At fuldføre løbet

Forholdet mellem Paulus og de jødekristne i Jerusalem

Efter sit ophold i Arabien vendte Paulus tilbage til Damaskus (Gal 1:17), hvor han prædikede om Kristus, indtil han måtte flygte ud af byen (Ap G 9:22-25). Apostlen beretter i Gal 1:18-24 om det videre forløb af sin tjeneste, idet han skriver, ”Dernæst, efter tre års forløb, drog jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas, og jeg blev hos ham i fjorten dage; / men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror. / Jeg tager Gud til vidne på, at hvad jeg skriver her, ikke er løgn! / Dernæst tog jeg til Syrien og Kilikien. / Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa; / de havde bare hørt om, at han, der før forfulgte os, nu forkynder den tro, han tidligere ville udrydde, / og de priste Gud for mig.”

     Vi ved fra Apostlenes Gerninger, at Paulus også vidnede for folk under sit korte ophold i Jerusalem, men det vakte så megen modstand, at brødrene måtte hjælpe ham med at flygte, og han kom derefter til sin fødeby Tarsus (Ap G 9:26-30). Apostlen fortæller selv, mange år senere, i sin forsvarstale til folket, at han fik en åbenbaring af Kristus under dette ophold i Jerusalem. Der står i Ap G 22:17-18, ”Og det skete, da jeg igen var kommet til Jerusalem og bad i templet, at jeg faldt i henrykkelse, / og jeg så Herren. Han sagde til mig: ’Skynd dig at forlade Jerusalem, for de vil ikke tage imod dit vidnesbyrd om mig.’” Og der står videre i vers 21, ”Men Herren sagde til mig: ’Gå, for jeg vil sende dig til folkeslag langt borte.’”

     En mand ved navn Barnabas, som havde taget sig af Paulus, mens han var i Jerusalem, opsøgte ham senere i Tarsus, og sammen tog de til Antiokia, hvor de i et helt år tog del i undervisningen i menigheden (Ap G 11:25-26). Da kaldte Helligånden Paulus og Barnabas til at rejse ud og forkynde evangeliet, og de tog af sted, efter at de andre Guds tjenere på stedet havde lagt hænderne på dem i bøn (Ap G 13:1-3). Paulus har således sit ophold i Antiokia og sin første missionsrejse i tankerne, når han i Gal 1:21 siger, ”Dernæst tog jeg til Syrien og Kilikien.”

     Apostlen fortsætter sin beretning i Galaterbrevet med ordene, ”Dernæst, efter fjorten års forløb, drog jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med. / Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring, og jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves. / Men ikke engang Titus, der var med mig, og som er græker, blev tvunget til at lade sig omskære; / det krævede ellers nogle indsnegne falske brødre, som havde listet sig ind for at udspejde den frihed, vi har i Kristus Jesus, og for at trælbinde os. / Men dem gav vi ikke et øjeblik efter for og bøjede os ikke; for vi ville, at evangeliets sandhed skulle blive hos jer” (Gal 2:1-5).

     Da Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia efter deres fælles missionsrejse, kom der nogle jødekristne fra Judæa til byen for at belære de hedningekristne om, at de måtte lade sig omskære for at blive frelst. Det førte til heftig diskussion mellem de tilrejsende på den ene side og Paulus og Barnabas på den anden side. Derfor blev der i menigheden i Antiokia taget beslutning om at sende en delegation af sted for at få afklaret dette stridsspørgsmål med apostlene og de ældste i Jerusalem (Ap G 15:1-2).

     Det fremgår tydeligt af de to ovennævnte skriftafsnit, at der på det pågældende tidspunkt var stor forskel på, hvordan den kristne tro blev praktiseret henholdsvis i Syrien og Kilikien og i Jerusalem. Menighederne i Jerusalem og resten af Israel bestod hovedsageligt af jøder, som tilsyneladende stadig praktiserede omskærelse og overholdt andre dele af Loven. De nye menigheder, der var opstået som et resultat af Paulus ́ apostelvirksomhed, bestod derimod overvejende af hedninger. Deres kendskab til Moseloven var sandsynligvis begrænset, og i overensstemmelse med det budskab, Paulus havde forkyndt for dem, følte de sig heller ikke forpligtet til at overholde nogen af dens bud og bestemmelser.

     Det er med baggrund i denne forskel, at Paulus skriver om sit møde med apostlene i Jerusalem, ”Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring, og jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves” (Gal:2:2). Den ”åbenbaring”, apostlen refererer til, er Kristus-hemmeligheden, altså den sandhed at Gud i Menighedens tidsalder ikke længere skelner mellem, hvorvidt et menneske er af jødisk eller hedensk afstamning. Når han anvender formuleringen, ”det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne”, er det i erkendelse af, at hans evangelium på mindst ét væsentligt punkt afveg fra det evangelium, som blev forkyndt i Jerusalem, nemlig spørgsmålet om omskærelse.

     Hvad blev da udfaldet af apostelmødet i Jerusalem? Forskellene var så store, at parterne ikke var i stand til at opnå en fælles praksis med hensyn til omskærelse. Det endte derfor med, at apostlene i Jerusalem gav udtryk for deres anerkendelse af Paulus ́ arbejde blandt folkeslagene, hvorefter de besluttede at udfærdige en skrivelse, i hvilken de slog fast, at hedningerne ikke behøvede at lade sig omskære for at blive frelst (Ap G 15:12-21). Det kom imidlertid ikke på tale at ændre på forholdene blandt de troende i Jerusalem. Paulus udviste for sin del behørig respekt for de tolv apostle, og han fremførte ingen kritik af den måde, de forvaltede deres tjenestegerning på. De forsamlede enedes således om en aftale, der skulle danne grundlag for en fredelig sameksistens på trods af de åbenlyse forskelle.

     I Gal 2:6-9 skriver apostlen om hændelsesforløbet, ”Og de, som anses for at være noget – hvad de engang var, er mig ligegyldigt, Gud gør ikke forskel på mennesker – mig pålagde de ansete intet nyt. / Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne / – for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne – / og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.”

     Paulus foretog efterfølgende yderligere to missionsrejser, der begge udover Tyrkiet også kom til at omfatte Grækenland. I forbindelse med sin tredje rejse opholdt apostlen sig over to år i Efesos, hvor han holdt daglige samtaler i Tyrannos ́ skole, hvilket resulterede i, at Herrens ord blev kendt i hele området, og der skete usædvanlige undergerninger ved Paulus ́ hænder (Ap G 19:1-12). Lukas skriver i den forbindelse i Ap G 19:21, ”Da alt det var sket, besluttede Paulus, ledet af Ånden, at rejse gennem Makedonien og Akaja og videre til Jerusalem. Han sagde: ”Når jeg har været dér, må jeg også til Rom.””

     På tilbagevejen, fra Grækenland til Jerusalem, lagde skibet til i Milet, hvor Paulus mødtes med de ældste fra menigheden i Efesos. Ved den lejlighed udtalte han blandt andet, ”Både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og om troen på vor Herre Jesus. / Og se, nu drager jeg til Jerusalem, bundet af Ånden. / Hvad der vil møde mig dér, ved jeg ikke; / jeg ved kun, at Helligånden i by efter by forkynder mig, at der venter mig lænker og trængsler. / Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde. / Og nu ved jeg, at I ikke mere skal få mig at se, alle I, som jeg kom til og forkyndte Riget for” (Ap G 20:21-25).

     Apostlen var således klar over, at det var Guds vilje, at han skulle besøge Jerusalem og derefter rejse til Rom. Helligånden havde samtidig åbenbaret for ham, at han i fremtiden ville blive udsat for mange trængsler, blandt andet i form af fængselsophold. Men han vidste, at det var de vilkår, som fulgte med apostelkaldet, og det var en pris, han var villig til at betale.

     Da Paulus kom til Jerusalem, blev han, ifølge Ap G 21:17-19, godt modtaget af de ældste i menigheden, og over for dem gjorde han i enkeltheder rede for, hvad Gud gennem hans tjeneste havde gjort blandt hedningerne. Vi kan konstatere, at de tolv apostle ikke er nævnt i denne forbindelse, men kun menighedens ældste. Der står videre i Ap G 21:20-21, ”Da de hørte det, lovpriste de Gud og sagde til Paulus: ”Broder, du ser, hvor mange tusinde jøder der er blevet troende, og de brænder alle af iver for loven. / Men de har hørt om dig, at du lærer alle de jøder, der bor blandt hedningerne, frafald fra Moses ved at sige, at de ikke skal omskære deres børn og heller ikke leve efter jødisk skik.”

     Det fremgår af ovenstående afsnit, at der adskillige år efter apostelmødet stadig var en udtalt mangel på åbenbaring vedrørende Kristus-hemmeligheden blandt de jødekristne i Jerusalem. Derfor lod de jøder, der var kommet til tro på Kristus, stadig deres børn omskære, og de var alle ivrige efter at overholde Moseloven. Den velvilje, som de ældste havde over for apostlen, fandtes således ikke hos flertallet af menighedens øvrige medlemmer. De følte sig derimod utrygge ved Paulus, fordi de havde hørt, at hans forkyndelse var årsag til, at de troende jøder uden for Israel ikke længere praktiserede de gammeltestamentlige leveregler.

     Det er muligt at opfatte de følgende vers på to forskellige måder. Enten var de ældste i Jerusalem overbevist om, at Paulus rent faktisk lærte de jødekristne i provinserne, at de skulle omskære deres børn og efterleve Loven. Eller så ønskede de, mod bedre vidende, at få de jødekristne i Jerusalem til at tro, at det forholdt sig således. Begge dele virker meget ejendommeligt. Vi læser videre i vers 22-25, ”Hvad gør vi nu? Man vil under alle omstændigheder få at høre, at du er kommet. / Gør derfor det, vi foreslår dig: Vi har her fire mænd, som har aflagt et løfte. / Tag dem med og lad dig rense sammen med dem og betal udgifterne for dem, så de kan lade deres hoved rage. Så vil alle forstå, at der ikke er noget om det, de har hørt om dig, men at du selv lever efter loven og overholder den. / Men om de hedninger, der er blevet troende, har vi udsendt en skrivelse med bestemmelse om, at de skal vogte sig for kød, der ofres til afguder, og for blod og for kød af kvalte dyr og for utugt.”

     Apostlen accepterede de ældstes forslag og praktiserede således fuldt ud det, han siger i 1 Kor 9:19-23, hvor der står, ”Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. / For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. / For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. / Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. / Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det.”

     Planen mislykkedes. Paulus ́ tilstedeværelse forårsagede optøjer i Jerusalem, og under stor tumult blev han anholdt af de romerske soldater og sat i forvaring. Den følgende dag blev han fremstillet for Rådet, men forhøret endte i et voldsomt opgør mellem saddukæerne og farisæerne. I Ap G 23:11 skriver Lukas, ”Den følgende nat stod Herren foran Paulus og sagde: ”Vær ved godt mod! For ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, skal du også vidne i Rom.” Mange år tidligere havde Kristus i et syn sagt til Ananias vedrørende Paulus, ”Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, / og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld” (Ap G 9:15-16). Hedningeapostlens tilfangetagelse i Jerusalem banede vej for, at denne profeti kunne gå i opfyldelse. I resten af Apostlenes Gerninger, fra kapitel 23-28, finder vi således en beskrivelse af, hvordan Paulus kom til at vidne om Jesus Kristus i retssalen over for en konge og flere statholdere i Israel, hvorefter han blev transporteret til Rom for at få sin sag afgjort ved kejserens domstol. 

 

Israels tilsidesættelse

I Romerbrevet kapitel 9, 10 og 11 foretager Paulus nogle overvejelser om det israelske folks forhold til evangeliet. Han skriver i Rom 9:3, ”Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd.” På grundlag af dette vers kan vi udlede, at i Menighedens tidsalder er Israel som nation ”skilt fra Kristus”. Apostlen forklarer derefter, at Israels midlertidige tilsidesættelse i forhold til Guds frelsesplan ikke er i strid med Guds ord. Der står i Rom 9:6-8, ”Dog ikke sådan at forstå, at Guds ord er slået fejl. Det er ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel, / og det er heller ikke alle Abrahams efterkommere, der er hans børn – det hedder jo: ”Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn.” / Det betyder, at det ikke er hans kødelige børn, der er Guds børn, men det er de børn, som løftet handler om, der regnes for hans efterkommere.”

     Paulus henleder opmærksomheden på, at det i Herrens øjne ikke er alle, som tilhører det israelske folk, der virkelig ”er” Israel. Ligesom Guds udvælgelse kun gjaldt Isak og ikke Ismael, således er det i dag kun ”de børn” af Abraham, ”som løftet handler om”, der regnes for hans efterkommere. Ifølge apostlen kan de jøder, som lever i Menighedens tidsalder, deles op i to grupper, hvor den ene er kendetegnet ved at bestå af personer, der har fået del i løfterne i den Nye pagt, mens den anden gruppe er afskåret fra dette privilegium.

     Spørgsmålet er så, om denne opdeling af jøderne i to forskellige grupper er et resultat af de enkelte individers egne valg og livsførelse, eller om det udelukkende skyldes Guds suveræne udvælgelse. Vi finder svaret i de efterfølgende vers, ”Men ikke nok med det; sådan også, da Rebekka skulle have børn med én mand, vor fader Isak: / Endnu inden de var født, endsige havde gjort noget godt eller ondt, blev der – for at Guds beslutning om udvælgelse skulle stå fast, / ikke på grund af gerninger, men fordi han selv kalder – sagt til hende: ”Den ældste skal trælle for den yngste.” / Der står jo skrevet: ”Jeg elskede Jakob, men hadede Esau”” (Rom 9:10-13). Guds princip for udvælgelse af mennesker forbliver til alle tider det samme. Det er således med henblik på jøderne i sin samtid, at Paulus fremhæver de ovennævnte skriftsteder fra henholdsvis 1 Mos 25:23 og Mal 1:2-3. Og han udtaler samtidig kategorisk, at Guds beslutning om udvælgelse står fast, ikke på grund af gerninger, men fordi han selv kalder. Vi må altså konkludere, at den enkelte jødes udvælgelse eller mangel på samme alene beror på Guds vilje.

     Ethvert fornuftigt tænkende menneske vil hertil indvende, at Gud handler uretfærdigt over for de mennesker, som Han ikke udvælger til at få del i Kristus. Apostlen er bevidst om dette problem, og han skriver derfor videre, i Rom 9:14-18, ”Hvad skal vi nu sige? Er der nogen uret hos Gud? Aldeles ikke! / Han siger jo til Moses: ”Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil.” / Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed. / Skriften siger jo til Farao: ”Jeg har ladet dig fremstå netop for at vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.” / Så forbarmer han sig altså, over hvem han vil, og forhærder, hvem han vil.”

     Paulus giver ikke nogen forklaring på, hvordan en retfærdig Gud, tilsyneladende vilkårligt, på forhånd kan udvælge nogle mennesker og fravælge nogle andre. Han fastslår blot, at Gud er retfærdig, og at det er Skriftens vidnesbyrd, at Han forbarmer sig, over hvem Han vil. Apostlen sammenfatter det guddommelige princip for udvælgelse således, ”Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed” (vers 16). Og for at ingen skal være i tvivl om, at det er ensbetydende med, at Gud dermed også fravælger mennesker, tilføjer han i vers 18, ”Så forbarmer han sig altså, over hvem han vil, og forhærder, hvem han vil.”

     Paulus kommer en forventet reaktion fra læserens side i forkøbet, i det han udtaler, ”Nu vil du sige: Hvad har han så mere at bebrejde os? For hvem kan stå hans vilje imod?” (Rom 9:19). Apostlen er faktisk ikke i stand til at tilbagevise denne argumentation, og han nøjes derfor med at komme med følgende formaning, i vers 20-21, ”Menneske! Hvem er du da, siden du går i rette med Gud? Kan det, der er formet, sige til ham, der formede det: Hvorfor har du lavet mig sådan? / Er pottemageren ikke herre over sit ler, så at han af den samme masse kan lave fornemme kar og kar til dagligt brug?”

     Efter kun at have omtalt jødernes forhold til evangeliet går Paulus nu videre og inddrager også hedningenationerne i sine betragtninger. Der står i Rom 9:25-28, ”Som det hedder hos Hoseas: Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk Mit-Folk, og kalde Ikke-Elsket Elsket; / og dér, hvor det lød til dem: I er ikke mit folk, dér skal de kaldes den levende Guds børn. / Men om Israel råber Esajas: ”Selv om Israels børn er talrige som havets sand, skal kun en rest frelses; / for Herren har besluttet at gøre regnskabet op på jorden.”” I Menighedens tidsalder er alle hedningenationerne omfattet af Guds frelsesplan. Israels stilling som Guds udvalgte folk er ophævet, og i forhold til evangeliet er det en nation på lige fod med de øvrige nationer. Det indebærer, at det kun er ”en rest”, det vil sige et mindretal bestående af enkeltindivider, som får del i frelsen. Ganske som det er tilfældet med de mennesker, der tilhører folkeslagene.

     Apostlen opsummerer situationen for henholdsvis hedningerne og Israel, i forbindelse med overgangen til den Nye pagt, på følgende måde, ”Hvad skal vi så sige? Jo, at hedninger, som ikke stræbte efter retfærdighed, opnåede retfærdighed, men vel at mærke retfærdighed af tro. / Israel derimod, som stræbte efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke til en sådan lov. / Og hvorfor ikke? Fordi de ikke søgte den af tro, men som om den kunne fås af gerninger. De stødte an mod anstødsstenen, / som der står skrevet: Se, i Zion lægger jeg en anstødssten, en klippe til at snuble over. Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme” (Rom 9:30-33).

     Den anstødssten, som jøderne snublede over, er Kristus. Skriften lærer os, at Jesu død, opstandelse og himmelfart er grundlaget for overgangen til en ny fase i Guds frelsesplan, hvor betingelserne for frelse er ændret i forhold til før. Den Nye pagt gælder for både jøder og hedninger, og den standard for livsførelse, Gud ønsker, er ikke længere den retfærdighed, der opnås ved at overholde Loven, men derimod den retfærdighed, som opnås ved tro på Kristus. I Romerbrevet kapitel 10 vers 4 skriver Paulus således, ”For Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror.” Og i vers 12-13 læser vi videre, ”Der er ingen forskel på jøder og grækere; alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham, / for ”enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.”” Et stort antal af mennesker fra hedningenationerne fik altså del i Guds velsignelser ved troen på Kristus, mens et flertal af jøderne blev udelukket fra dette privilegium.

     I kapitel 11 vers 1 understreger apostlen imidlertid, at Gud ikke har forkastet sit folk. Som bevis herfor fremfører han den kendsgerning, at et mindretal af jøderne har omvendt sig og fået del i Kristus. Der står i vers 5-10, ”Sådan er der også i vor tid blevet en rest tilbage, som er udvalgt af nåde. / Og er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde. / Hvad kan vi da slutte heraf? At det, som Israel stræber efter, har det ikke opnået, men de udvalgte har opnået det. De andre blev forhærdet / – som der står skrevet: ”Gud har givet dem en søvnens ånd, øjne, som ikke ser, og ører, som ikke hører, indtil den dag i dag.” / Og David siger: Lad deres bord blive en fælde og en snare, så de snubler og må undgælde. / Lad det blive sort for deres øjne, så de ikke kan se, og lad altid deres ryg være bøjet.””

     Paulus gentager altså i vers 5 og vers 7, at kun et mindretal af befolkningen i Israel, er ”udvalgt af nåde”, mens resten ”blev forhærdet”. Derefter erklærer han i utvetydige vendinger, at det var Gud selv, der forhærdede Israel som folk! Der står således i vers 7b-8, ”De andre blev forhærdet / – som der står skrevet: ”Gud har givet dem en søvnens ånd, øjne, som ikke ser, og ører, som ikke hører, indtil den dag i dag.””

     Men hvorfor lukkede Gud øjnene på jøderne, så de snublede over anstødsstenen? Svaret findes i vers 11-12, hvor vi læser dette, ”Jeg spørger nu: Snublede de, for at de skulle falde? Aldeles ikke! Men ved deres fald kom frelsen til hedningerne for at ægge dem til misundelse. / Og betød deres fald rigdom for verden og deres nederlag rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det så ikke betyde, når de kommer fuldtalligt ind.” Gud lukkede altså jødernes øjne for evangeliets sandhed, for at hedningerne kunne få del i frelsen. Herren lod ikke et flertal af jøderne blive forhærdet, fordi de nægtede at tage imod evangeliet om Jesus Kristus. Nej, jøderne nægtede at tage imod evangeliet, fordi Gud havde forhærdet deres hjerter. Alt sammen for at hedningerne på lige fod med jøderne kunne få andel i Kristus.

     Vers 12 indicerer, at hele Israel skal tage imod Kristus på et senere tidspunkt. Apostlen bekræfter dette i Rom 11:25-27, idet han skriver, ”Brødre, for at I ikke skal stole på jeres egen klogskab, vil jeg have, at I skal kende denne hemmelighed: Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; / så skal hele Israel frelses – som der står skrevet:

     Befrieren skal komme fra Zion, han fjerner ugudelighed fra Jakob. / Dette er min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort.” Disse vers refererer til Kristi synlige genkomst til jorden, hvor jøderne skal se hen til ”ham, de har gennemboret” (Zak 12:10). Da skal alle Guds løfter til Abrahams efterkommere, altså Israel, virkeliggøres. Folket skal således få det forjættede land i eje og få del i den Nye pagts velsignelser.

     Henvendt til de troende af hedensk afstamning siger Paulus derefter, i Rom 11:30-32, ”For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet barmhjertighed som følge af deres ulydighed, / sådan er de nu også blevet ulydige som følge af den barmhjertighed, som er vist jer, for at også de kan finde barmhjertighed. / For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed” Med disse ord afslører apostlen, hvorledes Gud endegyldigt vil opfylde sit løfte til Abraham om, at velsigne alle jordens folk i hans afkom, det vil sige i Kristus.

     Det er tydeligvis med jubel i sin ånd, at hedningeapostlen afslutter sin undervisning med at lovprise Gud for hans ærefrygtindgydende frelsesplan. Han fryder sig over, at Gud suverænt handler med mennesker i overensstemmelse med sin egen viljes beslutning. Ordlyden er denne, ”O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! / For ”hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? / Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?” / Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen” (Rom 11:33-36). 

 

II. Udvalgt i Kristus

Udgangspunktet for denne redegørelse var spørgsmålet om, hvorvidt den nye fødsel, eller mangel på samme, er en følgevirkning af menneskets eget valg, eller om denne erfaring udelukkende er et resultat af Guds vilje og hans suveræne indgriben. Vores undersøgelse har afsløret to principielle forhold. For det første, at Gud i alle faser af sin frelsesplan udvælger mennesker udelukkende på grundlag af sin egen viljes beslutning. For det andet, at al udvælgelse hviler på Guds løfter til Abraham.

     Herren udvalgte Abraham. Skriften giver os ingen som helst begrundelse for, at det lige netop var ham, Gud havde udset sig. Der står blot, at det forholder sig sådan. Abrahams søn Isak var omfattet af Herrens udvælgelse, men det var Ismael ikke. Isaks to sønner Esau og Jakob var tvillinger, men allerede inden de var blevet født, havde Gud udvalgt Jakob frem for Esau. Vi finder det samme princip for udvælgelse i det Nye testamente. Der står, at Johannes Døber før sin fødsel var udvalgt til at blive Herrens tjener (Luk 1:11-17). Jesus udvalgte 12 mænd, der tilsyneladende ikke havde nogen særlige forudsætninger, måske tværtimod, til at udføre en enestående tjenestegerning. Det var Guds vilje, at åbenbare for umyndige, at Jesus var Messias, men at holde det skjult for vise og forstandige. Gud åbenbarede kun evangeliets sandhed for en rest af Israels hus, mens Han lod søvnens ånd falde over de øvrige, så de intet forstod. Og Jesus udvalgte den mand i Israel, som menneskeligt set var allermindst egnet, til at udføre en helt speciel aposteltjeneste.

     Israels udvælgelse som Guds ejendomsfolk, frem for hedningenationerne, bygger på Herrens løfter til Abraham om, at hans efterkommere skulle blive talrige og arve landet. Menighedens udvælgelse, i forhold til Guds frelsesplan, hviler på det guddommelige løfte til Abraham, at alle jordens folk skal velsignes i hans afkom.

     Hvordan forholder det sig da med den enkelte troendes udvælgelse, af verden, under den Nye pagt? Der står i Ef 1:3-10, ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. / For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. / I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus / til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn. / I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde. / Den gav han os i rigt mål med al visdom og indsigt / ved at lade os kende sin viljes hemmelighed ud fra den gode beslutning, han selv forud havde fattet / om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske.”

     Gud har udvalgt os ”i ham”, det vil sige i Kristus. Vor individuelle udvælgelse bygger således også på Herrens løfte til Abraham om, at alle jordens folk skal velsignes i hans afkom. Udvælgelse fandt sted, allerede før verden blev grundlagt. Paulus slår fast, at vi er ”forudbestemt” til ”barnekår” hos Gud ved Jesus Kristus. Ordet ”forudbestemt” er ikke til at misforstå. I den græske tekst står der ”proorizo”, som betyder at sætte grænser for noget på forhånd. Udtrykket ”barnekår” indicerer, at Gud er vor Fader, og at vi er hans børn. Dette privilegium får vi del i ved den nye fødsel. Der er altså tale om en familiemæssig relation, og ikke blot en juridisk gældende relation eller en almindelig social relation. Tilhørsforholdet til vor biologiske familie er noget, vi ikke selv har valgt, og det står ikke til at ændre. Under normale omstændigheder vil en far altid kendes ved sine børn. Han vil forsørge dem og beskytte dem efter bedste evne, men de er også genstand for hans opdragelse. Præcis på samme måde forholder det sig med vor himmelske Fader.

     Guds udvælgelse blev virkeliggjort, i form af den nye fødsel, i forbindelse med, at Han i sin nåde lod os ”kende sin viljes hemmelighed ud fra den gode beslutning, han selv forud havde fattet / om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus.” Initiativet er altså udelukkende på Guds side. Det er Ham, der har udtænkt en frelsesplan for menneskeslægten, og Han har ladet den effektuere ved at sende sin Søn til jorden. Derefter åbenbarer Han, ved Helligånden, evangeliets sandhed for de mennesker, som Han lader føde på ny. Det er alt sammen et resultat af Guds nåde, og den enkelte troende kan ikke tage æren for noget af det, som er sket.

     Apostlen delagtiggør os i den sandhed, at Gud allerede før verden blev grundlagt udvalgte de mennesker, som i Menighedens tidsalder skulle komme til at erfare den nye fødsel. Et menneske bliver altså ikke født på ny, fordi det selv vælger det, men fordi Gud på forhånd har bestemt, at det skulle ske. Erkendelsen af denne kendsgerning rejser nogle principielle spørgsmål vedrørende menneskets selvstændige vilje, Guds retfærdighed, evangeliets forkyndelse og Guds dom med videre. Disse spørgsmål vil vi forsøge at finde Skriftens svar på senere. Først vil vi studere nogle flere nytestamentlige skriftafsnit, der omhandler udvælgelsen. 

 

Jesu undervisning om udvælgelsen under den Nye pagt

I det ovenstående konstaterede vi, at vor udvælgelse gælder barnekår hos Gud, som opnås ved den nye fødsel. Vi så desuden, at Faderen lader os få vished om dette gode ved Helligåndens åbenbaring. I det følgende vil vi nævne nogle skriftsteder, som gør det klart, at Helligånden også udvirker omvendelse i de mennesker, som er udvalgt til barnekår. Således at omvendelse kan ses som en indikation af, at et menneske er udvalgt af Gud.

     I Joh 6:37-39 siger Jesus, ”Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort; / for jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig. / Og hans vilje er, at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men oprejse det på den yderste dag.”

     Det er oplagt, at Jesus her taler om mennesker. Han henvender sig til personer i sin samtid, men princippet for udvælgelse er ens for alle, der er omfattet af Menighedens tidsalder. Hvem der det, der kommer til Kristus? Det er dem, som Faderen ”giver” til Ham. Når et menneske omvender sig og kommer til Jesus, er det altså ikke på grund af et selvstændigt valg, men fordi vedkommende er givet til Ham af Faderen. Den pågældende er ikke passiv, han ”kommer” jo til Jesus. Men hvis han ikke havde været blandt dem, som Faderen har givet til Sønnen, ville det ikke være sket. Omvendelsen sker øjensynligt som et resultat af Helligåndens virke. Gud har givet mennesket en selvstændig vilje, og vi har ansvaret for selv at vælge, når det drejer sig om vor livsførelse, men i forhold til omvendelsen og den nye fødsel er vor stilling på forhånd fastlagt af Ham.

     Den, som kommer til Kristus, vil Han tage imod og ”aldrig vise bort”. Det er nemlig Faderens vilje, at Sønnen ikke skal miste nogen af de mennesker, som Han har fået betroet. Jesus har altså ansvaret for de pågældende individer. Det er hans opgave at bevare dem, så Han kan oprejse dem på den yderste dag. Sønnen gør altid Faderens vilje. Det betyder, at det menneske, som én gang er blevet født på ny, og har fået barnekår hos Gud, aldrig vil miste dette privilegium. Gud har udvalgt os med et formål, nemlig at vi skal praktisere discipelskab, og vi skal engang for Kristi domstol stå til regnskab for det, vi blev betroet. Men vor status som Guds børn er urokkelig.

     Jesus tilføjer i vers 44-45, ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. / Der står skrevet hos profeterne: ’Alle skal være oplært af Gud.’ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig.”

     Hvorfor omvender et menneske sig og kommer til Kristus? Det er fordi, Faderen ”drager” ham eller hende. En intellektuel forståelse af evangeliet er ikke nok. Uden Helligåndens åbenbaring for-bliver et menneske åndelig blind og ude af stand til at opnå den syndserkendelse, som er en forudsætning for omvendelsen. Der- for må Gud først åbne vore øjne og ører, så vi kommer til erkendelse af sandheden, hvorefter Han giver os en stærk tilskyndelse til at handle i overensstemmelse med vor nye overbevisning. Når et menneske omvender sig efter at have hørt evangeliet, er det uden undtagelse fordi, vedkommende er blevet oplyst og kaldet af Helligånden. Alt taler således for, at Gud åbenbarer sig for lige netop de mennesker, som Han på forhånd har udvalgt til at blive født på ny.

     Endelig står der videre i vers 65, ”Og han sagde: ”Det var derfor, jeg sagde til jer, at ingen kan komme til mig, hvis ikke det er givet ham af Faderen.”” Jesus slår igen fast over for sine disciple, at intet menneske kan komme til Ham, hvis det ikke er ”givet”, det vil sige forordnet, af Faderen. Omvendelsen er altså ikke en handling, vi selv kan beslutte os til at udføre og dermed tage æren for, men det en erfaring, som vi kun kan få del i på Faderens foranledning. Det er ikke noget vi selv kan arbejde os hen imod, men det sker alene på grund af Guds nåde mod den enkelte.

     I Johannesevangeliet kapitel 10 taler Herren igen om de mennesker, som Han er blevet betroet. Vi læser følgende i vers 14-16, ”Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, / ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. / Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.”

     Dette skriftsted bekræfter, at det, Jesus i det ovenstående har sagt om udvælgelsen, også gælder de troende i dag. Han taler her om nogle ”andre får”, for hvem Han ligeledes er hyrde. Det er tydeligt, at Herren refererer til Menigheden op gennem historien, som hovedsagelig består af mennesker med ikke-jødisk baggrund.

Disse ”andre får”, som også tilhører Kristus, skal høre Hyrdens røst og adlyde Ham, hvorefter der skal blive én hjord. Når Ordet bliver forkyndt, er der nogle mennesker, som bliver berørt af budskabet, mens andre er upåvirkede. Det er tilfældet fordi, nogle er forudbestemt til barnekår, mens andre ikke er omfattet af Guds udvælgelse.

     Jesus siger da også til jøderne, i vers 26, ”I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får.” Den, som ikke har forstået sandheden om udvælgelsen, ville have forventet, at der stod: I hører ikke til mine får, fordi I ikke tror. Men vi må tage Skriften for pålydende, og ikke forsøge at fortolke den ud fra almindelig menneskelig tankegang, ellers farer vi vild. Og Herren siger klart, at de pågældende jøder ikke troede, fordi de ikke hørte til hans får, ikke omvendt.

     Vi finder yderligere udtalelser om udvælgelsen i Joh 15:16-17, hvor Jesus fastslår følgende over for sine disciple, ”Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. / Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden.” Denne sandhed gælder også for de troende i dag. Vi har ikke selv valgt, at Kristus skulle være vores Herre, men Han er vor Herre, og vi blev hans disciple, fordi Han udvalgte os i overensstemmelse med Faderens vilje. Og vi blev udvalgt med den hensigt, at vi skulle bære frugt i form af gerninger, der bliver udført i kraft af det guddommelige liv, som vi har fået del i.

     I vers 18-19 fortsætter Jesus med ordene, ”Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer. / Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.” Det er meget afgørende for vor selvforståelse som kristne, at Helligånden åbner vore øjne for denne sandhed. Vi er udvalgt af verden, og på grund af den nye fødsel er vi ikke længere af verden. Vi har fået en ny oprindelse og et nyt slægtskab, vi er nemlig af Gud. Udvælgelsen adskiller os fra verden, og vi tilhører Kristus. Verden er i den Ondes vold (1 Joh 5:19), og Menigheden er således principielt et fremmedlegeme på jorden. Derfor eksisterer der et indædt fjendskab mod de hellige fra verdens side, ligesom som det var tilfældet med Jesus.

     I det syttende kapitel af apostlen Johannes ́ evangelium, beder Jesus en bøn for de mennesker, som Han havde fået betroet, mens Han udførte sin tjeneste på jorden. Der står udtrykkeligt i vers 9, at bønnen gælder netop disse mennesker, og ikke de mennesker som tilhørte verden. I vers 20-21 læser vi videre, ”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, / at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” Kristus beder her for sin fremtidige menighed på jorden. Igen ser vi, at Han skelner skarpt mellem de kommende generationer af troende og verden. Han beder om, at de kristne må være ét indbyrdes i kraft af, at de er ét med Treenigheden. Og Jesus tilføjer, at når denne enhed findes, skal det være et vidnesbyrd, der vil blive medvirkende til, at mennesker i verden kommer til tro på, at Han er udsendt af Faderen. 

 

Om udvælgelsen i Brevene

Paulus skriver i 2 Tim 1:9-11, ”Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden, / og som nu er åbenbaret ved vor frelser Kristi Jesu tilsynekomst, ved ham, der tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet. / For det evangelium er jeg indsat som forkynder og apostel og lærer.”

     Hvem tog, ifølge dette skriftsted, den afgørende beslutning, der resulterede i, at netop vi blev født på ny? Var det Gud, os selv, eller var det en kombination, således at vores beslutning om at omvende os gjorde udslaget? Der står, at ”Han”, det vil sige Gud, ”frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning.” Det var altså Gud, der suverænt besluttede at frelse os uden hensyntagen til vore handlinger. Hvornår blev denne beslutning taget? Det skete ”for evige tider siden”! Gud er evig, og Han havde set os og kendte til vort livsforløb, længe før vi blev født (Sal 139:16), men vore gerninger var ikke udslagsgivende for hans beslutning om udvælgelse.

     Den nåde, som Gud gav os ”i Kristus” allerede fra evighed af, blev manifesteret ved, at Jesus kom til jorden for at tilintetgøre døden og tilvejebringe liv og uforgængelighed, hvilket vi fik del i gennem forkyndelsen af evangeliet. Vi var de nødstedte, og det var Gud, der frelste os. Vi var ikke blot magtesløse, men også uvidende om vor reelle situation. Gud kom os til undsætning, ikke på vor anmodning, men på grundlag af en beslutning, Han selv havde taget. Vores rolle er udelukkende at være genstand for Herrens indgriben.

     I Ef 2:1-10 står der, ”Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, / som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. / Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre. Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, / gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – / og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, / for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus. / For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. / Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. / For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.”

     Dette skriftafsnit omhandler den nye fødsel og vore barnekår hos Gud. Apostlen slår fast, at vi var ”døde”, men at Gud har gjort os ”levende med Kristus”. Vort legeme var i live, og vor sjæl, det vil sige vores vilje, intellekt og følelser, fungerede, men vor ånd var død. Samvittigheden var den eneste funktion med tilknytning til menneskets ånd, som var virksom. Vor livsførelse var kendetegnet ved ”overtrædelser og synder”. Hvorfor? Fordi vi lod os ”bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn.” Og ”i vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre.” Vi var under indflydelse af tre stærke kræfter, nemlig Satan, verdens ånd og kødet. Der består altså en alliance mellem Satan, verden og kødet, og disse magtfaktorer holdt os fanget i et handlingsmønster, som vi ikke selv var i stand til at bryde. Vi var ”ulydighedens børn” og ”vredens børn”. Disse udtryk tilkendegiver, at vi levede i ulydighed mod Guds vilje, og at vi derfor var under Guds vrede.

     Gud vidste, at det på grund af vor døde tilstand var fuldstændig udelukket, at vi på nogen måde skulle være i stand til selv at forbedre vor situation. Derfor besluttede Han at gribe ind og handle til vores fordel. Gud gjorde os ”levende med Kristus”, og Han ”oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus.” Paulus refererer her til den nye fødsel. Vi, som var døde, gjorde Gud levende! Sønnen sidder ved Faderens højre hånd i Himlen, og i kraft af at vi er i Kristus, har Gud sat os i Himlen med Ham. Hvad var Herrens bevæggrund for at gøre dette? Det skyldes ikke nogen særlige egenskaber hos os, eller at vi har udført nogle specielle gerninger. Vi blev født på ny udelukkende på grund af Guds ”rige barmhjertighed” og hans ”store kærlighed” til os. Der står ganske vist, at vi blev frelst ”ved tro”, men vi kom til tro på grund af Helligåndens gerning i vort indre menneske. Den kendsgerning, at netop vi fik barnekår, er derfor alene et udtryk for Guds nåde, intet som helst andet. Det er en personlig gave, som kun nogle mennesker modtager, i overensstemmelse med hans viljes beslutning.

     Vor nye identitet i Kristus er et resultat af Guds selvstændige indgriben. Der står, ”For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus” (vers 10). Hvad er Herrens hensigt med denne genskabelse af udvalgte mennesker? Vi læser videre, at vi er skabt ”til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.”

Før var vi fastlåst i en livsførelse af synd og overtrædelser uden mulighed for at slippe fri. Nu, da vi er blevet født på ny, er det Guds vilje, at vi i kraft af det guddommelige liv, vi har fået del i, skal praktisere en livsførelse bestående af gode gerninger, som Han har planlagt, at vi skulle udføre. Endelig bliver det afsløret, hvilken fremtid Herren har i tankerne for os. I de ”kommende tidsaldre” ønsker Han nemlig at ”vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus.”

     Den kendsgerning, at Gud har udvalgt nogle mennesker til barnekår, indebærer nødvendigvis også, at der findes mange mennesker, som Han ikke har udvalgt. Ellers bliver al tale om udvælgelse meningsløs. Og det forholder sig ikke sådan, at alle mennesker er udvalgt fra Guds side, hvorefter virkeliggørelsen af udvælgelsens substans, nemlig den nye fødsel, er afhængig af, om det enkelte menneske accepterer kaldet eller ej. Udvælgelsen til barnekår hos Gud er heller ikke kollektiv, den er per definition individuel. Guds udvælgelse gælder ikke Menigheden som en helhed. Menigheden består derimod af enkeltpersoner, som har det til fælles, at de er udvalgt. Det fremgår da også klart af Ef 4:7, hvor vi læser følgende, ”Hver enkelt af os har fået nåden givet som gave tilmålt af Kristus.”

     Den nåde, som Kristus har givet os, indbefatter også evnen til at tro. I Filip 1: 29-30 skriver Paulus, ”For I har for Kristi skyld fået skænket den nåde ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld / i den samme kamp, som I har set mig i, og som I nu hører, at jeg stadig står i.” Vi har fået skænket den ”nåde” at ”tro på ham”. Den, som virkelig begynder at forstå betydningen af de to ovennævnte skriftsteder, må uvilkårligt undre sig over Guds storhed og samtidig blive overvældet af dyb taknemlighed til Ham.

     Apostlen forholder sig også til den realitet, at der er mange mennesker, som ganske vist har hørt evangeliet, men de forstod ikke budskabet, fordi Gud ikke åbnede deres øjne, og derfor blev de ikke født på ny. Der står i 2 Kor 4:1-6, ”Derfor bliver vi ikke modløse i den tjeneste, som vi har fået af barmhjertighed. / Vi har sagt nej til det skjulte og skændige og går ikke frem med snedighed og forfalsker heller ikke Guds ord, men bringer sandheden for dagen og anbefaler således os selv til ethvert menneskes samvittighed, for Guds øjne. / Og er vort evangelium tilhyllet, er det kun tilhyllet for dem, der fortabes, / for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede. / For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. / Thi Gud, der sagde: ”Af mørke skal lys skinne frem”, han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.”

     I disse vers bliver der omtalt to forskellige kategorier af mennesker. Der er for det første dem, for hvem evangeliet er ”til- hyllet”. Det er ”dem, der fortabes”, de ”tror ikke” fordi denne verdens gud har blindet deres tanker, ”så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed.” Dernæst er der dem, i hvis hjerter Gud har ladet sit ”lys” skinne ”til oplysning og til kundskab” om den herlighed, som omgiver Kristus. De førstnævnte er åndeligt blinde, fordi de ikke har fået nogen åbenbaring af evangeliets sandhed. Problemet er altså ikke, at disse mennesker ikke vil omvende sig, men de forstår ganske enkelt ikke vigtigheden af budskabet om Jesus Kristus. De sidstnævnte var i udgangspunktet også i mørke, men takket være det guddommelige lys har de fået kundskab om Guds frelsesplan.

     Når evangeliet bliver forkyndt i ånd og sandhed for ikke- kristne, vil der altid komme en eller anden form for reaktion hos de pågældende. Nogle vil reagere negativt i form af ligegyldighed, foragt eller vrede. Andre vil give Guds ord ret, og de vil blive bragt til syndserkendelse og derefter omvende sig. Det overraskende er, at den grundlæggende årsag til denne forskel ikke skal findes hos det enkelte menneske, men hos Gud. 

 

Guds visdom

Det kan være meget vanskeligt at forstå Guds handlemåde. Hvorfor er nogle mennesker, endnu før verden blev skabt, blevet udvalgt

til at blive født på ny i denne tilværelse, mens andre på forhånd er udelukket fra dette privilegium? Det fuldstændige svar kender kun Faderen. Men en del af forklaringen er den, at Han gennem udvælgelsen ønsker at demonstrere sin egen almagt og afsløre menneskets afmagt. Hvorfor? Fordi det er i overensstemmelse med realiteterne. Udvælgelsens indre logik afspejler det reelle forhold mellem Gud og mennesker. Skriften fortæller os, at Gud har al magt. Den kendsgerning indebærer imidlertid samtidig, at et menneske pr definition ikke besidder nogen magt. Derfor er vi heller ikke i stand til at ændre på vor egen grundlæggende relation til Ham. Gud er indehaver af den absolutte magt, og som mennesker har vi kun den relative magt, som Han giver os. Vore basale livsvilkår, inklusive vort forhold til den nye fødsel, er således forudbestemt af Gud. Og det er kun inden for den historiske, geografiske og sociale ramme, som Han har sat os i, at vi kan gøre brug af vor selvstændige vilje.

     Paulus omtaler også den visdom, som ligger til grund for Guds frelsesplan. Vi finder følgende i 1 Kor 1:17-25, ”For Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet, dog ikke med talekunstens visdom, for at Kristi kors ikke skal blive til tom tale. / For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft / – der står jo skrevet: De vises visdom vil jeg ødelægge, de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre. / Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? / For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. / For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, / men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; / men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. / For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.”

     Apostlen erklærer, at ordet om korset er ”en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft.” På baggrund af vort studium af udvælgelsen, kan vi fastslå, at ”os, der frelses” er identiske med ”dem, der tror” (vers 21) og ”dem, der er kaldet” (vers 24). Det er, med andre ord, dem, som er forudbestemt til at blive født på ny. Og når ordet om korset bliver forkyndt for disse mennesker, udløses Guds kraft over dem, hvorimod ”dem, der fortabes” forbliver uberørt af budskabet.

     Paulus kommer med følgende svar på spørgsmålet om, hvorfor Gud har valgt at konstruere sin frelsesplan på lige netop denne måde, ”For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om”(vers 21). Evangeliet appellerer ikke umiddelbart til det menneskelige intellekt. Tværtimod. Vurderet ud fra en almindelig verdslig tankegang kan det virke primitivt og måske endda frastødende. Uden Helligåndens åbenbaring er det umuligt for et menneske at se den herlighed, der omgiver ordet om korset. Når en person bliver født på ny, er det således ikke fordi, han eller hun selv har valgt at blive en kristen på baggrund af rationelle overvejelser, men udelukkende på grund af Helligåndens gerning i det pågældende menneske. På denne forunderlige vis gennemfører Gud sin egen viljes beslutning om individuel udvælgelse! Og det er alt sammen et vidnesbyrd om Herrens almagt.

     I indledningen fastslog apostlen, at han ikke forkyndte evangeliet med ”talekunstens visdom”, og efter at have gjort rede for Guds visdom, som den kommer til udtryk i hans frelsesplan, tilføjer han, ”Men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; / men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom.” Paulus havde ofte erfaret, at hans prædiken om Kristus som korsfæstet var blevet mødt med kraftig modstand fra både jøder og grækere, men han fortsatte med at udføre sin apostelgerning i bevidstheden om, at evangeliet er Guds kraft og Guds visdom for ”dem, der er kaldet”. Og det er netop, hvad vi som kristne har erfaret, at vi før var uvidende og afmægtige, men ved at høre budskabet om Kristus er vi nu blevet oplyst om ”Guds visdom” og forvandlet af ”Guds kraft”.

     Der står videre i 1 Kor 1:26-31, ”For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. / Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, / og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, / for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. / Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, / for at ”den, der er stolt, skal være stolt af Herren,” som der står skrevet.”

     Gud har fra fødslen givet mennesker vidt forskellige livsvilkår. Det er således en kendsgerning, at intellektuelle evner, magt og social status er temmelig ulige fordelt. I de ovennævnte vers henledes opmærksomheden først på, at der tegner sig et klart mønster i forbindelse med Guds udvælgelse af mennesker. Apostlen minder de hellige i Korinth om, at der iblandt dem ikke var mange hverken vise, mægtige eller fornemme i verdslig forstand. Derefter gør han rede for det princip, der ligger til grund for udvælgelsen. Han påpeger nemlig, at Gud bevidst udvælger de mennesker, som i verdens øjne betragtes som dumme og svage, for at gøre denne verdens vise og stærke til skamme. Og at Herren lader de personer, som verden ser ned på og ringeagter, dem der betragtes som nulliteter, være omfattet af sin udvælgelse, for på denne måde at gøre dem, som er noget i verden, til ingenting.

     Hvad er Guds hensigt med at handle på denne måde over for menneskene? Paulus skriver, at det er ”for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud ” (vers 29). Det er med andre ord fordi, Herren ikke ønsker, at nogen skal kunne gøre sig fortjent til den nye fødsel. Vor udvælgelse til barnekår beror ene og alene på Guds nåde. Apostlen afslutter sine betragtninger om udvælgelsen på følgende måde, ”Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, / for at ”den, der er stolt, skal være stolt af Herren,” som der står skrevet.”

     Intet menneske kan tage æren for sin egen frelse. Hverken retfærdiggørelsen, den efterfølgende helligelse eller den endelige forløsning. Alt dette skyldes Helligåndens værk i os på grundlag af Kristi forsoningsværk, og det er udtryk for Guds visdom, at det forholder sig således. Når vi kommer til erkendelse af denne sandhed, kan vi ikke andet end bøje os i ærefrygt for Faderen.