At fuldføre løbet
- Anden del fortsat
Gehennas ild
I det ovenstående læste vi Matt 18:34-35, hvor Jesus siger til sine disciple, ”Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. / Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.” Hvordan skal vi forstå Herrens ord om, at en kristen, som ikke har tilgivet sin broder af hjertet, vil blive overladt til ”bødlerne”, indtil han har betalt alt, hvad han skylder? Det græske ord, som her er oversat med bøddel, betyder både plageånd og bøddel. Det er altså en person, som påfører andre mennesker pine og smerte, eventuelt død.
Jesu udsagn indeholder således den overraskende oplysning, at Gud vil lade mennesker betale deres gæld til Ham ved, gennem en periode, at udsætte dem for lidelser. Det er imidlertid vigtigt at pointere, at Herren ikke taler om synd, men om skyld. Og som det tidligere er blevet nævnt, så udgøres vor skyld af det, vi mangler i at leve op til Guds standard for vor livsførelse. Der er altså tale om gerninger, vi havde mulighed for at udøve, men som vi enten af bekvemmelighed eller uvidenhed ikke fik gjort.
Hvad er baggrunden for denne sandhed om, at kristne risikerer at komme til at betale deres gæld til deres himmelske Fader gennem lidelser? I Matt 15:19-20 fastslår Jesus, ”Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser. / Det er det, der gør et menneske urent. Men at spise uden at vaske hænder gør ikke et menneske urent.” Herren taler i dette skriftsted om hjertet hos det faldne menneske, det vil sige det gamle menneske eller Adam. Hvis det at gøre noget ”af hjertet” er ensbetydende med at gøre Guds vilje, som det er tilfældet i Lignelsen om den gældbundne tjener (Matt 18:35), så må en omfattende forvandling af dette hjerte have fundet sted. Det må således dreje sig om hjertet hos et genfødt menneske, som har været genstand for en helliggørelsesproces.
Al adfærd udspringer af et menneskes personlighed, så hvis kvaliteten af vore gerninger skal forbedres, må vor personlighed ændres først. Discipelskab handler derfor først og fremmest om karakterdannelse. Der står følgende i Matt 7:15-18, ”Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. / På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? / Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. / Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter.” Det gode træ symboliserer en kristen, for hvem dannelsen af en ny karakter har fundet sted, så vedkommende lever i kraft af det guddommelige liv. Og det dårlige træ står for en kristen, for hvem karakterdannelsen ikke har fundet sted, så vedkommende stadig lever i kraft af det kødelige liv.
For et menneske, der er født på ny, er standarden for livsførelse ikke kun korrekt ydre adfærd, men gerninger udført af hjertet. Som det fremgår af Matt 5:21-22, er det ikke kun et spørgsmål om at afholde sig fra at dræbe, men om ikke at blive vred på sin broder. Det er ikke nok at undlade at bedrive hor, men vi må undgå at give plads for syndige tanker (Matt 5:27-28). Ikke ved at tage os sammen, eller ved at forsøge at undertrykke vore følelser, men ved at lade det guddommelige liv, som har taget bolig i vor ånd, komme til udtryk i form af Åndens frugt i vore liv.
Jesus siger i Joh 15:1-8, ”Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. / Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, der bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. / I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. / Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. / Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. / Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. / Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. / Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.”
Kristus er vintræet, og de genfødte er grenene. Faderen har knyttet de hellige til Sønnen med det formål, at de skal bære Åndens frugt. Der står i vers 3, ”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.” Hvorfor taler vers 2 så om, at vi har brug for at blive renset? Forklaringen er den, at vers 3 refererer til vore barnekår hos Gud, mens vers 2 handler om discipelskab.
Paulus skriver i 2 Kor 1:21-22, ”Og den, som knytter både os og jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud, / der også beseglede os og gav os Ånden som pant i vore hjerter.” Så vi kan slå fast, at når det gælder opretholdelsen af vore barnekår, er både initiativet og evnen helt på Herrens side. Formaningen, ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, hvis I ikke bliver i mig”(Joh 15:4), vedrører altså ikke vore barnekår, men derimod discipelskab.
Vi har flere gange tidligere pointeret den kendsgerning, at discipelskab grundlæggende består i en forvandling af vor personlighed, så vor livsførelse ikke længere udspringer af det kødelige liv, men af det iboende guddommelige liv. Det fremgår for eksempel tydeligt af Herrens udtalelse i Luk 9: 23-24, som allerede er blevet citeret i forbindelse med redegørelsen om den delvise bortrykkelse af Menigheden. Der står således, ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og dagligt tage sit kors op og følge mig. / For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det.” Denne karakterdannelse sker gennem en livslang proces, hvor Helligånden bearbejder os, men det afgørende for udfaldet er, i hvor høj grad vi vælger at samarbejde. Vi har brug for gang på gang at omvende os, overgive os og indvie os, hvis vi skal bære frugt, der herliggør vor himmelske Fader.
Det er vingårdsmandens opgave at beskære og rense os, men vi må være villige til dagligt at betale de omkostninger, der er forbundet med at blive i Kristus. Det er lige netop, hvad Jesus taler om, når Han i Matt 5:29-30 opfordrer sine disciple til at skille sig af med de af deres lemmer, som bringer dem til fald. Den, der ønsker at tage sit kors op og følge Kristus, må give afkald på retten til at tilfredsstille kødet, og nogle af de fravalg, det indebærer, er så smertefulde, at Herren omtaler dem som en form for lemlæstelse.
Det er med henblik på Kristi domstol, at Jesus i Joh 15:2a siger, ”Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han.” Den kendsgerning, at det er en gren på vintræet, fortæller os, at det vedrører et menneske, som er født på ny. Men fordi grenen ikke har båret frugt, bliver den skåret af. Med baggrund i Jesu øvrige forkyndelse kan vi udlede, at det er et sprogligt billede på, at en kristen, som ikke har båret frugt, ikke vil få adgang til Himmeriget. Der står videre i vers 6, ”Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.” Afskårne grene fra en vinstok kan ikke bruges til andet end at brændes. Og dette vers indicerer, at de kristne, der ikke har efterlevet Herrens befaling om at blive i Ham, vil blive udsat for en behandling, som kan sammenlignes med at blive brændt på et bål.
Efter i Matt 5:20 at have advaret sine disciple om, at hvis deres retfærdighed ikke langt overgik de skriftkloges og farisæernes, ville de slet ikke komme ind i Himmeriget, fortsætter Jesus med disse ord, ”I har hørt, at der er sagt til de gamle: ’Du må ikke begå drab,’ og: ’Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.’ / Men jeg siger jer: Enhver, der bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig for domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig for Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild” (Matt 5:21-22).
Med betegnelserne ”domstolen” og ”Det store Råd” henviser Herren til Kristi domstol. Og ”Helvedes ild” er den straf som de, der kendes skyldige ved Kristi domstol, vil blive idømt. Samtlige steder i det Nye testamente, hvor vi i den danske oversættelse læser Helvede, står der Gehenna i grundteksten, og det er altså også tilfældet i vers 22. I de følgende kommentarer vil ordet Gehenna derfor konsekvent blive anvendt i stedet for betegnelsen Helvede.
Der står videre i vers 23-26; ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, / så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. / Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. / Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.”
Igen ser vi, at forholdet til vore medmennesker har indflydelse på vort forhold til Gud. Hvis jeg ved min adfærd har pådraget mig skyld over for et andet menneske, er jeg også skyldig over for Gud. Det uopgjorte forhold vil forårsage, at jeg får dårlig samvittighed, og det vil udgøre en hindring i mit gudsforhold. Derfor er det nødvendigt for mig at gå til den pågældende og sørge for at få vort mellemværende bragt i orden. Hvis jeg aldrig får tingene gjort op med min modpart, vil Herren på dommens dag stille mig til ansvar for mine forkerte handlinger mod vedkommende.
”Dommeren”, i vers 25, er Kristus, og ”fangevogteren” er en af englene. En nærlæsning af hele skriftafsnittet gør det muligt at fastslå, at det ”fængsel”, der er omtalt i slutningen af verset, refererer til det samme fænomen som udtrykket Gehenna. Der er således tale om den straf, en kristen risikerer at blive idømt, hvis vedkommende bærer på vrede mod sin broder eller forsømmer at forlige sig med ham. Ideelt set sætter man mennesker i fængsel for at opdrage dem til at blive lovlydige samfundsborgere. Den kendsgerning, at Jesus anvender ordet fængsel som metafor for Gehenna, signalerer således, at formålet med denne straf er opdragelse af de indsatte. Og ligesom det var tilfældet i Matt 18:34, hvor den dømte bliver overladt til ”bødlerne”, er det kendetegnende, at straffen er midlertidig. Der står i vers 26: ”Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.” Det er således underforstået, at når den sidste øre er betalt, da vil fangenskabet være slut. Der er altså ikke tale om et ophold på ubestemt tid.
Findes der skriftsteder, som bekræfter, at formålet med Gehennas ild er at opdrage mennesker, så de gennemgår en ændring af deres karakter og opnår åndelig modenhed? Svaret er ja! I Markusevangeliet kapitel 9 finder vi nogle vers, hvis indhold svarer til Matt 5:29-30. Henvendt til sine disciple siger Herren følgende, ”Og hvis din hånd bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå lemlæstet ind til livet end med begge hænder i behold at komme i Helvede [Gehenna], til den uudslukkelige ild, / hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes. / Og hvis din fod bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå halt ind til livet end med begge fødder i behold at kastes i Helvede [Gehenna], / hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes. / Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud; du er bedre tjent med at gå ind i Guds rige med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvede [Gehenna], / hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes” (Mark 9:43-48).
Jesus gør det klart, at der er to muligheder for en kristen. Enten går vi ”ind til livet”, hvilket er det samme som at gå ”ind i Guds rige.” Eller så bliver vi kastet ”i Helvede”, det vil sige Gehenna. Guds rige er her identisk med Himmeriget. En forudsætning for, at vi kan få del i Himmeriget, er, at vi har skilt os af med det, der ville bringe os til fald. At honorere kravene til discipelskab har så store konsekvenser, at det svarer til at hugge sin egen fod af eller at rive sit eget øje ud. De mennesker, der får adgang til Himmeriget, er altså mærket for altid i en sådan grad, at det kan sammenlignes med at have et alvorligt fysisk handicap.
De kristne, som ikke har efterlevet Jesu befalinger vedrørende discipelskab, vil derimod blive kastet i Gehenna. Der står i vers 43, at Gehennas ild er ”uudslukkelig”. Det betyder ikke, at opholdet i Gehenna er uendeligt, men at ilden er uundgåelig, så længe det varer. Og i Skriften symboliserer ild både Guds dom, prøvelser og renselse.
Der står videre i vers 49-50, ”For enhver skal saltes med ild. / Salt er en god ting, men hvis saltet ikke er salt mere, hvordan vil I da gøre det salt igen? Bevar saltet i jer selv, og hold fred med hinanden!” Dette skriftsted skal forstås på baggrund af Matt 5:13, hvor Herren udtaler følgende, ”I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.” På samme måde som salt er i stand til at forhindre forrådnelse i madvarer, skal Kristi disciple ved deres tilstedeværelse være med til at modvirke moralsk og åndeligt forfald i verden.
Men for at opfylde dette kald må den enkelte kristne gennemgå en forvandling af det indre menneske, så han eller hun bliver til et åndeligt menneske, der lever i kraft af det guddommelige liv (2 Kor 4:16). Gud udsætter de troende for forskellige prøvelser for at fremme denne karakterdannelse hos dem. Det kommer klart til udtryk i Jak 1:2-4, som vi læste tidligere i tilknytning til omtalen af den prøvede tro. Der opmuntrer Jakob nemlig de hellige med disse ord, ”Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; / I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. / Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.” Og apostlen Peter skriver i sit første brev kapitel 4 vers 12-13, ”I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer; / men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares.”
Efter i Mark 9:43-48 at have undervist sine disciple om betingelserne for at få del i Himmeriget og gjort dem bekendt med alternativet, hvis det ikke lykkes at leve op til disse betingelser, opfordrer Jesus i vers 50 disciplene til hver især at bevare saltet i sig selv. Hvilket betyder, at de skal stræbe efter at opretholde den standard, Gud har sat for deres livsførelse. ”For”, som der står i vers 49, ”enhver skal saltes med ild.” Herren advarer med andre ord sine disciple om, at intet menneske kan undgå at komme i berøring med den guddommelige ild (Hebr 12:29).
Vi kan således drage følgende konklusion: Hvis jeg ikke her i livet frivilligt ydmyger mig under Guds stærke hånd (1 Pet 5:6), i form af den ”ildprøve”, som har til formål at opdrage mig og gøre mig til et åndeligt menneske, så vil jeg ikke få del i Himmeriget, men jeg vil derimod ved Kristi domstol blive dømt til at udsættes for Gehennas ild!
I Hebræerbrevet kapitel 12 vers 5b-11 finder vi denne formaning, ”Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham; / for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af. / For jeres opdragelses skyld skal I holde ud; Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far? / Hvis I lades uden den opdragelse, som er alles lod, er i uægte børn og ikke sønner. / Engang havde vi vore jordiske fædre som opdragere og havde respekt for dem; må vi da ikke endnu mere underkaste os under åndernes fader, så vi kan få livet? / For vore fædre tugtede os for en kort tid, som de nu ville, men Gud gør det til vort bedste, for at vi skal få del i hans hellighed. Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den.”
Faderen tugter de kristne, fordi de er hans børn. Han gør det, fordi Han elsker dem. Og Han gør det til deres eget bedste. Herrens opdragelse har nemlig til formål at gøre dem egnede til at få del i ”livet” og ”hans hellighed”, hvilket er ensbetydende med at få andel i Himmeriget. Det er underforstået, at den enkelte kristen i dette jordeliv har valget mellem enten at foragte Herrens opdragelse eller at underkaste sig denne disciplinering. Hebræerbrevets forfatter tilskynder imidlertid sine læsere til ikke at miste modet, når de irettesættes, men ”holde ud”, på trods af den smerte det måtte indebære, fordi opdragelsen fører til den retfærdighed, som kvalificerer til Himmeriget.
Men hvis vi ikke frivilligt har ladet os opdrage her i livet, har Gud været forhindret i at fuldføre det værk, Han har begyndt i vore liv. Derfor er Faderen nødsaget til, i forlængelse af Kristi domstol, at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at også ulydige kristne modtager deres opdragelse. I den forbindelse siger Jesus i Matt 10:28, ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede [Gehenna]”.
At ”ham”, som vi skal frygte, er Gud bekræftes af Jak 4:12, hvor der står, ”Der er kun én, der er lovgiver og dommer, det er ham, som kan frelse og lade gå fortabt; men du, hvem er du, som dømmer din næste?”. I Matt 10:28 opfordrer Herren os altså til at leve gudfrygtigt, fordi der er en risiko for, at vi vil blive kastet i Gehenna, når vi engang ved Kristi domstol skal stå til regnskab for vor livsførelse.
Men hvordan skal formuleringen at ”lade både sjæl og legeme gå fortabt i Gehenna” forstås? Det græske ord, der er oversat med at ”gå fortabt”, er ”apollumi”, som betyder at ”ødelægge fuldstændig”. Jesus bruger det samme ord i senere i kapitel 10, nemlig i vers 39, som direkte oversat fra grundteksten lyder således: Den, der har fundet sin sjæl, skal ødelægge den, og den, som har ødelagt sin sjæl på grund af mig skal finde den. Det, der gives udtryk for i det pågældende vers, er, at hvis en kristen ikke har ødelagt sin sjæl i denne tilværelse, så vil vedkommendes sjæl blive ødelagt i den næste tilværelse.
Et menneske består af ånd, sjæl og legeme. Det genfødte menneskes ånd er frelst. Men det er Guds hensigt, at en kristen skal opnå sjælens frelse gennem en helliggørelsesproces, som foregår gennem hele livet (1 Pet 1:9). Sjælen, som består af viljen, intellektet og følelserne, er, som tidligere omtalt, i sig selv neutral, men en kristen kan, takket være den nye fødsel, vælge enten at leve i kraft af kødet, det vil sige det naturlige menneske, eller i kraft af Guds Ånd. Paulus fastslår i Rom 8:8, ”De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.” Og han tilføjer i vers 13, ”Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve.” Det, der ifølge Matt 10:28 vil blive dømt til ødelæggelse i Gehenna, er således ikke selve sjælen og legemet hos det pågældende menneske, men derimod kødet, som er virksom i begge dele.
Hvor lang tid vil det da tage at få ”betalt den sidste øre”? (Matt 5:26). Gud er retfærdig, så varigheden af opholdet i Gehenna er afhængig af forsømmelsens karakter og omfang. I Luk 12:47-48 finder vi det princip, efter hvilket Kristus vil dømme sine tjenere. Der står, ”Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. / Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.”
Ifølge dette skriftsted vil der i forbindelse med strafudmålingen blive taget hensyn til, hvorvidt vi havde kendskab til Guds vilje eller ej. Den, der kender til Herrens standard for en discipels livsførelse, men ikke praktiserer den, vil få ”mange prygl.” Og den, som ikke kendte til standarden for en discipels livsførelse og derfor heller ikke praktiserede den, vil få tildelt ”få prygl”. Faderen går imidlertid ikke på kompromis med hensyn til standarden for sine børns livsførelse, og derfor bliver begge tjenere genstand for Herrens opdragelse.
Gud dømmer retfærdigt. Det, der på dommens dag vil blive krævet af et menneske, står i forhold til, hvad vedkommende er blevet betroet. Det gælder ikke blot det individuelle menneske, men også de tre hovedkategorier af mennesker, som Bibelen opererer med, nemlig hedninger, jøder og kristne. Den standard for livsførelse, vi som kristne vil blive dømt efter, er således langt højere end den standard, en jøde under den Gamle pagt eller en hedning vil blive dømt efter, fordi vi, der har fået del i den Nye pagts velsignelser, er blevet betroet langt mere end de to andre kategorier.
Det eneste konkrete, der ligger fast, er, at opdragelsen i Gehenna vil finde sted i løbet af den kommende tidsalder. Opholdet vil selvsagt begynde efter Kristi domstol. Og ud fra Skriften er det muligt at fastslå, at det højst kan vare de tusind år, som Himmeriget strækker sig over. I forbindelse med Kristi domstol vil Kristi legeme, som består af alle de genfødte, blive adskilt i to dele. De, der tilhører den ene del, vil få adgang til Himmeriget, mens de, der tilhører den anden del, vil blive kastet i Gehenna. Men umiddelbart efter Tusindårsriget vil Kristi legeme blive forenet igen, og på det tidspunkt vil Kristi brud være i en tilstand af absolut fuldkommenhed.
Vi læser således i Åb 21:1-2, ”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. / Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. / Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv vil være hos dem. / Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.”
Vers 9-10 understreger den kendsgerning, at det Nye Jerusalem er identisk med Lammets hustru. Der står, ”Så kom en af de syv engle med de syv skåle, der var fyldt med de sidste syv plager. Den sagde til mig: ”Kom, jeg vil vise dig bruden, Lammets hustru.” / Og englen førte mig i Ånden op på et stort, højt bjerg og viste mig den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud, / med Guds herlighed. Dens stråleglans er som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis.” I parentes bør det nævnes, at det Nye Jerusalem, ud over alle de genfødte fra Menighedens tidsperiode, også inkluderer de jøder, som levede under den Gamle pagt, men det vil der blive gjort nærmere rede for senere.
I forbindelse med at den sidste tidsalder i den guddommelige frelsesplan, Evighedernes evigheder, bliver en realitet, skaber Gud en ny himmel og en ny jord. Da skal Kristi brud komme ned fra himlen ”rede” og ”smykket for sin brudgom”. Hun skal være fyldt af ”Guds herlighed”, og hendes stråleglans skal være som den ”dyreste ædelsten”. Da skal alle de helliges ”sorg”, ”skrig” og ”pine” være forbi, og det gælder også for de ulydige kristne, som i løbet af Tusindårsriget er blevet opdraget i Gehenna! Tidspunktet er kommet, hvor Guds vilje er fuldbyrdet, og Han vil selv bo hos menneskene, og de skal være hans folk.
Gehenna og Ildsøen, som er omtalt i slutningen af Johannes ́ Åbenbaring, er altså ikke identiske størrelser. Skønt ilden givetvis er den samme, er de konditioner, der er forbundet med de to fænomener, grundlæggende forskellige.
Jesus siger i Åb 2:11 ”Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, skal ikke skades af den anden død.” Hvad er ”den anden død”, og hvad indebærer det, at ”skades af den anden død”? Det fremgår af Åb 20:14, at udtrykket ”den anden død” er synonymt med Ildsøen. Vi har tidligere læst Åb 20:4, der handler om dem, som kom til live og blev konger med Kristus i tusind år. Der står videre i vers 5b-6, ”Det er den første opstandelse. / Salig og hellig er den, der har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusind år.” I disse vers fastslås det, at de troende, som er kvalificeret til at være konger med Kristus i Tusindårsriget, ”har den anden død ingen magt over.”
Ud fra de ovennævnte skriftsteder kan vi konkludere, at de kristne, der ikke sejrer, skal ”skades af den anden død”, og at den anden død vil få ”magt over” de hellige, som ikke er egnede til at regere med Kristus. Det er således oplagt, at disse to udtryk refererer til Gehenna. De kristne, som ikke har levet et sejrende liv, vil ikke blive styrtet i Ildsøen, men de vil alligevel komme i berøring med ilden, nemlig i form af Gehenna.
Forskellen på at blive kastet i Gehenna og at blive styrtet i Ildsøen er imidlertid uendelig stor. Det førstnævnte har til formål at opdrage mennesker, hvorimod det sidstnævnte er Guds ultimative straf. Lidelserne i Gehenna er øjensynligt langt mindre intense end lidelserne i Ildsøen. Og mens et menneske højst kan blive udsat for Gehennas ild i tusind år, så er opholdet i Ildsøen uden tidsbegrænsning. Det er den straf, som Djævelen og hans allierede vil blive idømt. I Åb 20:10 står der, ”Og Djævelen, som forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl, hvor også dyret og den falske profet er, og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.”
”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre!”
I forlængelse af sin undervisning i Matthæusevangeliet kapitel 5-7 om betingelserne for at få del i Himmeriget formaner Jesus disciplene med disse ord, ”Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. / Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” (Matt 7:13-14).
Der er to porte, som et genfødt menneske kan gå ind ad, og to veje, han eller hun kan gå på. Enten har vi som kristne bevidst valgt at gå ind ad den ”snævre port” og at vandre på den smalle vej, eller så befinder vi os, måske uden selv at vide det, på den brede vej. Den trange vej symboliserer discipelskab, og den brede vej står for mangel på discipelskab. Den førstnævnte fører til ”livet”, hvilket er ensbetydende med at få andel i Himmeriget, mens den sidstnævnte fører til ”fortabelse”, det vil sige Gehenna. Herren giver tydeligt udtryk for, at ”mange” er de, som går på den brede vej, og ”få” er de, der finder den smalle vej.
Det er således med henblik på Kristi domstol, at Jesus i vers 19-23 udtaler følgende, ”Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. / I kan altså kende dem på deres frugter. / Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. / Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? / Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”
Det træ, som bliver hugget om og kastet i ilden, repræsenterer en kristen, der ikke har betalt den pris, discipelskabet kræver. Vedkommende har ikke taget imod Herrens opdragelse, derfor har karakterdannelsen ikke fundet sted, og trods tilstedeværelsen af det iboende guddommelige liv er der ikke blevet dannet åndelig frugt.
Det er langt fra alle, som er født på ny, der vil få adgang til Himmeriget. Det er ikke nok at påkalde Kristus som Herre, en kristen må også gøre sin himmelske Faders vilje. Og det er Guds vilje, at de af hans børn, som lever under den Nye pagt, skal praktisere en retfærdighed, der langt overgår de skriftkloges og farisæernes. Men har de troende, som har profeteret og uddrevet dæmoner i Jesu navn, ikke gjort Faderens vilje? Jo, med hensyn til brugen af nådegaverne. Det, Herren bebrejder dem, er imidlertid, at de har begået ”lovbrud”. Hvilken lov er det, disse mennesker har forbrudt sig imod? Det er den fuldkommengjorte lov, som Jesus netop havde gjort rede for i sin tale på bjerget i Galilæa.
Nådegaverne er, som det fremgår af ordet, gaver, mennesker har modtaget uden at have gjort sig fortjent dertil, og en kristen kan gøre brug af sin åndelige gave uden nødvendigvis at praktisere discipelskab. Men det er indlysende, at de hellige, for at kvalificere sig til at regere med Kristus i Tusindårsriget, selv må leve op til den guddommelige standard for livsførelse.
Herren sammenfatter budskabet i Bjergprædikenen ved at fortage den følgende sammenligning, ”Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. / Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. / Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. / Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort” (Matt 7:24-27).
Meningen med Jesu udsagn er ikke til at misforstå. Det, at en kristen hører Jesu befalinger vedrørende retfærdig livsførelse, men undlader at handle efter dem, er lige så tåbeligt som at bygge et hus direkte på sand. Et sådant byggeri kan umuligt blive stående, når det udsættes for storme og uvejr. Og på samme måde vil en ulydig kristens livsværk, forstået som summen af vedkommendes gerninger, heller ikke kunne bestå på dommens dag. En kristen, som går hen og handler i overensstemmelse med det, han har hørt, kan derimod sammenlignes med en mand, der var klog nok til at bygge sit hus på klippegrund. Og hans livsførelse vil stå sin prøve ved Kristi domstol.
De ti brudepiger
Senere i Matthæusevangeliet, nemlig i kapitel 25, finder vi to lignelser, som ligeledes handler om Kristi domstol. Der står i vers 1-13, ”Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. / Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. / De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. / Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. / Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! / Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. / Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. / Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. / Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. / Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, Herre, luk os ind! / Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. / Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.”
Denne lignelse handler også om henholdsvis tåbelige kristne og kloge kristne, dog med fokus på de førstnævnte. De ti brudepiger symboliserer de, ”døde i Kristus”, som skal opstå i forbindelse med Kristi komme på skyerne (1 Thess 4:13-17). De har alle lys i deres lamper, og de er alle gået ud for at møde brudgommen. Disse kendsgerninger godtgør, at der er tale om mennesker, som er født på ny. Alle ti brudepiger blev døsige og faldt i søvn, da brudgommen lod vente på sig. Og alle ti vågnede op igen, da de hørte råbet, der bekendtgjorde brudgommens komme. Brudepigerne bliver ikke bebrejdet, at de faldt i søvn, så, i modsætning til 1 Thess 5:6, er der ikke tale om åndelig sløvhed, men om søvn i overført betydning, nemlig fysisk død. At de vågner op igen, er et billede på, at de opstår fra de døde.
De fem kloge brudepiger repræsenterer de åndelige kristne. De har både lys i deres lamper og olie i reserve på deres kander. De fem tåbelige brudepiger står for de kødelige kristne. De har ganske vist lys i deres lamper, men de har ikke sørget for at medbringe ekstra olie. Da brudgommen endelig kommer, er de fem kloge rede, og de går med ham ind i bryllupssalen, hvorefter døren bliver lukket. De fem tåbelige opdager imidlertid, at deres lamper er ved at gå ud, og på de kloge brudepigers opfordring går de hen og køber olie hos købmanden. Efter at have erhvervet sig olie kommer de tåbelige brudepiger tilbage og anmoder brudgommen om at blive lukket ind i bryllupssalen, men de bliver afvist.
Lignelsen bekræfter, hvad der er blevet fremført adskillige gange tidligere, nemlig at kødelige kristne ikke vil få del i Himmeriget. Disse mennesker vil ganske vist få mulighed for at ”købe” olie efter opstandelse. De ”betaler” utvivlsomt gennem et ophold i Gehenna (Matt 5:26). Men Jesus giver her klart udtryk for, at de pågældende ikke efterfølgende vil få adgang til Himmeriget. De ulydige kristne vil altså ikke blive forenet med de sejrende kristne, før den Nye himmel og den Nye jord bliver en realitet (Åb 21:1).
De betroede talenter
I Matt 25:14-30 fortæller Herren den af alle lignelserne i det Nye testamente, som på den mest direkte måde gør rede for Kristi domstol. Lignelsen har følgende ordlyd, ”Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; / én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. / Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. / Ligeledes tjente han med de to talenter to til. / Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. /
Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. / Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. / Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. / Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! /
Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, / og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. / Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. / Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom til tilbage. / Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. / For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. / Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.”
Ifølge den græske tekst var disse tre mænd ikke blot tjenere, de var slaver! Deres herre havde altså købt dem for en større sum penge, og han sørgede for, at de fik de almindelige fornødenheder såsom kost, logi, tøj og beskyttelse med videre. Til gengæld forventedes det, at de arbejdede for ham. Da de to gode og tro slaver ved deres herres bortrejse fik betroet hver deres andel af mandens formue, var de begge deres ansvar bevidst. De varetog nemlig deres herres interesser, idet det gennem handel lykkedes dem hver især at fordoble beløbets størrelse. I nutidig sammenhæng ville man betegne dem som loyale og engagerede medarbejdere. Disse to slaver fik derfor ros for deres arbejde, da deres ejermand kom tilbage fra sin udenlandsrejse, hvorefter de som belønning blev sat til at administrere endnu større værdier.
Den dårlige og dovne slave, som i overensstemmelse med sine evner fik betroet en mindre del af sin herres formue, nemlig én talent, benyttede derimod lejligheden til i sin ejers fravær at spilde tiden med lediggang. Han satte ikke engang pengene i banken, men gravede dem bare ned i jorden, hvilket betød, at hans herre led tab i form af manglende renteindtægter. Og bagefter forsøgte han paradoksalt nok at forsvare sin handlemåde ved at hævde, at den skyldtes frygt for ikke at leve op til sin herres forventninger. Denne uduelige slave blev derfor kraftigt irettesat og frataget det beløb, han havde været ansvarlig for, hvorpå han som straf for sin forsømmelse blev smidt ud af sin herres hus.
Det er oplagt, at den ”mand”, der rejste til udlandet, er Kristus, og at hans ”tjenere” er de genfødte. Udenlandsrejsen er en henvisning til Kristi himmelfart, og hjemkomsten til Herrens genkomst. Det forhold, at manden ”gør regnskab” med sine tjenere, er et billede på Kristi domstol. Men hvad symboliserer den ”formue”, bestående af talenter, som han betror sine tjenere, og for hvilke de senere skal aflægge regnskab? Svaret er, at formuen repræsenterer det guddommelige liv, som ethvert menneske, der er født på ny, har fået del i.
Der står ganske vist i Joh 3:34, at Gud ikke giver ”Ånden efter mål”, og i den ovenstående lignelse bliver de tre tjenere betroet forskellige beløb, ”enhver efter hans evne”. Men i Luk 19:11-27 finder vi Lignelsen om de betroede pund, hvis budskab er identisk med Lignelsen om de betroede talenter, og i førstnævnte omtales ti tjenere, som hver får ét pund. Så vi burde ikke udlede nogen speciel lære på grundlag af forskellen på beløbenes størrelse.
Angående den konkrete betydning af udsagnet, ”Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!” (Matt 25:21), er der også hjælp at hente i Lukasevangeliet kapitel 19. Der står nemlig i vers 17, ”Godt, du gode tjener, du har været tro i det små, derfor skal du have myndighed over ti byer.” Den kristen, som har forvaltet det iboende guddommelige liv i overensstemmelse med Guds vilje, skal opnå det privilegium at regere med Kristus fra himmelrummet i Tusindårsriget. Alt efter enhvers indsats skal én få ”myndighed over ti byer”, og en anden få ”fem byer under sig.”
En kristen, som har været uvirksom og ikke gjort sin himmelske Faders vilje, vil derimod ved Kristi domstol blive kastet ”ud i mørket udenfor” (Matt 25:30). Sidstnævnte udtryk er et synonym for Gehenna, og den ”gråd og tænderskæren”, som skal forefindes her, er tegn på bitter fortrydelse og sand omvendelse.
I 1 Kor 6:19-20 skriver Paulus, ”Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, / for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme!” Det er Guds vilje, at det guddommelige liv, som har taget bolig i vor genfødte ånd, skal komme til udtryk gennem vor livsførelse i form af Åndens frugt (Gal 5:22-25) og retfærdige gerninger over for vore medmennesker (Ef 2:10) samt den åndelige tjeneste i det kristne fællesskab (Ef 4:10-13; 1 Kor 14:26-33).
Hvis de hellige ikke betaler den pris, det koster at praktisere discipelskab, men er inaktive og forsømmer at efterleve Jesu befalinger, resulterer det i, at Faderen lider tab. Og en kødelig kristen, som gennem livet ikke har tilladt Helligånden at bearbejde sin personlighed og frembringe en stadig større grad af Kristuslighed, er ikke egnet til at regere med Herren i Himmeriget. Han eller hun vil i stedet modtage den obligatoriske opdragelse gennem et ophold i Gehenna.
Den ovenstående redegørelse for dommen over Guds hus fremtræder som et meget alvorligt budskab, der både kan vække undren og virke fremmed for en protestantisk kristen, men den udgør ikke desto mindre hovedpunkterne i Jesu egen forkyndelse af evangeliet om Himmeriget.
IV. Jødernes dom
Efter at have gennemgået Menighedens bortrykkelse og Kristi domstol vil vi nu undersøge, hvad Skriften lærer om den dom, som jøderne under den Gamle pagt vil blive genstand for. Jesus udtaler følgende i Matt 24:29-31, ”Men straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes. / Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. / Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden.”
Den begivenhed, som Herren refererer til i sidste del af vers 30, er også omtalt i Zakarias ́ Bog kapitel 12 vers 9-10a, hvor der står, ”På den dag agter jeg at udrydde alle de folkeslag, som rykker imod Jerusalem; / men over Davids hus og Jerusalems indbyggere vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd, og de skal se hen til mig, ham de har gennemboret.” Og i Zak 14:4-5a læser vi videre, ”På den dag skal han stå på Oliebjerget, som ligger øst for Jerusalem. Oliebjerget skal spaltes i to dele fra øst til vest, så der dannes en meget stor dal. Den ene halvdel af bjerget skal rykke mod nord, den anden mod syd, / og I skal flygte ind i min bjergdal.”
Når den store trængselstid er på sit højeste, vil Kristus således vise sig på himlens skyer, synligt for alle jordens folkestammer. Han skal stille sig på Oliebjerget øst for Jerusalem og udfri de jøder, som stadigvæk er i live, fra alle deres fjender. Ved den lejlighed skal det jødiske folk omvende sig og tage imod Kristus som deres Messias og Frelser!
Jesus profeterede selv om dette i Matt 23:38-39. Her finder vi følgende udsagn, ”Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. / For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” Det er en sandhed, som apostlen Paulus også henviser til i Romerbrevet kapitel 11, idet han skriver, ”Brødre, for at I ikke skal stole på jeres egen klogskab, vil jeg have, at I skal kende denne hemmelighed: Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; / så skal hele Israel frelses – som der står skrevet: Befrieren skal komme fra Zion, han fjerner ugudelighed fra Jakob. / Dette er min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort” (vers 25-27).
De ”udvalgte”, som er nævnt i Matthæus 24 vers 31, er, foruden de levende jøder, også de afdøde jøder, som levede under den Gamle pagt. Det fremgår af Eze 37:12-14, hvor profeten får befaling om at fremsige den følgende profeti for Israels folk, ”Dette siger Gud Herren: Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. / Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. / Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren.”
Efter at Kristus er kommet tilbage til jorden, som kongernes Konge og herrernes Herre, for at redde den sidste rest af den jødiske befolkning fra døden, skal de gammeltestamentlige jøder i hele verden stå op af deres grave, hvorpå englene skal bringe dem tilbage til Israel. Da skal Herren dømme Israels folk, og denne domsafsigelse skal finde sted i Jerusalem. David siger nemlig i Salme 122 vers 5 om Jerusalem, ”Her står dommersæder, tronstole for Davids hus.”
Profeten Daniel profeterede også om disse tildragelser. Der står i Dan 12:1b-3, ”Det bliver en trængselstid, som der ikke har været magen til, så længe folkeslag har været til. På den tid skal dit folk blive reddet, alle der er indskrevet i bogen. / Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky. / De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid.”
I forbindelse med redegørelsen om Kristi domstol konstaterede vi, at de genfødte skal dømmes efter deres handlinger i forhold til den standard for livsførelse, som Jesus underviste disciplene om i Bjergprædikenen. Hvad lærer Skriften med hensyn til de kriterier, efter hvilke jøderne, som levede under den Gamle pagt, vil blive dømt? Paulus skriver i Rom 2:12b-13, ”Og de, som har syndet under loven, vil blive dømt efter loven. / For det er ikke dem, som hører loven, der er retfærdige for Gud, men de, som gør loven, vil blive gjort retfærdige.”
For at bevare en god samvittighed, og dermed sin frimodighed over for Gud, måtte en jøde under den Gamle pagt deltage i de ceremonielle ofringer og underkaste sig de renselser, som Loven foreskriver (Hebr 9:13). Disse ofringer og renselser var imidlertid kun skygger af ”den rigtige ordning”, som trådte i kraft ved indførelsen af den Nye pagt (Hebr 9:10; 10:1). I kraft af sit endegyldige syndoffer for alle mennesker, altså både for kristne, jøder og hedninger, har Kristus opfyldt alle Lovens ceremonielle bud og forordninger (Hebr 10:14; 2 Kor 5:19). På dommens dag vil de gammeltestamentlige jøder således blive dømt på grundlag af deres gerninger i forhold til den standard for livsførelse, som de moralske bud i Loven og Profeterne foreskriver.
I Matthæusevangeliet kapitel 13 vers 41-43 erklærer Jesus, ”Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, / og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. / Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige. Den, der har ører, skal høre!” Disse vers, som minder meget om Dan 12:2-3, skal læses i forlængelse af Herrens forudsigelse i Matt 24:31. Og budskabet er klart: De jøder, som har begået ”lovbrud”, og dem, der har ført andre til frafald, vil på dommens dag blive kastet i ”ovnen med ild”, hvorimod de ”retfærdige” skal skinne som solen i ”deres faders rige”. Udtrykket ”oven med ild” er et synonym for Gehenna, og ”deres faders rige” er identisk med Himmeriget.
Johannes Døber, som var den sidste profet under den Gamle pagt, prædikede således for sine landsmænd, ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” (Matt 3:2). Senere, i Matt 3:7-12, siger han specielt henvendt til farisæerne og saddukæerne, ”Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? / Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, / og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. / Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. /
Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. / Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes.”
Første del af Johannes Døbers profeti, ”Han skal døbe jer med Helligånden”, skal opnå sin endelige opfyldelse, når de jøder, som får del i det genoprettede Davidsrige, kommer til at erfare den nye fødsel. Jævnfør Ezekiels Bog 36:24-28. Sidste halvdel af profetien, ”Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes”, refererer til den kendsgerning, at Kristus ved afslutningen af den nuværende tidsalder skal dømme det jødiske folk. ”Hveden”, der samles i lade, symboliserer de retfærdige, som får del i Riget. Og ”avnerne”, som skal brændes i ilden, er et billede på dem, der bliver kastet i Gehenna, fordi de har begået lovbrud.
I Luk 3:10 læser vi, at skarerne spurgte Johannes, ”Hvad skal vi da gøre?” Hvortil profeten svarede, ”Den, der har to kjortler, skal dele med den, der ingen har, og den, der har mad, skal gøre ligeså” (vers 11). Og der står videre i vers 12-14, ”Der kom også nogle toldere for at blive døbt, og de sagde til ham: ”Mester, hvad skal vi gøre?” / Han svarede dem: ”Opkræv ikke mere end det, der er foreskrevet jer.” / Også nogle soldater spurgte: ”Hvad skal så vi gøre?” Og til dem sagde han: ”Ikke mishandle eller udplyndre nogen, men lade jer nøje med jeres løn.” Det fremgår tydeligt af det sidstnævnte skriftafsnit, at det er Lovens moralske bud, der danner grundlag for dommen over de jøder, som har levet under den Gamle pagt.
Der findes også i det Nye testamente adskillige eksempler på, at Jesus underviste jøderne i sin samtid om Lovens moralske bud. Matthæus beretter i kapitel 19 vers 16-22, ”Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: ”Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” / Han svarede ham: ”Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!” / Han spurgte: ”Hvilke?” Jesus svarede: ”’Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, / ær din far og din mor!’ og: ’Du skal elske din næste som dig selv.’” / Den unge mand sagde: ”Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?” / Jesus sagde til ham: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” / Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.”
Denne unge mand tilhørte Guds udvalgte folk. Det, samtalen drejer sig om, er, hvad en jøde under den Gamle pagt skulle gøre for at ”få evigt liv” eller ”gå ind til livet”. De to udtryk refererer begge til Himmeriget. Herren gør det klart for ham, at han må holde de Ti bud (2 Mos 20:1-17) og buddet om næstekærlighed i 3 Mos 19:18 for at få adgang til det genoprettede Davidsrige i den kommende tidsalder. Den unge mand mente selv, at han havde overholdt disse bud, men han havde alligevel en fornemmelse af, at der var noget, han manglede at gøre. Og Jesus sagde til ham, at hvis han ville være fuldkommen, måtte han skille sig af med sin store formue og følge Ham. Grunden til, at dette var nødvendigt, er givetvis, at de mange penge forhindrede ham i at overholde det største bud i Loven, nemlig ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” (Matt 22:37).
Herren bebrejdede ofte i meget stærke vendinger farisæerne og de skriftkloge, at de var optaget af at opretholde en from religiøs facade, samtidig med at de forsømte at efterleve Lovens moralske bud. Og ikke mindst at de i modsætning til mange toldere og skøger nægtede at omvende sig. I en samtale med ypperstepræsterne og folkets ældste på tempelpladsen i Jerusalem fortalte Han således en kort lignelse om en vinbonde, som havde to sønner. Den lyder således, ”En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. / Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. / Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, Herre! men gik ikke derud” (Matt 21:28b-30).
Efterfølgende spurgte Jesus sine tilhørere, ” Hvem af de to gjorde deres fars vilje?” Hvortil de svarede. ”Den første.” Og da udbrød Herren, ”Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. / For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham” (Matt 21:31-32). Det er oplagt, at den første søn repræsenterer de toldere og skøger, som omvendte sig og derfor skal gå ind i Guds rige. Mens den anden søn, der var ulydig imod sin far, henviser til de ypperstepræster og ældste, som ikke vil få adgang til Riget, fordi de ikke tog imod Johannes Døbers budskab.
Jesus anklagede også farisæerne og de skriftkloge for at tilsidesætte Guds bud til fordel for de gamles overleveringer (Matt 15:3). Disse overleveringer bestod af en stor samling af religiøse regler og påbud, som var blevet til gennem mange århundreder og overført fra den ene generation til den anden. I Matt 15:6b-9 udtaler Herren, ”I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering. / Hyklere! Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde: / Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, / forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.”
Og Han afslørede ved mange lejligheder farisæernes hårdhjertethed og mangel på medfølelse over for andre mennesker. Der står i Matt 9:10-13, ”Mens Jesus sad til bords i huset, kom der mange toldere og syndere og sad til bords med ham og hans disciple. / Da farisæerne så det, spurgte de hans disciple: ”Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?” / Men da Jesus hørte det, sagde han: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. / Gå hen og lær, hvad det vil sige: ’Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.’ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”
Herren var absolut kompromisløs i sin fordømmelse af de skriftkloges og farisæernes hykleri. Det kommer tydeligt til udtryk i Matthæusevangeliet kapitel 23, hvor Han blandt andet fremsiger sine veråb over de åndelige ledere i datidens Israel. Jesus indleder kapitlet med at sige følgende til skarerne og sine disciple, ”De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses ́ stol. / Alt det, de siger til jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger. / De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. / Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster; / de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen / og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi” (vers 2-7).
Udsagnet, ”De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses ́ stol”, fortæller os, at opfordringen til skarerne om at gøre, som de jødiske ledere prædikede, ikke omfattede de gamles overleveringer, men kun den del af deres forkyndelse, der bestod af anvisninger vedrørende livsførelse, som stammede fra Mosebøgerne.
Senere, i vers 13-15, finder vi følgende udtalelse, ”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I lukker Himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke. / Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. Derfor skal I dømmes så meget hårdere. / Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede [Gehenna] som jer selv.” Det fremgår af disse vers, at mange af de skriftkloge og farisæerne, sammen med deres tilhængere, ved deres livsførelse afskar sig selv fra adgang til Himmeriget og gjorde sig fortjent til Gehenna. Hvorfor? Fordi de undlod at efterleve de moralske bud i Loven og i stedet praktiserede en ydre fromhed, der primært var baseret på de ceremonielle bud om renselser samt de gamles overleveringer.
I vers 23-24 tilføjer Herren da også følgende, ”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. / I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen.”
At sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget
I Matt 8:5-10 beretter apostlen om en officer fra Kapernaum, hvis tro overraskede Jesus meget. Og i vers 11-12 udtaler Herren følgende, ”Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, / men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” Af dette skriftsted kan vi udlede, at de proselytter, der levede under den Gamle pagt, skal dømmes ved den samme domstol som Israels folk, og vi bliver gjort bekendt med den kendsgerning, at mange af disse proselytter skal få del i Himmeriget på lige fod med de retfærdige jøder.
Inden der bliver knyttet yderlige kommentarer til den ovennævnte profeti af Jesus, bør det nævnes, at det, at ”sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget”, ikke er det samme som at deltage i Lammets bryllup. Førstnævnte begivenhed er et privilegium, som tilfalder de retfærdige jøder og de gudfrygtige poselytter fra den Gamle pagt (Matt 12:41- 42), og den vil foregå på den genoprettede jord (Matt 24:30-31; Luk 13:29). Den sidstnævnte begivenhed er derimod forbeholdt de sejrende kristne, og den vil finde sted i det himmelske, efter al sandsynlighed umiddelbart efter den første bortrykkelse (Luk 12:37). Der står således i Åb 19:6-8 vedrørende Lammets bryllup, ”Og jeg hørte lyden som af en stor folkeskare og som af vældige vande og som en stærk torden, som sagde: Halleluja! Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten, / lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede, / hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder – for linnedklæderne er de helliges retfærdige gerninger.”
Før vi går videre, vil det desuden være formålstjenligt at besvare det følgende spørgsmål: Hvem de mennesker er, som skal bebo jorden, når Kristus opretter sit fredsrige? Befolkningen på jorden under Tusindårsriget vil komme til at bestå af to forskellige grupper af mennesker, og det, der adskiller dem, er deres forhold til døden. De jøder og proselytter fra den Gamle pagt, som er opstået fra de døde, udgør nemlig den ene gruppe, mens den anden gruppe består af både jøder og mennesker fra folkeslagene, som har overlevet den store trængsel. Der vil blive gjort nærmere rede for de hedninger, som skal få del i Riget, i et senere afsnit om folkeslagenes dom.
Når den Opstandne og Herliggjorte etablerer Himmeriget på jorden, skal de sejrende kristne fra hele Menighedens tidsperiode regere sammen med Ham (Åb 20:4). Paulus bekræfter dette i 1 Kor 6:2, hvor han skriver, ”Eller ved I ikke, at de hellige skal dømme verden?” Og det er således de retfærdige overlevne fra folkeslagene (Matt 25:37), som Kristi lydige og trofaste tjenere skal regere over fra himmelrummet.
De tolv apostle, der også har del i den Nye pagt, vil derimod blive betroet den ganske særlige opgave at regere over de jøder fra den Gamle pagt, som er berettiget til at få adgang til det genoprettede Davidsrige. Det fremgår af Matthæusevangeliet kapitel 19 vers 27-28, hvor der står, ”Da tog Peter ordet og sagde til ham: ”Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi? ” / Jesus sagde til dem: ”Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.”
Det festmåltid, som Jesus refererer til i Matt 8:11, vil som nævnt komme til at forgå på jorden i løbet af Tusindårsriget. Deltagerne vil bestå af de retfærdige jøder fra den Gamle pagt, samt gudfrygtige proselytter, som alle skal stå op af gravene ved Kristi synlige genkomst. Det er netop de mennesker, Herren henviser til, når han i Luk 20:34-36 siger, ”Denne verdens børn gifter sig og giftes bort, / men de, der findes værdige til at komme med i den anden verden og i opstandelsen fra de døde, de hverken gifter sig eller giftes bort. / De kan jo ikke mere dø, for de er som engle; de er Guds børn, så sandt de er opstandelsens børn.”
Som det tidligere er blevet nævnt, vil der i den kommende tidsalder også være mennesker, som avler børn, og mennesker, der dør. Der står således i Esa 65:20, ”Der er ikke længere børn, der dør som spæde, eller gamle, der ikke lever deres tid til ende. Ung er den, der dør som hundredårig, og den, der ikke når de hundrede, er forbandet.” De mennesker, som her er omtalt, er de overlevende fra den store trængsel, jøder såvel som hedninger, som vil blive overført til det genoprettede Davidsrige uden først at have gået igennem døden.
Ifølge første halvdel af Matt 8:12 skal de gammeltestamentlige jøder, som har forsømt at efterleve de moralske bud i Loven og derfor ikke har kvalificeret sig til at få del i Himmeriget, ”kastes i mørket udenfor”, hvilket er en metafor for Gehenna. Og her vil de pågældende få følgeskab af de lovløse proselytter (Matt 23:15).
Tidligere, i relation til de kristne, konstaterede vi, at opholdet i Gehenna havde til formål at opdrage mennesker. I anden halvdel af Matt 8:12 finder vi også en formulering, der kun kan tolkes som tegn på anger og omvendelse hos de pågældende, nemlig ”Dér skal der være gråd og tænderskæren.” Betyder det, at alle de jøder fra den Gamle pagt, som på dommens dag bliver dømt til Gehenna, vil omvende sig og få tilgivelse? Akkurat på samme måde, som det er tilfældet med de genfødte. For langt de flestes vedkommende er svaret ja!
Jesus omtaler imidlertid den mulighed, at et ikke-genfødt menneske – i det pågældende tilfælde en jøde – bringer sig selv i en situation, hvor der ikke længere er nogen chance for omvendelse og efterfølgende tilgivelse. Udtalelsen stammer fra en samtale mellem Ham og farisæerne. Der står følgende i Matt 12:22-32, ”Da blev en besat, der var blind og stum, ført hen til ham, og han helbredte den stumme, så han både kunne tale og se. / Alle folkeskarerne blev ude af sig selv og spurgte: ”Mon han er Davidssønnen?” / Da farisæerne hørte det, sagde de: ”Det kan kun være ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.” / Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og en by eller et hus i splid med sig selv kan ikke bestå. / Hvis Satan uddriver Satan, er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige så bestå? / Og hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. / Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. / Eller hvordan kan nogen trænge ind i den stærkes hus og røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke? Først da kan han plyndre hans hus. /
Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. / Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. / Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.”
I deres egenskab af åndelige ledere i Israel anklager disse farisæere offentligt Jesus for at være i ledtog med Satan selv! Og de påstår i skarernes påhør, at det var fra Djævelen, Han fik magt til at uddrive dæmoner. Det er på den baggrund, Herren siger, ”Al synd og bespottelse skal tilgives menneske, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. / Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende” (vers 31-32). Af dette udsagn kan vi udlede, at det er muligt for et menneske at få tilgivelse for almindelig synd og bespottelse, både i dette liv og i det liv, som kommer efter opstandelsen. Hvilket er i fuld overensstemmelse med vor tidligere undersøgelse af Skriftens vidnesbyrd om Gehenna.
Men ifølge Herrens erklæring findes der undtagelser. Hvad vil det sige at spotte Helligånden? Det, der refereres til i Matt 12:31- 32, er efter al sandsynlighed det forhold, at et menneske gennem sin livsførelse kan gå på kompromis med sin samvittighed så mange gange, at vedkommende ender i en tilstand af fuldstændig forhærdelse. Der er altså ikke et tale om en enkeltstående handling, men derimod et konstant oprør imod Gud. Den, som har forhærdet sig på denne måde, vil altid forblive upåvirket af Helligåndens virke, og han eller hun er således ikke i stand til at omvende sig og få tilgivelse. Hverken i denne tidsalder eller i den kommende tidsalder. For sådanne mennesker er opdragelse ikke længere en mulighed, og de går derfor den ultimative straf i møde. Deres plads er således ikke i Gehenna, men i Ildsøen, som er omtalt i slutningen af Johannes ́ Åbenbaring.
Hvilket skriftmæssigt belæg har vi for at fastslå, at de jøder fra den Gamle pagt, som på dommens dag bliver dømt til Gehenna, vil omvende sig senere og få tilgivelse? Af Åbenbaringen kapitel 21 fremgår det, at Det nye Jerusalem, Lammets hustru, som kommer ned fra himlen umiddelbart efter, at den Nye himmel og den Nye jord er blevet en realitet, består af både Israel og Menigheden. Der står således i vers 9-14, ”Så kom en af de syv engle med de syv skåle, der var fyldt med de sidste syv plager. Den sagde til mig: ”Kom, jeg vil vise dig bruden, Lammets hustru.” / Og englen førte mig i Ånden op på et stort, højt bjerg og viste mig den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud, / med Guds herlighed. Dens stråleglans er som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis. / Den har en stor og høj mur med tolv porte, og over portene tolv engle og indskrevne navne, det er Israels tolv stammers navne: / mod øst tre porte, mod nord tre porte, mod syd tre porte og mod vest tre porte. / Og byens mur har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle.”
Den kendsgerning, at muren bærer navnene på Israels tolv stammer, lige så vel som navnene på Lammets tolv apostle, fortæller os, at både jøderne og de kristne har del i Det nye Jerusalem. Og i Åb 21:2 læser vi, at ”den hellige by, det ny Jerusalem”, er ”rede som en brud, der er smykket for sin brudgom.” Det er en klar indikation på, at når Guds frelsplan er gennemført, er det ikke kun Menigheden, men også Israel, som er fuldkommen! Det må nødvendigvis betyde, at de jøder, der opholdt sig i Gehenna under Tusindårsriget, på dette tidspunkt også er blevet født på ny og har modtaget den for sønner obligatoriske opdragelse (Hebr 12:5-6).