagene ved at have adgang til byen. Det er således dem, der skal bringe folkeslagenes herligheder ind i Det nye Jerusalem (vers 24). Der står desuden i vers 27, at kun de, der står indskrevet i Livets lille bog, kan komme ind i Det nye Jerusalem. Jordens konger må derfor nødvendigvis være indskrevet i Livets lille bog. På grundlag af disse oplysninger kan vi altså konkludere, at de, hvis navne er skrevet i Livets lille bog, er identisk med jordens konger.

     Hvorfor er disse mennesker indskrevet i Livets lille bog? De døde bliver dømt efter deres gerninger (Åb 20:12b), så de pågældende må have levet op til den standard for livsførelse, som Gud har sat for de mennesker, der tilhører folkeslagene. Denne antagelse stemmer da også overens med apostlens udtalelser i Rom 2:6-16, hvoraf det klart fremgår, at de hedninger, som gør det gode og lever efter deres samvittighed, vil blive belønnet af Gud.

     De, der er indskrevet i Livets lille bog, for hvem det er aktuelt, udmærker sig imidlertid også frem for resten af de mennesker, som tilhører folkeslagene, ved ikke at tilbede dyret. Apostlen skriver i Åb 13:7-8, ”Det fik givet magt til at føre krig mod de hellige og besejre dem, og det fik givet magt over hver stamme og folk, tungemål og folkeslag. / Og alle, der bor på jorden, vil tilbede det, enhver, hvis navn ikke, fra verden blev grundlagt, står skrevet i livets [lille] bog, det slagtede lams bog.” Udtrykket ”alle, der bor på jorden” refererer som tidligere nævnt til mennesker fra folkeslagene.

     Hvad karakteriserer så ifølge Skriften de mennesker fra folkeslagene, hvis navne ikke er skrevet i Livets lille bog? Det vil sige de mennesker, der i Åb 21:23-27 bliver benævnt som ”folkeslagene”, og om hvem det fremgår, at de ikke har adgang til Det nye Jerusalem. Der står i vers 26-27, ”Folkeslagenes herligheder og kostbarheder bringes ind i den. / Men intet vanhelligt kommer derind, og det gør heller ingen, der øver af-skyelighed og løgn, men kun de, der står indskrevet i livets [lille] bog, Lammets bog.” På baggrund af disse vers kan vi konstatere, at folkeslagene på den Nye jord ikke har adgang til byen, fordi de har været vanhellige, og fordi de har øvet afskyelighed og løgn. De pågældende har altså ikke levet efter den standard for livsførelse, som Gud har sat for hedningerne. Det fremgik desuden af Åb 13:8, at ”alle, der bor på jorden” under den store trængsel, ”hvis navn ikke”... ”står skrevet i livets [lille] bog”, skal tilbede dyret! Og det sker ifølge Åb 19:20, fordi de pågældende bliver forført af den falske profet.

     De samme mennesker bliver også omtalt i Åb 21:8, hvor Johannes skriver, ”Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død.” De døde fra nationerne, som kommer til at udgøre ”folkeslagene” på jorden i Evighedernes evigheder, vil altså først blive tildelt ”deres lod i søen, der brænder med ild og svovl.” Der står ikke, at de vil blive kastet i Ildsøen, ligesom dyret, den falske profet og Djævelen. Men at de vil få deres lod i søen, hvilket formodentlig svarer til at blive skadet af den anden død (Åb 2:11), som er et udtryk, der refererer til Gehenna.

     Der må under alle omstændigheder være tale om en midlertidig straf eller opdragelse, for disse mennesker kommer, som nævnt, til efterfølgende at leve på den Nye jord. Det bekræftes i Åb 22:14-15. Der siger Jesus således, ”Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen. / Udenfor skal hundene være og troldmændene og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, der elsker og øver løgn.”

     Som tidligere omtalt, kan det udledes af både Salme 22:28-30 og Filip 2:9-11, at de døde, som skal dømmes ved den Store hvide trone, vil omvende sig. Men vil de også blive født på ny? Ja, det er utænkeligt, at beboerne på jorden i Evighedernes evigheder skulle komme til at leve i kraft af kødet. Det er nemlig hensigten med Guds frelsesplan for tidernes fylde ”at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske” (Ef 1:10).

     ”De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag” (Rom 8:8). Og Faderen har ladet det gamle menneske korsfæste sammen med Kristus, for at det nye menneske skal leve i kraft af det guddommelige liv (Rom 6:4-8). Hvis ”folkeslagene” og ”jordens konger” ikke bliver født på ny, vil syndens magt stadig være virksom på den Nye jord (Rom 7:14), og den tanke er fuldstændig udelukket. Vi kan således fastslå, at de mennesker fra folkeslagene, som skal leve uden for Det nye Jerusalem, nødvendigvis også må komme til at erfare den nye fødsel.

     Betyder det, at ingen mennesker vil blive kastet i Ildsøen? Nej, absolut ikke! Vi læste jo i Åb 20:15, ”Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.” I dette vers står der, i modsætning til vers 12 i samme kapitel, ikke ”Livets lille bog” men ”Livets bog”. Spørgsmålet er blot, hvem der er omfattet af denne frygtindgydende straf.

     Med henblik på at afgøre, hvad der karakteriserer de mennesker, der ved den Store hvide trone vil blive dømt til at styrtes i Ildsøen, skal vi undersøge det andet skriftsted i Johannes ́ Åbenbaring, hvor udtrykket Livets bog forekommer. Det drejer sig om Åb 3:5, hvor der står, ”Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle.”

     På grundlag af dette udsagn kan vi udlede, at det må være muligt for et menneske at blive slettet af Livets bog. Da de ”hvide klæder” symboliserer de helliges retfærdige gerninger (Åb 19:8), er det desuden muligt at fastslå, at gerninger er det parameter, som benyttes, når det skal afgøres, hvorvidt et menneskes navn skal slettes af Livets bog eller ej. Hvis vi sammenholder den oplysning med Jesu udtalelse i Matt 12:31-32 om, at der findes en synd, som der ikke fås tilgivelse for ”hverken i denne verden eller i den kommende”, så nærmer vi os måske en forklaring på, hvem de mennesker er, hvis navne ikke står skrevet i Livets bog.

     Der er således god grund til at antage, at der er tale om de mennesker, som har forhærdet sig og på den måde afskåret sig selv fra Guds nåde. Paulus skriver i 1 Tim 2:3-4, at Gud ”vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.” Men som et resultat af deres gudløse og uretfærdige livsførelse er disse menneskers hjerter blevet så hårde, at de er immune over for Helligåndens påvirkning, og det er således ikke længere muligt at bringe dem til omvendelse. Derfor er de pågældendes navne blevet slettet af Livets bog, og ved dommen foran den Store hvide trone vil de blive styrtet i Ildsøen.

 

     ”Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er” (Åb 22:12). 

 

Konklusion

Skriftens klare vidnesbyrd er, at Gud ikke straffer mennesker, fordi de ikke er født på ny. Det ville også være uretfærdigt, for den nye fødsel eller mangel på samme beror på Guds egen suveræne udvælgelse. Alle mennesker, både jøder, kristne og hedninger, vil derimod blive dømt efter deres gerninger. Ethvert menneske vil således blive krævet til regnskab for sin livsførelse i forhold til, hvad vedkommende er blevet betroet inden for rammerne af nogle bestemte grundvilkår. Og på dommens dag vil nogle blive belønnet, mens mange vil blive genstand for en midlertidig opdragelse. Endelig er der andre, som går en vedvarende straf i møde, fordi de har begået den ultimative synd.

     Det ovenstående bibelstudium har desuden vist, at Faderen lader nogle mennesker blive født på ny i denne tidsalder, mens andre vil erfare den nye fødsel enten i Tusindårsriget eller i Evighedernes evigheder. På denne måde skal ”Gud, som er alle menneskers frelser, først og fremmest de troendes” (1 Tim 4:10), gennemføre sin frelsesplan.