At fuldføre løbet

Guds kærligheds fuldendelse i de hellige

Vi læser følgende i 1 Joh 2:3-6, ”Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud. / Den, der siger; ”Jeg kender ham,” men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; / men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt. Deraf ved vi, at vi er i ham. / Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede.”

     Der er altså en nøje sammenhæng mellem virkelig at ”kende” Kristus og det at holde hans befalinger. Apostlen går så langt som til at sige, at den, der påstår, at han kender Jesus, men ikke holder hans bud, er en løgner. Ved den nye fødsel bliver et menneske taget ud af Adam og indpodet i Kristus. Men det er langt fra alle kristne, for hvem denne sandhed er en praktisk erfaring i deres livsførelse. De, der erfaringsmæssigt er ” i Kristus” og bliver i Ham, kan ifølge Johannes kendes på, at de lever sådan, som Han levede. Og først når lydighed mod Kristi ord bliver praktiseret, er ”Guds kærlighed i sandhed fuldendt” i den, som er født på ny.

     Der står i Johannes ́ Første Brev kapitel 4 vers 16-18, ”Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os. Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. / Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, / men den fuldkomne kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden.”

     Vi har som kristne fået kendskab til og er kommet til tro på den kærlighed, som Gud har demonstreret for os i Kristus. Og hvis vi lever vore liv på grundlag af Kristi stedfortrædende død og opstandelse og i lydighed mod Ham, bliver vi i Gud, og vi vil erfare, at Han bliver i os. Apostlen slår desuden fast, at hvis Guds kærlighed bliver fuldendt i os på denne måde, da vil vi på dommens dag have frimodighed over for Kristus. En forudsætning for, at vi kan have frimodighed over for Kristus på dommens dag er imidlertid, at ”som han er, er også vi i denne verden.”

     Frygt for dommen er et tegn på, at Guds kærlighed endnu ikke er blevet fuldendt i den troende. Men når hensigten med den nye fødsel er fuldbyrdet i et menneske, nemlig at vedkommende praktiserer en retfærdighed efter den Nye pagts standard, da vil frygten for straf forsvinde. Den fuldkommengjorte kærlighed vil fordrive al frygt.

     Johannes taler i 1 Joh 5:9-10 om, at Gud har vidnet om sin søn, hvorefter han fortsætter, ”Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans søn. / Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet. / Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv” (vers 11-13). Den, der bliver ”i Kristus” erfaringsmæssigt, vil således ved Kristi domstol blive tilkendt andel i ”det evige liv”. Hvorimod den, som ikke bliver ”i Kristus” vil gå glip af dette privilegium. Og ifølge vers 13 var apostlens bevæggrund for at skrive sit brev netop at opmuntre de hellige, hvis tro var af en sådan karakter, at de havde bevaret fællesskabet med Kristus, og minde dem om, at de ville kunne se frem til at gå ind til livet i den kommende tidsalder. 

 

”I skal være hellige, for jeg er hellig”

Apostlen Peter fokuserer i sine breve også i høj grad på kristen livsførelse. Han indleder sit første brev således, ”Fra Peter, Jesu Kristi apostel. Til de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag, i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien, / og som efter Gud Faders forudviden ved Åndens helligelse er udvalgt til at vise lydighed og blive bestænket med Jesu Kristi blod. Nåde og fred være med jer i stadig rigere mål!” (1 Pet 1:1-2).

     Peter skriver til mennesker bosiddende i det nuværende Tyrkiet, der var udvalgt til ved Åndens helligelse at blive bragt til omvendelse og blive renset for deres synder ved Jesu blod. Disse mennesker var altså blevet født på ny på grundlag af Kristi stedfortrædende død og opstandelse. Apostlen fastslår senere, hvad hensigten med Kristi forsoning var. Vi læser i 1 Pet 3:18a, ”For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud.” Og i 1 Pet 2:24a står der om Kristus, ”På sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden.” Så ifølge Peter er der to hovedformål med Guds frelsesplan. Det første er at føre syndige mennesker til Faderen. Det andet er at befri de pågældende fra syndens magt, og gøre det muligt for dem fremadrettet at leve for retfærdigheden.

     Efter indledningen skriver apostlen følgende, ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, / til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, / som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid. / Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, / for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. / Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, / når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse. ” (1 Pet 1:3-9).

     Det fremgår af disse vers, at de hellige er blevet ”genfødt” til et levende ”håb”. Håbet er rettet mod det privilegium at få del i en uforgængelig og uforkrænkelig ”arv”, der ligger gemt i Himlene. Det er åbenbart, at arven er identisk med den ”frelse”, som skal åbenbares i den sidste tid. Men en kristen må i afhængighed af ”Guds kraft” og ved ”troen” på Kristus ”bevares” som et åndeligt menneske for at være berettiget til at arve denne frelse. Det er altså ikke kun et spørgsmål om at have den rigtige trosbekendelse. Den tro, som Peter refererer til, er tro, der kommer til udtryk ved livsførelse. Troen bliver sammenlignet med guld, og pointen er den, at på samme måde som guld forædles gennem ild, sådan lutres de kristnes tro gennem prøvelser. Apostlen opfordrer således sine læsere til at glæde sig, hvis de skulle komme til at lide under forskellige slags prøvelser. Hvad er grunden til, at en kristen bør betragte prøvelser som noget positivt? Vi finder svaret hos Jakob, der siger, ”Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; / I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. / Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget” (Jak 1:2-4).

     Gud tillader altså prøvelser i vore liv, fordi de er en katalysator for karakterdannelse. Den glæde, som Peter omtaler, gælder da også det, der er resultatet af prøvelserne. Det fremgår af vers 6-7, hvor opmuntringen lyder, ”Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, / for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares.” Hvis vi udholder de lidelser, som prøvelserne påfører os, da er det et udtryk for, at vores tro kan ”stå sin prøve”, og derfor vil vi blive rigt belønnet, når Kristus engang skal åbenbares.

     I vers 9 giver apostlen klart udtryk for, at for alle de genfødte er ”troens mål” deres ”sjæles frelse”, og det er underforstået, at en betingelse for at opnå dette er, at vores tro står sin prøve. Hvordan skal vi forstå udtrykket ”sjælens frelse”? Hvad er det, en kristen skal frelses fra, og hvad skal han eller hun frelses til? Sjælens frelse omfatter to indbyrdes forbundne aspekter. Kortfattet kan det udtrykkes på følgende måde: Vi skal frelses erfaringsmæssigt fra Adam og til Kristus for derved at blive frelst fra Gehenna til Himmeriget. I forbindelse med dette liv refererer udtrykket til den proces, hvor de helliges gamle natur ændres, således at de gradvist får del i guddommelig natur. I forbindelse med den kommende tidsalder refererer udtrykket til det privilegium ved Kristi domstol at blive tildelt andel i Himmeriget.

     Der står videre i 1 Pet 1:13-2:3, ”Vær derfor årvågne, gør sindet rede, bind op om lænderne, og sæt alt jeres håb til den nåde, der gives jer, når Jesus Kristus åbenbares. / Som lydige børn må I ikke tilpasse jer de lyster, som I før fulgte i jeres uvidenhed; / men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse, / for der står skrevet: ”I skal være hellige, for jeg er hellig.” /

     Og når I påkalder ham som fader, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, skal I leve i gudsfrygt, så længe I er udlændinge her. / I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, / men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde; / dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt, men han blev først åbenbaret nu ved tidernes ende af hensyn til jer, / som takket være ham tror på Gud, der oprejste ham fra de døde og gav ham herlighed, så at jeres tro også er håb til Gud./

     I som i lydighed mod sandheden har renset jeres sjæle til at have oprigtig broderkærlighed, skal elske hinanden inderligt og af et rent hjerte; / I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord; / for alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne falder, / men Herrens ord forbliver til evig tid. Det er dette ord, som er forkyndt for jer. / Derfor skal I aflægge al ondskab og al svig og hykleri og misundelse og enhver bagtalelse / og som nyfødte børn hige efter ordets rene mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse, / så sandt I har smagt, at Herren er god.”

     Peter følger sin undervisning om Guds frelsesplan op med disse formaninger, som primært er henvendt til hedninger, der var kommet til tro på Kristus. Han minder dem om, at de er blevet ”løskøbt fra det tomme liv”, de havde overtaget fra deres fædre, med Kristi dyrebare blod, samt at deres nyvundne tro, takket være Jesu opstandelse, indeholder et ”håb” til Gud (vers 18-21). Apostlen slår fast, at det er Guds vilje, at hans børn skal være ”hellige” i hele deres ”livsførelse”, og at alle mennesker engang vil blive dømt efter deres gerninger. Derfor påpeger han også, at alle, der påkalder Ham som fader, bør leve sit liv i ”gudsfrygt” (vers 15-17). Det indebærer blandt andet, at den troende ikke giver efter for kødets ”lyster” (vers 14) og aflægger al ”ondskab”, ”svig”, ”hykleri”, ”misundelse” og ”bagtalelse” (1 Pet 2:1). Og at de hellige efterlever befalingen om at ”elske hinanden” (vers 22).

     Peter opfordrer sine læsere til generelt at være ”årvågne” og ”rede” samt at sætte deres håb til den nåde, der vil blive givet dem, når Kristus åbenbares (vers 2). Gudfrygtighed efter den standard, som er gældende under den Nye pagt, kan kun praktiseres i kraft af det iboende guddommelige liv. Derfor er vi som kristne afhængige af til stadighed at søge åndelig næring og vejledning i Guds ord. Apostlen belærer da også de hellige om, at på samme måde som de blev ”genfødt” af ”Guds levende og blivende ord”, sådan skal de også nu, i forbindelse med deres livsførelse, ”som nyfødte børn hige efter ordets rene mælk”, for at de ved den kan ”vokse op til frelse” (1 Pet 1:23; 1 Pet 2:2). 

 

Den gode livsførelse i Kristus

Senere giver Peter de hellige vejledning i, hvordan de bør forholde sig over de ofte fjendtligt indstillede mennesker i det omgivende samfund. Han skriver i 1 Pet 2:12-16, ”Lev jeres liv blandt hedningerne sådan, at de netop ved det, de bagtaler jer for som forbrydere, kan få syn for jeres gode gerninger og prise Gud for dem på hjemsøgelsens dag. / For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som magthaver / eller statholdere, som sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem, der gør det gode. / For det er Guds vilje, at I ved at gøre det gode skal stoppe munden på tåbelige og uforstandige mennesker; / I er jo frie, ikke til at bruge friheden som et dække for ondskab, men som Guds trælle.”

     Det græske ord, der bruges i udtrykket ”hjemsøgelsens dag”, er det samme som er anvendt i udtrykket ”besøgelsestid” i Luk 19:44. Så meningen er givetvis, at de pågældende mennesker skal takke Gud for de kristnes gode gerninger, når deres egne øjne engang bliver åbnet for evangeliets sandhed og de hører kaldet til omvendelse. Apostlen tilskynder de troende til at underordne sig under enhver menneskelig ordning, ikke for deres egen skyld, men for Herrens skyld. Og han lader dem forstå, at det er Guds vilje, at de forsøger at standse al kritik fra omverdenens side ved at ”gøre det gode”.

     Der står videre i 1 Pet 3:13-16, ”Hvem kan skade jer, når I er ivrige efter at gøre det gode? / Men skulle I også komme til at lide for retfærdigheden, er I salige. Frygt ikke, hvad de frygter, nær ingen rædsel; / men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har, / men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed, for at de, der håner jeres gode livsførelse i Kristus, må blive gjort til skamme, når de bagtaler jer.”

     Peter erklærer først, at der hviler en særlig velsignelse over de kristne, for hvem det at leve et retfærdigt liv kommer til at medføre lidelse. Derefter formaner han de troende til at hellige Kristus i deres hjerte, og til at være parat til at redegøre for det håb, de har fået, over for enhver, der måtte ønske det. Apostlen lægger imidlertid vægt på, at den, der aflægger vidnesbyrdet, må besidde en god samvittighed og praktisere en gudfrygtig livsførelse i kraft af troen på Kristus.

     At ”hellige” betyder at gøre hellig. Kristus er fuldkommen hellig, så enhver tanke om, at Han skulle kunne blive mere hellig, er absurd. At hellige Kristus i sit hjerte er derimod ensbetydende med at tilegne sig større erkendelse af Ham. Og den proces bør foregå i os gennem hele livet. Ethvert genfødt menneske har desuden en forpligtelse til på given foranledning at forklare sine medmennesker, hvad baggrunden er for det håb om frelse, som han eller hun har. Men for at vor forkyndelse kan være troværdig, må vore ord kunne underbygges af en personlig livsførelse, der er en Kristi discipel værdig.

     Endelig udtaler Peter følgende vedrørende de nytestamentlige principper for det indbyrdes forhold i det kristne fællesskab, ”Men alle tings ende er nær. Vær derfor besindige og årvågne, så I kan bede; / først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder. / Vær gæstfrie mod hinanden uden tværhed. / Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået. / Den, der taler, skal tale med ord fra Gud; den, der tjener, skal tjene med den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus. Æren og magten er hans i evighedernes evigheder! Amen” (1 Pet 4:7-11).

     Det er helt tydeligt, at det aldrig har været Guds hensigt, at kun nogle få brødre skulle varetage den åndelige opbyggelse i de enkelte menigheder. Gud har ganske vist givet apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere til Menigheden, men det er ”for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op” (Ef 4:11-12). Det er altså de helliges ansvar at gøre tjeneste med henblik på Legemets opbyggelse. Apostlen Peter skriver da også i vers 10, ”Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået.” Det er således ethvert genfødt menneskes pligt og privilegium at deltage i den gensidige åndelige opbyggelse i det lokale fællesskab.

     Men åndelig opbyggelse sker ikke ved hjælp af menneskelig visdom og veltalenhed. I vers 11 bliver det derfor pointeret, at den, der taler, skal ”tale med ord fra Gud”, og den, som tjener, skal ”tjene med den kraft, Gud giver”, for at Gud igennem det alt sammen kan blive herliggjort ved Kristus. 

 

Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt

I begyndelsen af Peters Andet Brev finder vi en sammenfattende redegørelse for betingelserne vedrørende de helliges livsførelse. Den indeholder tre hovedpunkter, der besvarer følgende tre fundamentale spørgsmål: Hvad har Gud gjort for os i Kristus? Hvad forventes der af en Kristi discipel? Hvilken løn får de, som er lydige?

     Der står sådan i 2 Pet 1:3-11, ”Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke; / og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur. / Sæt netop derfor al jeres iver ind på, at I til jeres tro føjer dyd, til dyden erkendelse, / til erkendelsen selvbeherskelse, til selvbeherskelsen udholdenhed, til udholdenheden gudsfrygt, / til gudsfrygten brodersind, og til brodersindet kærlighed. / For når alt dette findes og vokser hos jer, kan I aldrig være uden flid og uden frugt i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus; / men den, som ikke har det, er så kortsynet, at han intet kan se, og har glemt, at han er blevet renset for sine tidligere synder. / Derfor, brødre, skal I arbejde med endnu større iver på at befæste jeres kaldelse og udvælgelse; gør I det, vil I aldrig snuble. / For så vil døren til vor Herres og frelsers, Jesu Kristi, evige rige stå på vid gab for jer.”

     Gud har udvalgt og kaldet os til at få del i Kristus. Vi har ikke alene fået tilgivelse for vore synder, så vi kunne få genoprettet forholdet til Faderen. Men ”i Kristus” har vi også fået del i det guddommelige liv. Og i kraft af det guddommelige liv har vi fået alt, hvad der er nødvendigt for at kunne leve et gudfrygtigt liv. Desuden har vi ”i Kristus” fået Guds løfter vedrørende dette liv, ved hvilke vi kan undslippe fordærvelsen i verden og få del i guddommelig natur.

     Faderen har naturligvis ikke stillet alt dette til vor rådighed, for at vi skulle fortsætte med at leve i kraft af det kødelige liv. På samme måde som den nye fødsel fandt sted ved Helligåndens suveræne indgreb, således er det også Guds vilje, at vi tillader Helligånden fortsat at virke i os og igennem os, således at vi i stadig højere grad praktiserer en livsførelse efter den Nye pagts standard i kraft af det guddommelige liv.

     Mange kristne lever kun i tilgivelsen, i stedet for at leve et sejrende liv i Kristus. De føler sig fattige, svage og afmægtige, fordi de aldrig har lært at gøre brug af de åndelige goder, de har adgang til som Guds børn. Meget få kristne har udnyttet deres fulde potentiale i Kristus med hensyn til livsførelse. Hvorfor forholder det sig således? Det skyldes den omstændighed, at den nye livsførelse ikke udfolder sig automatisk. Da menneskets selvstændige vilje i høj grad er involveret, forudsætter det en gradvis ændring af den troendes personlighed. En uudtømmelig ressource er tilgængelig for os, nemlig Guds eget liv. Men vi må dagligt, ved tro på Kristus og i lydighed mod ham, tilegne os de velsignelser, som dette liv indeholder.

     I det ovennævnte skriftsted er der da også en klar opfordring til at omsætte det iboende guddommelige liv til gudfrygtig livsførelse. Apostlen indleder med denne formaning, ”Sæt netop derfor al jeres iver ind på, at I til jeres tro føjer dyd” (vers 5a). Ordet ”dyd” er indbegrebet af alle moralsk gode og værdifulde egenskaber, som kommer til udtryk i opførsel og tankemåde. Dets betydning er altså synonymt med retfærdig livsførelse. Efter denne generelle udtalelse fremhæver Peter, i vers 5b-7, seks eksempler på dyd, som bør føjes til vor tro på Kristus, nemlig ”erkendelse”, ”selvbeherskelse”, ”udholdenhed”, ”gudsfrygt”, ”brodersind” og ”kærlighed”.

     Den første dyd, større ”erkendelse” af Kristus, opnås hovedsageligt ved daglig bøn og fordybelse i Guds ord. De to næste dyder, som en kristen må stræbe efter at besidde, er ”selvbeherskelse” og ”udholdenhed”. For at være gudvelbehagelige må disse to personlige egenskaber udspringe af det indre åndelige liv. De tre sidste dyder, som Peter omtaler, består i at udføre nogle konkrete handlinger. Begrebet ”gudsfrygt” refererer således ikke blot til en bestemt følelse eller holdning hos et menneske, men derimod til en from og samvittighedsfuld levevis. Det græske ord, som i den danske bibel er oversat med ”brodersind”, betyder brødrekærlighed. Der er altså tale om hengivenhed og omsorg over for det kristne fællesskab. Som det sidste peger apostlen på de helliges forpligtelse til at udvise ”kærlighed” mod deres medmennesker. Den kendsgerning, at der i grundteksten bliver benyttet ordet ”agape”, indicerer, at det drejer sig om betingelsesløs kærlighed, der har sin oprindelse i Gud.

     I vers 8 tilføjer apostlen, at når de omtalte dyder findes hos os som kristne, og helst i stigende grad, da vil vi ikke være uvirksomme og ufrugtbare i vor erkendelse af Kristus. Det må omvendt betyde, at et Guds barn, der ikke ejer disse dyder, er at betragte som doven, og at vedkommende af samme grund er ufrugtbar. Peter siger da også efterfølgende, at en troende, der ikke stræber efter at praktisere principperne for kristen livsførelse, er så kortsynet, at det grænser til blindhed, og at en sådan person tilsyneladende har glemt, at han er blevet renset for sine tidligere synder (vers 9).

     Apostlen afrunder sin undervisning med en formaning til de hellige om at sætte al deres formåen ind på at leve efter Guds vilje, samtidig med at han minder dem om, hvad belønningen er til den, som er lydig mod kaldet til at være en Kristi discipel. Der står således i vers 10-11, ”Derfor, brødre, skal I arbejde med endnu større iver på at befæste jeres kaldelse og udvælgelse; gør I det, vil I aldrig snuble. / For så vil døren til vor Herres og frelsers, Jesu Kristi, evige rige stå på vid gab for jer.” En betingelse for, at døren til Jesu Kristi evige rige vil blive åbnet for en kristen, er altså, at vedkommende gennem sin livsførelse har arbejdet på at grundfæste sin udvælgelse og kaldelse. Peter fastslår dermed, samstemmende med de øvrige nytestamentlige forfattere, at et genfødt menneske må leve et retfærdigt liv efter den Nye pagts standard for at sikre sig adgang til Tusindårsriget. 

 

Den sunde lære

I sine breve til Timotheus og Titus anvender Paulus flere gange udtrykket ”den sunde lære”. Og i Tit 2:1-10 gør apostlen deltaljeret rede for indholdet af denne lære. Her skriver han til sin betroede medarbejder Titus, ”Men du skal sige det, der stemmer med den sunde lære: / at de ældre mænd skal være ædruelige, agtværdige, besindige, sunde i troen, i kærligheden, i udholdenheden; / ligeledes at de ældre kvinder skal optræde, som det sømmer sig for hellige, at de hverken må være sladderagtige eller drikfældige, men skal være vejledere i det gode, / så de kan opdrage de unge kvinder til at elske mand og børn, / til besindighed og ærbarhed, huslighed, godhed, til at underordne sig under deres mænd, så Guds ord ikke bliver til spot. /

     Forman ligeledes de unge mænd til at være besindige / i al deres færd, og vær selv et forbillede i gode gerninger. I din undervisning skal du være ufordærvet og agtværdig, / din tale skal være sund og uangribelig, så modstanderen beskæmmes, fordi han ikke har noget ondt at sige om os. / Slaverne skal underordne sig under deres herrer i ét og alt og rette sig efter dem uden at sige dem imod; / de må ikke stikke noget til sig, men skal altid vise sand troskab, så de i ét og alt kan være en pryd for Guds, vor frelsers, lære.”

     Den sunde lære drejer sig altså ikke om teologiske emner, som for eksempel Menighedens bortrykkelse. Og højst overraskende heller ikke engang om Kristi stedfortrædende død og opstandelse, men derimod om kristen livsførelse! På baggrund af det Nye testamente som helhed kan det imidlertid med sikkerhed fastslås, at Jesu stedfortrædende død og opstandelse er grundlaget for læren. Men hvis de ovenstående formaninger vedrørende livsførelse udgør ”den sunde lære”, så må vi nødvendigvis konkludere, at en forkyndelse, der udelukkende omhandler tilgivelse for vore synder på grund af Jesu forsoning – uden samtidig at formane til at praktisere en retfærdig livsførelse – er usund. Efter Paulus ́ kriterier må et sådant evangelium ganske enkelt betegnes som en usund lære, og det er særdeles tankevækkende.

     Efter at have formanet Titus selv og vejledt ham i, hvordan han skulle formane de forskellige kategorier af mennesker i menigheden, minder apostlen ham om indholdet af Guds frelsesplan for alle de hellige. Der står følgende i vers 11-15, ”For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker / og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, / mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. / Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger. / Tal sådan, og forman og tilrettevis, og gør det med eftertryk. Lad ingen ringeagte dig!”

     Paulus bekendtgør, at formålet med Jesu død og opstandelse var at løskøbe mennesker fra al slags lovløshed, så de kunne tilhøre Ham som et rent folk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger. Gud har således vist sin ”nåde” imod os ved at lade os føde på ny, og dermed har vi også fået del i det kristne ”håb” om at nå frem ”til frelse”, når Kristus kommer tilbage i herlighed. For at dette kan ske, virker Guds nåde fortsat i os, idet Helligånden ”opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden.”

     I Andet Timotheusbrev kapitel 4 opfordrer apostlen indtrængende sin medtjener Timotheus til at være udholdende med hensyn til at forkynde den sunde lære, fordi han ved, at der vil komme en tid, hvor mange vil vende sig bort fra sandheden. Det lyder således, ”Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Jesus Kristus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige: / Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! / For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. / De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter. / Men du, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste!” (vers 1-5).

     Vi må med bedrøvelse konstatere, at i vor generation er Paulus ́ profeti gået i opfyldelse mere end nogensinde før i historien. Og derfor er der også et desperat behov for, at den sunde lære igen bliver forkyndt i de helliges fællesskab. 

 

Gode gerninger

Peter og Paulus forkyndte begge omvendelse og tro på Kristus. Da folket på pinsedag spurgte apostlene, ”Hvad skal vi gøre, brødre?”, svarede Peter, ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.” (Ap G 2:37-38). Og under sin tale i Cornelius ́ hus henviser apostlen til sin opstandne Herre, idet han siger, ”Og han befalede os at prædike for folket og vidne om, at det er ham, Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde. / Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse ved hans navn” (Ap G 10:42-43).

     Da Paulus i et syn mødte den ophøjede Kristus, udbrød han, ”Hvem er du, Herre?”. Svaret han fik lød således, ”Jeg er Jesus, som du forfølger. / Men rejs dig nu op på dine ben! For jeg har vist mig for dig netop for at udvælge dig til tjener og til vidne både om det, du har set, og om det, jeg vil lade dig se, / når jeg redder dig fra folket og fra hedningerne. / Dem sender jeg dig til / for at åbne deres øjne, så de vender om fra mørke til lys og fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndsforladelse og få samme lod som alle de andre, der er helliget ved troen på mig” (Ap G 26:15-18). Og henvendt til kong Agrippa siger apostlen, ”Men jeg forkyndte først for dem i Damaskus og derefter i Jerusalem og i hele jødernes land og så for hedningerne, at de skulle omvende sig og vende om til Gud og gøre de gerninger, som omvendelsen kræver” (Ap G 26:20).

     Omvendelse, som består i radikal ændring af livsførelse, sker som et resultat af Helligåndens virke, men det involverer i høj grad menneskets selvstændige vilje. Troen på Kristi stedfortrædende død og opstandelse er derimod et resultat af en åbenbaring. Det er ikke noget, et menneske selv kan tilegne sig, men det er noget, den enkelte får givet ved et guddommeligt indgreb i forbindelse med ordets forkyndelse. Der står i Rom 10:17, ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.”

     I første omgang er troen på Kristus rettet mod den stedfortrædende død og opstandelse. Men som vi tidligere har erfaret, bør de helliges tro på Kristus ifølge de to apostle efterfølgende komme til udtryk i form af retfærdig livsførelse. Og det sidstnævnte aspekt ved troen involverer naturligvis også menneskets selvstændige vilje. Skriften godtgør med al ønskelig tydelighed, at gerninger er en meget vigtig del af det, at være en kristen. Ja, de genfødte er, som det allerede tidligere er blevet nævnt, ”skabt i Kristus Jesus til gode gerninger”, som Gud forud har lagt til rette for dem at vandre i (Ef 2:10).

     Gode gerninger må ikke forveksles med lovgerninger! Lovgerninger er de gerninger, som Moseloven foreskriver. De mennesker, som er født på ny og dermed omfattet af den Nye pagt, skal ikke udøve lovgerninger, men deres tro på Kristus skal udmønte sig i gode gerninger, der udføres i lydighed mod Helligåndens tilskyndelser. Paulus skriver i Rom 10:4 ”For Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror.” Den kendsgerning, at apostlen omtaler troen på Kristus som modsætning til det at overholde Loven, viser klart, at han ikke refererer til retfærdiggørelsen, men til retfærdig livsførelse.

     Gode gerninger er prisværdige i Guds øjne, uanset om de bliver udført af en jøde, kristen eller hedning. Den eneste forskel er, at kravene til livsførelse øges i takt med den grad af åben- baring vedrørende Guds frelsesplan, som et menneske har fået del i. I Luk 12:48b siger Jesus, ”Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” For en kristen er der derfor et krav om en markant højere standard for livsførelse end den, der kræves af henholdsvis gammeltestamentlige jøder og af mennesker fra folkeslagene, fordi vi har fået del i det guddommelige liv. Som det blandt andet fremgår af Jesu bjergprædiken, er standarden for kristen livsførelse faktisk så høj, at det er umuligt for et kødeligt menneske at honorere kravene. Det kan kun gøres i kraft af det guddommelige liv.

     I det Nye testamente er der adskillige skriftsteder, der omhandler de troendes forpligtelse til at gøre gode gerninger. Der står i Kolossenserbrevet kapitel 1 vers 9b-11, ”Vi beder om, at I med al visdom og åndelig indsigt må få fuld kundskab om Guds vilje, / så I kan leve, som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om Gud / og styrkes med al kraft ved hans herlige magt til al udholdenhed og tålmodighed.” Disse vers giver os et udmærket indblik i, hvad apostlen bad om, når han gik i forbøn for menigheden. Han beder således om, at de hellige må få fuld kundskab om det, der er Guds vilje for dem, så de kan leve derefter. Og det fremgår samtidig af bønnen, at det er Guds vilje, at de bærer frugt i form af ”gode gerninger”.

     Et andet eksempel på Paulus ́ forbønner findes i 2 Thess 1:11- 12, hvor han skriver, ”Derfor beder vi også altid for jer om, at vor Gud vil gøre jer værdige til hans kaldelse og med kraft fylde jer med alle gode forsætter og alle troens gerninger, / for at vor Herre Jesu navn må blive herliggjort i jer, og I i ham, ved vor Guds og Herren Jesu Kristi nåde.” Her betror apostlen de genfødte, at han beder Gud om fortsat at virke i dem, så de kan blive værdige til hans kaldelse. Hvordan bliver de værdige til Guds kaldelse? Det sker, når Helligånden fylder dem med kraft og indgyder dem gode forsætter, så de praktiserer ”troens gerninger”. For da vil Herren Jesu navn blive herliggjort i dem, og de vil blive herliggjorte i Ham. Det er altså gerninger, som har deres oprindelse i Gud. Og på baggrund af vore tidligere undersøgelser kan vi fastslå, at ”troens gerninger” er gode gerninger udført i troen på Kristus.

     I Titusbrevet giver Paulus sin medarbejder den følgende instruks vedrørende hans tjeneste i menighederne på Kreta, ”Påmind dem om at underordne sig under øvrigheder og myndigheder, adlyde og være rede til enhver god gerning; / de må ikke forhåne nogen eller være stridbare, men skal være milde og vise sagtmodighed mod alle mennesker” (Tit 3:1-2). Igen ser vi, at det er meget magtpåliggende for apostlen, at de kristne bliver opfordret til at leve et retskaffent liv og gøre gode gerninger.

     Der står videre i vers 3-8, ”Vi var jo også selv engang uforstandige, ulydige og på afveje, vi lå under for alle mulige tilbøjeligheder og lyster; vi levede i ondskab og misundelse, vi var forhadt og hadede hinanden. / Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, / frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, / som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, / for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv / – troværdigt er det ord! Og det vil jeg, at du skal indprente, så de, der er kommet til tro på Gud, lægger vægt på at handle godt og rigtigt; det er godt og gavnligt for mennesker.”

     Apostlen understreger endnu en gang, at de, der er blevet født på ny og er kommet til tro på Gud, skal stræbe efter at ”handle godt og rigtigt”, så de kan få opfyldt ”håbet” om at blive ”arvinger til evigt liv”. Og dette emne ligger Paulus så meget på sinde, at han vender tilbage til det i afslutningen af brevet, hvor han giver Titus denne sidste formaning, ”Også vore folk skal lære at gøre gode gerninger og hjælpe, hvor det behøves, så deres liv ikke skal være uden frugt” (Tit 3:14).