At fuldføre løbet

II. Den sidste basun

Efter at have gennemgået nogle af de skriftsteder, der omhandler en delvis bortrykkelse af Menigheden, vil vi nu fremhæve to skriftafsnit, som redegør for den senere bortrykkelse af hele Menigheden. Paulus skriver i 1 Kor 15:51-52, ”Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, / i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles.”

     Og i 1 Thess 4:13-18 underviser apostlen de troende i Thessalonika på følgende måde, ”Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. / For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. / For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. / For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. / Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. / Trøst derfor hinanden med disse ord.”

     Denne bortrykkelse er karakteriseret ved, at den omfatter alle de genfødte, som i tidens løb er døde i troen, samt alle de kristne, der ikke fik del i den første bortrykkelse. Den eneste betingelse for at blive inkluderet i denne begivenhed er således, at en person har erfaret den nye fødsel. Desuden kan vi konstatere, at der er tale om en bortrykkelse ”i skyerne”, hvor de hellige skal ”møde Herren i luften” (1 Thess 4:17). Det er indlysende, at dette fænomen vil resultere i afslutningen på Menighedens tidsperiode. Det vil således finde sted i forbindelse med de sidste tider, men er det muligt mere nøjagtigt at fastslå, hvornår i perioden det vil ske?

     Svaret er ja! Paulus gør i 2 Thess 2:1-4 rede for nogle af de nærmere omstændigheder vedrørende tidspunktet for bortrykkelsen af hele Menigheden, idet han siger, ”Vi beder jer, brødre, når det gælder vor Herre Jesu Kristi komme, og hvordan vi skal føres sammen med ham, / så lad jer ikke straks bringe ud af fatning eller skræmme, hverken af en profeti eller af et ord eller af et brev, der skulle være fra os, om at Herrens dag er lige forestående. / Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, / modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.”

     Denne bortrykkelse vil ikke komme som en overraskelse for de kristne. Ifølge de ovenstående vers er der to ting, som vi med sikkerhed kan fastslå skal ske, før bortrykkelsen af hele Menigheden vil indtræffe, nemlig at ”frafaldet” blandt de troende vil blive generelt, og at ”lovløshedens menneske” skal åbenbares. Specielt det sidstnævnte vil for de genfødte, som kender deres Bibel, være et meget konkret tegn på, at tiden er fremskreden. Prædikatet ”lovløshedens menneske” refererer nemlig til antikrist, som blandt andet er omtalt i Matt 24:15, Dan 9:31 og Åb 13:1-9.

     Af 1 Kor 15:52, som vi læste tidligere, fremgik det desuden, at bortrykkelsen vil finde sted ”ved den sidste basun”. Det blev bekræftet i 1 Thess 4:16, hvor der stod, at det skal ske, ”når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder.” I Johannes ́ Åbenbaring findes der også en omtale af den syvende og sidste basun. Denne sidste bog i det Nye testamente er bygget op omkring de syv segl, de syv basuner og de syv vredesskåle. De er en række profetier, som i en blanding af billedsprog og faktiske oplysninger redegør for de begivenheder, der skal indtræffe i de sidste tider. De syv segl og de syv basuner svarer til ”veerne” og den store ”trængselstid”, der er beskrevet i Matt 24:1-22, mens de syv vredesskåle omhandler Guds dom over antikrists regime.

     Englen proklamerer i Åb 10:6b-7, ”Tiden er ude. / I de dage, da den syvende engel skal blæse og lade basunen lyde, er Guds hemmelighed fuldbyrdet, som han har forkyndt det for sine tjenere, profeterne.” Dette er et budskab om, at Guds frelsesplan for menigheden vil være gennemført i det øjeblik, der blæses i den syvende basun. Der står videre i Åbenbaringen kapitel 11 vers 15-18, ”Den syvende engel blæste i sin basun. Da lød der høje røster i himlen, som sagde: Verdensherredømmet er nu vor Herres og hans salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder. / Og de fireogtyve ældste, som sad på deres troner foran Gud, faldt ned på deres ansigt og tilbad Gud / og sagde: Vi takker dig, Herre, Gud, Almægtige, som er og som var, fordi du har overtaget din store magt og er blevet konge. / Folkeslagene rasede, men din vrede er kommet, den time, da de døde skal dømmes, og du skal give løn til dine tjenere, profeterne, og til de hellige og til dem, der frygter dit navn, både små og store, og ødelægge dem, der ødelægger jorden.” Når den syvende basun lyder, skal Kristus således gribe ind i historiens gang og overtage verdensherredømmet. Tidspunktet er kommet, da de døde skal dømmes, og Herren skal give løn til sine tjenere. Og Han skal derefter ødelægge dem, der ødelægger jorden.

     Der står i Matt 24:29-30, ”Men straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes. / Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed.” Efter den store trængsel skal følgende tre fænomener indtræffe: Der skal ske store forandringer med himmellegemerne, Menneskesønnens tegn skal komme til syne på himlen, og jordens folkestammer skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer.

     Det mest sandsynlige er, at Jesus med udtrykket ”Menneskesønnens tegn” henviser til den anden bortrykkelse. Og hvis denne antagelse er rigtig, har vi allerede her en klar indikation af, at den bortrykkelse, som er omtalt i 1 Thess 4:13-18, vil finde sted efter trængslen.

     Det er under alle omstændigheder tydeligt, at Kristi overtagelse af ”verdensherredømmet” i Åb11:15 og Menneskesønnens ”komme på himlens skyer med magt og megen herlighed” i Matt 24:30 refererer til samme begivenhed, nemlig Kristi synlige genkomst. Fra Åbenbaringen ved vi, at den vil indtræffe, når den syvende engel blæser i sin basun (Åb 11:15) og i Matthæusevangeliet fremhæves det, at det vil ske efter den store trængsel (Matt 24:29).

Heraf kan vi udlede, at den sidste basun skal lyde efter trængslen. Altså vil den bortrykkelse, som er beskrevet i 1 Kor 15:51-52 og 1 Thess 4:13-18, finde sted efter den store trængsel.

     Vi har tidligere nævnt, at de, der har del i den første bortrykkelse, vil blive taget bort før trængslen (Luk 21:36). Og på basis af de ovenstående skriftafsnit er det muligt at konkludere, at bortrykkelsen af hele Menigheden – bestående af både de døde i Kristus og de, der lever og endnu er her – vil foregå efter trængselsperioden.

 

     Anledningen til, at apostlen i sit første brev til menigheden i Thessalonika underviser om den anden bortrykkelse, er den, at der blandt de troende tilsyneladende herskede uvidenhed om, at de, der var sovet hen, også ville blive bortrykket. Det er således tydeligt, at der i 1 Thes 4:13-17 er fokus på de, der er døde i Kristus. Det kan imidlertid vække undren, at Paulus ikke mindre end to gange skriver ”vi, der lever og endnu er her” (vers 15, 17), da han med dette ”vi” identificerer sig selv med den gruppe af kristne, som ikke fik del i den første bortrykkelse. Det ville ellers være oplagt at formode, at apostlen enten ville være blandt de, som var rede ved den første bortrykkelse, eller at han efter at være afgået ved døden, før denne begivenhed fandt sted, ville være blandt de, der er døde i Kristus. Det er sandsynligt, at det nævnte ”vi” blot skal forstås som ”de af os”. Og med den pågældende formulering signalerer Paulus tilsyneladende, at han ikke selv vil gøre sig til dommer over, hvorvidt han vil blive taget med ved Menneskesønnens komme eller ej.

     Umiddelbart efter sin undervisning om hvad der skal ske med ”de hensovede”, går Paulus over til at tale om den første bortrykkelse, og han giver udtryk for sin forventning om, at de hellige i Thessalonika vil være rede på den dag. Der står således i 1 Thess 5:1-11, ”Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer. / For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. / Når folk siger: ”Fred og ingen fare!” da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe. / Men I, brødre, er ikke i mørke, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv. / I er jo alle lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten, og heller ikke mørket. / Så skal vi da ikke sove som de andre, men være vågne og ædru. / For de, der sover, sover om natten, og de, der drikker sig berusede, er berusede om natten. / Men vi, der tilhører dagen, skal være ædru og iføre os troen og kærligheden som brynje og håbet om frelse som hjelm. / For Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus, / som døde for os, for at vi, hvad enten vi er vågne eller sover, skal leve sammen med ham. / Trøst derfor hinanden og opbyg hinanden, som I også gør.”

     Apostlens formaninger i dette skriftafsnit stemmer overens med Jesu udtalelser til disciplene i Matt 24:37-51. Og når han i henholdsvis vers 6 og vers 10 i 1 Thessalonikerbrev kapitel 5 taler til de genfødte om at våge og ikke sove, bruger han det samme græske ord for at være vågen, som Kristus anvender i Matt 24:42, hvor Han siger, ”Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.”

     Paulus understreger altså vigtigheden af, at en kristen ikke falder i søvn åndeligt, så han eller hun bliver overrasket på Herrens dag. Men han slår samtidig fast, at vi ”hvad enten vi er vågne eller sover, skal leve sammen med ham” (vers 10). I modsætning til 1 Thess 4:13-14 refererer det græske ord for at sove i sidstnævnte citat ikke til fysisk død, men til åndelig søvn. Udsagnet i vers 10 er således en klar tilkendegivelse af, at selvom en kristen ikke er rede, når den første bortrykkelse finder sted, tilhører vedkommende stadigvæk Kristus! Han er en dårlig tjener, men han er stadig sin Herres tjener. Han fortjener ingen ros, og hans Herre vil ikke betro ham ansvar i den kommende verden, men han forbliver et Guds barn. 

 

De kommende tidsaldre

I Ef 2:4-7 skriver Paulus, ”Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, / gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – / og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, / for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus.” Det er tydeligt, at vers 4-6 omhandler den nye fødsel, og i vers 7 slår apostlen fast, at Gud har ladet de hellige føde på ny for i ”de kommende tidsaldre” at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod dem i Kristus Jesus.

     Hvilke kommende tidsaldre er det, Paulus refererer til? Skriften lærer os, at Menighedens tidsalder skal afløses af ”Himmeriget”, som igen vil blive efterfulgt af ”Den nye himmel og den nye jord”, og når det er sket, er Guds frelsesplan fuldendt.

     I det Nye testamente, ikke mindst evangelierne, er det gen- nemgående tema ”evangeliet om Himmeriget”. Også omtalt som ”Guds rige” eller blot ”Riget”. I parentes bør det bemærkes, at Matthæus faktisk er den eneste, der anvender termen ”Himmeriget”. Han bruger imidlertid også udtrykket ”Guds rige” nogle få gange (Matt 6:33; 12:28; 19:24; 21:31,43). Der er en tendens til, at han benytter ordet ”Himmeriget” som betegnelse for den kommende tidsalder, mens han med termen ”Guds rige” refererer til det åndelige aspekt ved Riget; et aspekt som allerede er en realitet for de genfødte, der lever under den Nye pagt i den nuværende tidsalder. Markus, Lukas og Johannes bruger derimod udtrykket ”Guds rige” i forbindelse med omtale af begge de ovennævnte aspekter ved Riget.

     Jesus prædikede evangeliet om Riget (Matt 4:23), og det samme gjorde apostlene (1 Thess 2:12, 2 Pet 1:11). Der står følgende i 2 Tim 4:1-2, ”Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige: / Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning!” Efter den store trængsel og Menighedens bortrykkelse skal Kristus således komme tilbage, synligt for enhver, og oprette sit rige på jorden.

     Efter Jesu død, opstandelse og himmelfart holdt Peter en prædiken i Salomos Søjlegang, hvor han blandt andet sagde til de forsamlede, ”Derfor skal I omvende jer og vende om, for at jeres synder kan blive slettet ud; / så skal de tider komme fra Herren, da vi kan ånde frit, og han skal sende den Salvede, som forud var bestemt for jer, og det er Jesus; / han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund” (Ap G 3:19-21). Med formuleringen, ”indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund”, henviser apostlen til det genoprettede Davidsrige, hvorom der findes adskillige profetier i det Gamle testamente. Ifølge det ovenstående skriftsted skal Jesus ”bo i himlen”, indtil tidspunktet, hvor disse profetier skal gå i opfyldelse, er inde, og da skal Faderen ”sende den Salvede”.

     Vi kan altså konkludere, at Kristi rige, det vil sige Himmeriget, er identisk med det genopståede Davidsrige. Af Åbenbaringen kapitel 20 vers 1-6 fremgår det, at dette rige skal eksistere i tusind år, og derfor har det også fået betegnelsen Tusindårsriget. Det er en tidsalder, som er karakteriseret ved retfærdighed og gudsfrygt samt fred og velstand.

     I det Gamle testamente er der, som allerede nævnt, en lang række profetier om dette kommende fredsrige. Vi læser således i Esajas ́ Bog kapitel 2 vers 1-4, ”Det ord om Juda og Jerusalem, som Esajas, Amos ́ søn, modtog i et syn. / Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt, højt over bjergene, knejsende over højene. Alle folkeslag skal strømme dertil, / talrige folk skal drage af sted og sige: ”Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.” / Han skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig.”

     Det fremgår af disse vers, at jorden skal være befolket af både jøder og mennesker fra folkeslagene. Der skal være en udbredt længsel efter at høre Guds ord, og Jerusalem skal være et centrum for gudsdyrkelse. Der står, at ”han”, det vil sige Kristus, ”skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk” (vers 4). Det er desuden kendetegnende for denne periode, at der skal herske fred folkeslagene imellem.

     Esajas profeterer om den herlighed, der skal omgive Kristus i hans fremtidige position i verdenshistorien som konge og regent, idet han skriver i Esa 9:5-6, ”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. / Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Hærskarers Herres nidkærhed skal udvirke dette.”

     Senere i samme bog finder vi dette profetiske udsagn, ”Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd; / han lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; / han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse. Han slår voldsmanden med sin munds stok, og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige; / retfærdighed er bæltet om hans lænder, trofasthed bæltet om hans hofter. /

     Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. / Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. / Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. / Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund” (Esa 11:1-9).

     Udtrykket ”en kvist af Isajs stub” refererer til Kristus, og første halvdel af dette skriftafsnit omhandler den måde, hvorpå Han skal udføre sit hverv som retfærdig dommer og verdenshersker i den kommende tidsalder. I anden halvdel omtales de paradisiske tilstande, som skal være i naturen, samt de fredelige forhold, der skal præge samfundet generelt. Herefter bekendtgør profeten over for sine læsere, at landet skal være fyldt med ”kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund” (vers 9).

     Endelig er der i slutningen af Esajas ́ Bog et skriftsted, som indeholder yderligere oplysninger om tilstandene i det fremtidige Davidsrige, nemlig Esa 65:17-25, der lyder som følger, ”Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. / Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; / jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke mere gråd eller skrig. / Der er ikke længere børn, der dør som spæde, eller gamle, der ikke lever deres tid til ende. Ung er den, der dør som hundredårig, og den, der ikke når de hundrede, er forbandet. / De skal bygge huse og bo i dem og plante vingårde og nyde deres frugt. / Andre skal ikke bo i det, de bygger, eller spise, hvad de har plantet. Mit folk skal nå træets alder, mine udvalgte skal nyde frugten af deres hænders værk. / De slider ikke forgæves, de føder ikke børn til den bratte død; for de er Herrens velsignede afkom, og de har deres efterkommere hos sig. / Før de kalder, svarer jeg, endnu mens de taler, hører jeg. / Ulven og lammet græsser sammen, løven æder strå som oksen; men slangens føde er støv. Der findes hverken ondskab eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg, siger Herren.”

     Disse vers rejser en del spørgsmål, som vi ikke skal forsøge at besvare på nuværende tidspunkt. Vi kan imidlertid konstatere, at der er tale om en materiel virkelighed, hvor menneskenes levevilkår på flere grundlæggende punkter ligner vore. Der bliver således stadig født børn (vers 23), og selvom befolkningens gennemsnitlige levealder er usædvanlig lang sammenlignet med den nuværende tidsalder, er der stadig mennesker, der dør (vers 20). Netop den kendsgerning, at døden eksisterer, gør det muligt at fastslå, at den ovennævnte profeti, på trods af formuleringen ”en ny himmel og en ny jord”, må referere til Davidsriget og ikke til den sidste af de kommende tidsaldre, Evighedernes evigheder, hvor der ifølge Åb 21:4 ikke længere findes nogen død.

     Profeten Jeremias fremhæver, at Israels hus i det kommende Davidsrige skal leve under den nye pagt. Der står i Jer 31:31- 34, som er blevet citeret tidligere, ”Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, / en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. / Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. / Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: ”Kend Herren!” For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.”

     Vi kan altså konstatere, at de jøder, som får del i Tusindårsriget, alle vil erfare den nye fødsel! En anden af de gammeltestamentlige profeter, nemlig Ezekiel, bekræfter dette, idet han skriver, ”Sig derfor: Dette siger Gud Herren: Jeg bringer jer tilbage fra folkene, jeg samler jer fra de lande, hvor I blev spredt, og jeg giver jer Israels land. / Når de kommer hjem, skal de fjerne alle ækle og afskyelige guder. / Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, / så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud” (Eze 11:17-20).

     Udsagnet ”landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund” i Esa 11:9, som blev citeret tidligere, taler for, at mange af de mennesker fra folkeslagene, der kommer til at leve på jorden i den kommende tidsalder, også vil blive delagtiggjort i erfaringen af den nye fødsel.

     Efter Tusindårsriget følger endnu en tidsalder, som er den sidste i Guds frelsesplan. Den eneste bog i Bibelen, hvori denne tidsalder er beskrevet, er Johannes ́ Åbenbaring. Det græske ord ”aion” bliver i den danske Bibel oversat med henholdsvis ”tidsalder”, ”verden” og ”evighed”. Den sidste tidsalder bliver således omtalt som ”evighedernes evigheder” (Åb 22:5), men det græske udtryk kunne lige så godt have været oversat med ”tidsaldrenes tidsalder”.

     I Åb 20:11 beretter apostlen Johannes om, hvad han så i et syn. Han skriver, ”Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem.” Når tiden er inde, det vil sige efter Tusindårsriget, skal Gud altså lade både jord og himmel forsvinde. Vi læser videre i Åb 21:1-4, ”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. / Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. / Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. / Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.” Det, der karakteriserer Evighedernes evigheder er således, at Guds bolig for altid er hos menneskene på en ny jord, hvor der hverken er død, sorg, skrig eller pine. Al ulykke og elendighed forårsaget af synden er bortskaffet for bestandigt, og Guds vilje er fuldbyrdet. 

 

III. Kristi domstol

I Rom 14:10b-12 skriver Paulus, ”Vi skal jo alle stå frem for Guds domstol, / for der står skrevet: Så sandt jeg lever, siger Herren: For mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal bekende Gud. / Vi skal altså hver for sig aflægge regnskab over for Gud.” Apostlen skriver her til de hellige i Rom om de hellige generelt. Både vers 10b og vers 12 indledes med ”vi”, og med dette ”vi” refererer han til de genfødte. Formålet med denne domstol er således ikke at afgøre, hvem der er født på ny, og hvem der ikke er født på ny. Det er derimod en betingelse for at blive stillet for denne domstol, at et menneske har erfaret den nye fødsel. I vers 11 citerer Paulus ganske vist et skriftsted fra det Gamle testamente (Esa 45:23), som siger at ”hvert knæ” skal bøje sig for Herren, og ”hver tunge” skal bekende Gud, men det er blot for at understrege, at det er et grundvilkår for alle mennesker at skulle stå til regnskab over for Gud, og dermed også for de kristne.

     Vi har tidligere konstateret, at Faderen har overdraget al dom til Sønnen (Joh 5:22, 27). De troende under den Nye pagt skal altså en dag stå over for Kristus som deres dommer. På hvilket grundlag vil Han da dømme de kristne? Og efter hvilke kriterier vil vi blive bedømt? Der står i 2 Kor 5:10, ”For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt.” Vi kan således slå fast, at vi skal dømmes på grundlag af vore gerninger!

     I den græske tekst står der ikke ”her i livet”, men derimod ”i legemet”. ”Enhver” af os skal altså ”få igen for det”, vi ”har gjort” i legemet, hvad enten det er ”godt eller ondt”. Det vil sige, den, der har gjort gode gerninger her i livet, skal ved Kristi domstol blive belønnet med noget godt, mens den, som har gjort onde gerninger, har noget ondt – eller noget, der gør ondt – i vente. Det er muligt, at et sådant udsagn skurrer i en protestantisk kristens ører, men det er ikke desto mindre, hvad der står i det ovennævnte skriftsted.

     Det er imidlertid vigtigt at forstå, at hvorvidt en gerning kan karakteriseres som enten god eller ond efter den Nye pagts standard, ikke kun er et spørgsmål om den ydre handling, men i lige så høj grad om den pågældende gerning udspringer af kødet eller af Ånden. Kraftkildens beskaffenhed er altså lige så væsentlig som selve handlingen. De gode gerninger, som Kristus vil belønne, er ”troens gerninger” (2 Thess 1:12). Herren vil honorere den, hvis ”gerninger er gjort i Gud” (Joh 3:21), og ikke i kraft af kødet. Det, som de mennesker, der er ”i Kristus”, bør stræbe efter, er ”tro, virksom i kærlighed” (Gal 5:6).

     I Galaterbrevet kapitel 5 står der, ”Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. / For hele loven er opfyldt i det ene ord: ”Du skal elske din næste som dig selv.” / Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt! / Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. / For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. / Men drives I af Ånden, er I ikke under loven. /

     Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, / afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, / nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige. /

     Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, / mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! / De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. / Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden” (vers 13-25).

     Apostlen formaner brødrene i de galatiske menigheder til at ”leve i Ånden og ikke følge kødets lyst” (vers 16). Derefter slår han fast, at de, der giver sig af med kødets gerninger, ”ikke skal arve Guds rige” (vers 21). Det er indlysende, at Paulus taler om mennesker, der er født på ny. For et ikke-genfødt menneske har ikke mulighed for at vælge mellem enten at leve i Ånden eller at følge kødets lyst. Han eller hun har ikke Guds ånd, og kødet er derfor den eneste kraftkilde, den pågældende har til rådighed.

     Det fremgår af disse vers, at en genfødt kristens livsførelse får afgørende betydning for vedkommendes forhold til Guds rige. Der står, at den, der gør kødets gerninger, ikke skal arve Guds rige. Den eneste logiske slutning er derfor, at den, som lever i Ånden, og hvis livsførelse er kendetegnet ved Åndens frugt, vil komme til at arve Guds rige. Vi har tidligere nævnt, at et menneske, der er født på ny, allerede har del i det åndelige aspekt af Guds rige. Ordet ”arve”, i vers 21, står i fremtid, så det efterfølgende udtryk ”Guds rige”, må nødvendigvis referere til den kommende tidsalder, altså Tusindårsriget.

     Vi kan konstatere, at nogle kristne lever et kødeligt liv, mens andre har ”korsfæstet kødet” og stræber efter at ”vandre i Ånden” (vers 24-25). De førstnævnte vil ikke få andel i Tusindårsriget, hvorimod de sidstnævnte vil blive belønnet i den kommende tidsalder og få del i Riget. Afgørelsen om, hvorvidt en kristen tilhører den ene eller den anden gruppe, vil blive truffet af Herren selv. Det vil finde sted ved Kristi domstol, som vil blive afviklet på et tidspunkt i tidsrummet mellem Menighedens bortrykkelse (1 Thess 4:13-17) og Himmerigets oprettelse på jorden.

     De ovenstående betragtninger angående en kristens forhold til Himmeriget bekræftes i Ef 5:1-5, hvor apostlen skriver, ”I skal ligne Gud som hans kære børn / og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft. / Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. / Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. / For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige.”

     I 1 Kor 6:1-6 læser vi, at nogle af brødrene i menigheden i Korinth anlagde sag mod hinanden vedrørende civilretslige spørgsmål. Og i vers 7-8 formanes de pågældende med disse ord, ”Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab? / I stedet for begår I uret og påfører andre tab, og det endda brødre!” Den, der undlader at finde sig i uret, som medfører eget tab, men i stedet vælger at få sin ret via domstolene, med det resultat, at modparten kommer til at lide tab, begår, efter Paulus ́ udsagn, ”uret”. Og i vers 9a udtaler han følgende advarsel, ”Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige.”

     De græske ord i henholdsvis vers 8 og vers 9a, som på dansk er oversat til at ”begå uret” og ”uretfærdige”, er dannet af den samme stamme. Så tankegangen er den, at en kristen, som begår uret mod sin broder, eller sin næste, ikke skal arve Guds rige. Et menneske, der er født på ny, er altså ikke selvskrevet til at arve i den kommende tidsalder. Det forudsætter, ifølge dette skriftsted, at vedkommende har praktiseret en forholdsvis krævende form for retfærdighed i forholdet til sine medmennesker. Igen ser vi, at spørgsmålet om de helliges tilknytning til Himmeriget vil blive afgjort på grundlag af deres livsførelse.

     Der findes en meget alvorlig og tankevækkende formaning i Gal 6:7-10. Der står, ”Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste: / Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden. / Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op. / Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller.”

     Disse vers er en fortsættelse af undervisningen i kapitel 5 vers 13-25, som vi har analyseret tidligere. Apostlen fastslår i Gal 6:8b, at ”den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden.” Hvilket konkret indhold refererer det nytestamentlige begreb ”evigt liv” til? I dagligsproget anvendes ordet ”evig” i flere betydninger. Når vi siger, at Gud er evig, betyder det, at Han altid har eksisteret og altid vil eksistere. Han er således hævet over begrebet tid. Med udgangspunkt i den vestlige civilisations opfattelse af tiden, kan man også tale om henholdsvis ”evig fortid” og ”evig fremtid”. Hermed sigtes der til de to uendelige yderpunkter på en imaginær tidslinje, set fra nuets perspektiv.

     Det er imidlertid usandsynligt, at udtrykket ”evigt liv”, når det forekommer i det Nye testamente, blot henviser til det forhold, at et menneskes sjæl bliver ved med at eksistere i al fremtid, for det er et grundvilkår for alle mennesker. Prædikeren skriver således, ”Alt har han skabt til rette tid; også evigheden har han lagt i deres hjerte” (Præd 3:11a, oversættelse af 1931). Den kendsgerning, at Skriften omtaler delagtighed i ”evigt liv” som et privilegium, som kun nogle får del i, mens det er andre forment, indicerer, at begrebet ”evigt liv” vedrører noget specifikt af kvalitativ karakter.

Tillægsordet ”evigt” i udtrykket ”evigt liv” kommer da også af det græske navneord ”aion”, hvis oprindelige betydning er ”tidsalder”. Der er derfor vægtige grunde til at antage, at det at få ”evigt liv” er ensbetydende med at få andel i Himmeriget!

     En sådan tolkning er da også i perfekt overensstemmelse med Paulus ́ tilkendegivelser i Galaterbrevet kapitel 5, hvor han taler om at ”arve Guds rige” (vers 21). De hellige, som i denne tilværelse ”sår i Ånden”, skal altså høste ”liv” i den næste tidsalder. De skal med andre ord få del i Himmeriget.

     I modsætning hertil står der i Gal 6:8a, ”Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød.” Det er et meget stærkt sprogbrug, især når man tager i betragtning, at det er en formaning, som er adresseret til mennesker, der er født på ny. Men hvilke realiteter henvises der til med udtrykket at ”høste fordærv af sit kød”? Vi kan under alle omstændigheder slå fast, at den, der ”sår i kødet” ikke skal høste evigt liv. ”Fordærv” er en oversættelse af det græske ord ”phthora”, som betyder ødelæggelse. Og spørgsmålet er så, hvad det er, som vil blive genstand for ødelæggelse, hvis vi sår i kødet. Er det vort legeme, vor sjæl eller vor ånd? Det er næppe vort legeme, da de, der skal dømmes ved Kristi domstol, vil være iklædt et opstandelseslegeme (1 Kor 15:42-44), og det er menneskets lod kun at dø én gang (Hebr 9:27). Det kan heller ikke være menneskets sjæl, da den, som nævnt i det ovenstående, er evig. Og da vi i kraft af den nye fødsel har fået en ny ånd, hvori Guds egen Ånd har taget bolig (Eze 36:26-27), er det også udelukket, at det er vor ånd, som vil blive dømt til ødelæggelse.

     Hvad er det da? At ”så”, enten ”i kødet” eller ”i Ånden”, er at gøre noget, det er at handle. Og det er, som vi har konstateret tidligere, på grundlag af vore gerninger, vi vil blive bedømt ved Kristi domstol. De kødelige gerninger vil således blive tilintetgjort, når de kommer frem i lyset. Men Kristus må også eliminere det, som har forårsaget de kødelige gerninger, nemlig selve kødet, som er knyttet til legemet og påvirker sjælen (Rom 7:14-25). En kristen, der er gået i graven som et kødeligt menneske, vil også opstå som et kødeligt menneske. Og, ”De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag” (Rom 8:8). Derfor må Gud ved Kristi domstol træffe nogle særlige foranstaltninger for de kristne, som ikke har ”korsfæstet kødet” (Gal 5:24), mens de levede på jorden.

     Det er netop, hvad apostlen giver udtryk for i 1 Kor 3:10-15, hvor han skriver, ”Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger. / For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus. / Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, / skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er. / Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn, / men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild.”

     Der er tre menneskelige aktører i vers 10, nemlig ”jeg”, ”en anden” og ”enhver”. Med ”jeg” henviser Paulus naturligvis til sig selv. Ud fra de foregående vers kan vi fastslå, at apostlen med udtrykket ”en anden” sigter til en anden af ”Guds medarbejdere” (vers 9). Det efterfølgende ”enhver” refererer imidlertid til hvert eneste menneske, som er født på ny. Paulus har lagt grundvolden, som er Kristus. Og andre arbejdere har gennem deres forkyndelse bygget videre på denne grundvold. Men de hellige bygger også selv, gennem deres livsførelse, hver især videre på det åndelige fundament, som er lagt i deres indre menneske. Det sker enten med ”guld, sølv og ædelsten”, hvilket svarer til at så ”i Ånden”, eller med ”træ, hø og halm”, som symboliserer det at så i ”kødet”. Når ”dagen” oprinder, skal det, der er bygget med uforgængelige materialer, blive stående, mens det, som er bygget med forgængelige materialer, vil blive brændt op.

     En kristen, som gennem sin livsførelse har sået ”i Ånden”, vil altså få ”løn”, mens den, der har sået ”i kødet”, skal ”gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild” (vers 15). Fra de tidligere omtalte skriftsteder ved vi, at lønnen består i at få del i Riget i den kommende tidsalder. Apostlen gør ikke nærmere rede for, hvad det konkret indebærer at ”blive frelst, dog som gennem ild.” Men brugen af ordet ”ild” signalerer en form for renselse, som utvivlsomt har til formål at nedbryde det kødelige hos de pågældende mennesker.